På trods af gentagne forsøg på at bremse udviklingen er danskerne ude i landet ikke i tvivl om, hvilken vej det går.
Uddannelser lukker, og muligheder forsvinder, mener Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne.
Derfor præsenterer hun og hendes parti nu deres finanslovsudspil for 2023, der går under navnet »En finanslov for hele Danmark«
Heri findes der talrige tiltag, der har til formål at støtte op om mere udvikling i landdistrikterne og produktionsdanmark, mens man omvendt gerne vil lægge en dæmper på udviklingen i København.
Blandt andet vil partiet flytte 10.000 statslige arbejdspladser fra København og ud i landet over de kommende år.
Ligeledes skal den udflytning af flere velfærdsuddannelser, som ellers var annulleret, genoptages, så eksempelvis lærer- og pædagoguddannelser flyttes ud i landet.
I et interview med Avisen Danmark præsenterer Inger Støjberg fire pejlemærker for, hvordan partiet fremover vil vurdere alle politiske forslag.
»I fremtiden vil vi veje alle politiske forslag ud fra disse fire mærkesager: Er det her godt eller skidt for yderområderne? Er det godt eller skidt for produktionsdanmark? Styrker eller svækker det de ældre og svage? Lemper eller strammer det udlændingepolitikken? Og det kan man se i vores finanslovsforslag,« siger Inger Støjberg til Avisen Danmark.
Af finanslovsforslaget fremgår det ligeledes, at partiet ønsker at give en milliard til bedre ældrepleje, samt andre forslag som partiet tidligere har fremsat, såsom et hævet kørselsfradrag i yderkommunerne og tildeling af yderligere ni ugers barsel til nybagte børnefamilier.
Den stramme udlændingepolitik, som Inger Støjberg gennem sin karriere som politiker har fokuseret meget på, har også fundet vej ind i Danmarksdemokraternes finanslovsforslag, hvor udlændinge- og retspolitik er samlet under samme kapitel.
Blandt andet vil partiet bygge et nyt udrejsecenter for udviste kriminelle udlændinge på en ubeboet ø et sted i Danmark, ligesom Dansk Folkeparti og VLAK-regeringen, som Støjberg selv sad som minister i, ønskede at gøre det i 2018.
Dengang var øen Lindholm i Stege Bugt i spil, som en mulig lokation, men det afviste Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne kunne blive aktuelt i sensommeren 2022.
Finanslovsforslaget nævner ikke noget specifikt bud på en ubeboet ø, der bør bebos af kriminelle udlændinge, men de skriver, at det skal koste 250 millioner kroner.

