Inger Støjberg i politisk linedans om muslimer

I Venstre er Støjbergs udtalelser i mandagens avis ikke problemfri. Internt i partiet er der forskellige holdninger til, hvor langt man skal gå både indholdsmæssigt og retorisk i udlændingedebatten.

Inger Støjberg har den seneste måned skrevet tre opdateringer på sin egen Facebook-profil, der giver »skingrende skøre yderligtgående muslimer« en ordentlig tur med krabasken. Nu kommer hun med en ny, skarp udmelding i Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Nyhedsanalyse: Det er et studie i politisk linedans at læse udtalelserne fra Inger Støjberg i dagens udgave af Berlingske.

På den ene side forkynder hun nemlig sin kærlighed til religionsfriheden og afviser at ville stille religiøse krav til udlændinge, der kommer til Danmark.

På den anden side gør hun sig mere end almindeligt umage med konsekvent at nævne, at de ikke-vestlige indvandrere, hun gerne vil stille skrappere krav til, altså sandelig også er muslimer.

Det er selvfølgelig på ingen måde tilfældigt. For ved at udtale sig på den måde tager hun på forhånd noget af trykket fra anklagerne om, at Venstre er på kollisionskurs med allehånde principper og menneskerettigheder, men hun får alligevel sendt et utvetydigt signal til vælgerne om, at der bag partiets kommende udlændingeudspil ligger en kritisk holdning til muslimsk indvandring helt specifikt.

Hvorfor gør Inger Støjberg det? For det første – hvad der er en til tider undervurderet faktor i dansk politik – fordi hun, der er kendt som en hardliner i udlændingedebatten, mener det. For det andet ligger der selvklart flere strategiske overvejelser bag udmeldingen.

Lad os for eksemplets skyld begynde på Støjbergs egen Facebook-profil, hvor hun over den seneste måned har skrevet tre opdateringer, der giver »skingrende skøre yderligtgående muslimer« en ordentlig tur med krabasken. De tre opdateringer har i skrivende stund fået knap 35.000 likes og er blevet delt næsten 3.000 gange, hvilket sender et uvidenskabeligt, men dog klart signal om, at udlændingedebatten trods et par år i finanskrisens skygge stadig er noget, der ligger mange vælgere på sinde.

En kendsgerning, der da også understøttes af en Gallup-måling for Berlingske, hvor et repræsentativt udsnit af danskerne udpeger indvandringsspørgsmålet som et af de tre vigtigste problemer at løse overhovedet. I øvrigt sammen med beskæftigelses- og sundhedspolitikken.

Den slags er man selvfølgelig opmærksom på i Venstres top, hvor man ser store vælgermæssige pointer i at presse udlændingedebatten tilbage på dagsordenen frem mod næste valg. Den debat har nemlig også den for Venstre så positive egenskab, at der er væsentligt større uenighed at hente om udlændingepolitikken hos det røde flertalsalternativ end hos det blå. Man håber med andre ord at kunne spille sine politiske modstandere ud mod hinanden.

Håbet er nemlig, at det kan overskygge den betydelige uenighed hos de borgerlige partier, når det kommer til tidens måske største tema, nemlig den økonomiske politik, hvor fællesmængden mellem Dansk Folkeparti på den ene side og Liberal Alliance og de Konservative på den anden er ret nem at overse. Og der har Venstre som potentielt statsministerparti brug for, at valgkampen også handler om nogle politikområder, hvor der er færre hår i den blå suppe.

Alt det er man selvfølgelig opmærksom på i regeringstoppen og i de to regeringspartier, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre. Her er der over de seneste par måneder blevet holdt flere møder mellem blandt andet gruppeformændene for at afstemme udlændingepolitikken og undgå, at man kommer i karambolage med hinanden og dermed giver de borgerlige partier en mindre foræring frem mod og under valgkampen.

Tilbage i Venstre er Støjbergs udtalelser i dagens avis til gengæld ikke problemfri. Internt i partiet er der forskellige holdninger til, hvor langt man skal gå både indholdsmæssigt og retorisk i udlændingedebatten, og den uenighed kan givetvis godt komme op til overfladen før eller siden. Også her skal Støjberg ud i en mindre linedans.