Ingen kan styre flygtningestrømmen

Venstre siger, at antallet af asylansøgere er kommet »ud af kontrol« under Thornings lederskab. Men ifølge ekspert overspiller både socialdemokrater­ og Venstre deres roller i asylopgør.

Foto: -

»Antallet af udlændinge, der søger asyl i Danmark, er under den røde regering igen kommet ud af kontrol.« Det er budskabet fra Venstre, der med et asyludspil vil dæmme op for problemet.

Men Venstre, Socialdemokraterne og de øvrige deltagere i valgkampen er alt for ivrige med at bebrejde eller tage ære på baggrund af de danske asyltal. Asyltal afspejler geopolitiske kriser og viser europæiske hovedtendenser. Det siger Martin Lemberg-Pedersen, postdoc ved Centre for Advanced Migrations Studies på Københavns Universitet.

»Jeg er ked af at sige det: Ingen danske statsministerkandidater kan påvirke strømmen af flygtninge til Europa og til Danmark.«

Hvis man tyer til skriftlige kilder, viser strømmen af asylansøgere til EU og til Danmark siden 1998 en stort set ens tendens. Forskeren påpeger også, at udviklingen fra 2008 til 2010, da blå blok var ved magten, faktisk viser en kraftig stigning i antallet af asylansøgere til Danmark.

»Det harmonerer ikke så godt med V-budskabet om, at flygtninge er strømmet til Danmark på Thornings vagt.«

Da Venstre i går præsenterede asyludspillet, gentog Lars Løkke Rasmussen om strømmen af asylansøgere, at »vi er nu blandt de lande i EU (nummer fem), der modtager relativt flest«. Femtepladsen er baseret på tal for hele 2014.

Dette tal er helt korrekt. Men samtidig med Venstres asyludspil lancerede Socialdemokraterne et nyt angreb på V for ikke at have styr på fakta. Nye asyltal for første kvartal af 2015 er tikket ind fra Eurostat. Disse tal viser, at Danmark i de første tre måneder var tilbage på tiendepladsen, samme niveau som under seneste Venstre-regering.

Men de nye tal kan ikke sammenlignes med 2014-niveauet, sådan som Socialdemokraterne forsøger.

»Traditionelt er tilstrømningen til Danmark og EU lav i årets første tre måneder. Så stiger den om sommeren og falder igen i slutningen af året. Det giver ikke mening at sammenligne det første kvartal 2015 med hele år 2014,« siger Martin Lemberg-Pedersen, der ser en tendens i politisk brug af asyltallene:

»Man bruger tal, der kun er øjebliksbilleder. Og det giver pseudo-diskussioner og pseudo-løsninger. Begge fløje bruger disse snapshot i stedet for at se på det store billede, som Danmark blot er en del af,« siger Martin Lemberg-Pedersen.