Ingen kan skjule sig i et åbent kontorlandskab

Vi bruger store dele af vores vågne timer her. Vi udøver magt her, skaber resultater og former vores personlige udvikling her. Vi lever på kontoret. Politiko har talt med amerikanske Nikil Saval, som i en ny bog afdækker kontorets historie. En historie om magt, styring og politik.

Lyset strømmer ned gennem trapperne i Deloittes kontordomicil i Weidekampsgade i København. Bygningen er fra 2005. Fold sammen
Læs mere

De antikke grækere havde torvet. Middelalderen havde kirken. Renæssancen skibene. Den moderne tid har kontoret. Kontoret er ikke bare dér, hvor flere og flere arbejdende mennesker bruger halvdelen eller mere af deres vågne tid. Det er det sted, hvor moderne ideer om karriere, personlig udvikling og kompetencer er født og forankret. Og det er et sted, der indtager en central plads i vores kollektive fantasier – f.eks. i TV-serier som West Wing, Mad Men og Suits, hvor kontoret bruges som scene til at fortælle om tilværelsens store dramaer.

Det har den 31-årige amerikanske forfatter Nikil Saval skrevet en dybdegående bog om. Cubed – A Secret History of the Workplace hedder den, og gennem en tour de force af management litteratur, arkitekturhistorie, skønlitteratur, sociologi og film graver han kontorets historie og væsen frem.

»Kontoret fylder enormt meget i vores arbejdsliv, men alligevel reflekterer vi ikke ret meget over det som et sted, vi lever, hvor der udøves magt, og hvor vi bliver en bestemt slags personer. Vi forestiller os slet ikke, at kontoret har en historie –højst at der bare er tale om teknologisk udvikling fra skrive­maskiner til computere. Men kontoret er om noget det sted, middelklassen og middelklassebevidstheden er blevet til,« fortæller Saval.

Han er født af indiske indvandrere til USA og har en ph.d. i engelsk litteratur fra eliteuniversitetet Stanford. Efter at han var færdig der, havnede han selv på et forlagskontor.

»Det var meget fascinerende – det var, som om jeg deltog i en universel bevægelse af kontorarbejdere, der kom på arbejde hver morgen. Men med tiden blev jeg mere og mere interesseret i, hvordan indretningen og arkitekturen afspejlede magtrelationerne – altså, jo mere tid man bruger på kontor, jo tydeligere bliver det politiske spil. Så gik jeg i gang med at udforske kontorets historie. Hvordan var det hele blevet til?«

Stopure og hierarkier

Karriere, konkurrence og de dyder, der knytter sig til kontorarbejdet, blev efterhånden som flere og flere i løbet af det 20.århundrede ikke længere arbejdede på fabrik, men på kontor, også kulturelt definerende i Vesten, fortæller Saval.

»Middelklassens arbejde er meget forskellig fra arbejderklassens arbejde, som typisk var og er fysisk betonet. Kontoret er en psykologiseret arbejdsplads, man arbejder »med hovedet«, og meget handler om ens sociale evner. Og så er det en arbejdsplads for individer i konkurrence med andre individer om at komme frem. Fabriksarbejderen ved samlebåndet har ikke gået og drømt om, at han en dag blev partner eller direktør. Den drøm hører til på kontoret, hvor man arbejder ret tæt på ledelsen. Jeg har læst dagbøger fra de tidligste kontorfolk i 1860erne, og her fortæller mange om deres drømme og håb om at komme til tops.«

Saval beskriver kontorets udvikling gående fra 1900-tallets små, mørke såkaldte tællehuse, hvor regnskaber, skatter og ordrer blev administreret, til de store glasbeklædte skyskrabere fra det 20. århundrede, hvor lys, gennemsigtighed og rationalitet råder.

En dante’sk bevægelse fra indeklemt mørke i helvede til lyset i himlen. Den buldrende kapitalisme førte til et stigende behov for at administrere handler, varedistribution og løn. Hvilket igen krævede større og flere kontorer og eksplosionen i antallet af kontorarbejdere – de i USA såkaldte white collars. Og dermed blev ledelse, der kunne skabe effektivitet, hurtigt et afgørende parameter.

I starten overtog man ledelsesstrategien fra fabrikken – den videnskabelige ledelse eller taylorisme, opkaldt efter sin ophavsmand, Frederick Taylor. Man lavede minutiøse studier af arbejdsprocessen med stopure og målebånd for at effektivisere og standardisere, og kontorerne blevet indrettet som fabrikker med skriveborde på lange rækker og med en årvågen og overvågende chef og en direktør på øverste etage.

»Taylorismen blev meget udbredt, men den gav også store problemer, fordi de fleste mennesker bryder sig meget lidt om at blive behandlet som maskiner. Reaktionen kom i 50erne og 60erne, hvor man under inspiration fra Freud fokuserede på medarbejdernes psykologi. Man lavede personlighedstests og arbejdede med, hvordan de kunne tilpasses arbejdspladsen. Det gødede den her udbredte fornemmelse af, at kontorarbejdet skaber konformitet og ensartede mennesker, og man ændrede heller ikke meget på kontor­designet. Det var stadig store sekretariater i midten og hjørnekontorer til cheferne. Det var som reaktion på det, at man fandt på det åbne kontorlandskab, som det hedder i Europa, eller som i USA »Action Office«, som prøvede at skabe en mere demokratisk, kommunikerende arbejdsplads.«

Deloitte vil have udadvendte folk

Denne bevægelse fra mørket til lyset – og fra top to bottom-hierarkier til en demokratiseret arbejdsplads – har de gjort med i revions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte, hvis hovedkvarter i dag har til huse på Islands Brygge i København. Med sine 26.000 kvadratmeter – tegnet af arkitektfirmaet 3XNielsen og indrettet af Signal Arkitekter – er det et af Danmarks største kontorhuse.

Det ligger som den tredje af tre glasovertrukne firkanter overfor Christianshavns Vold. På afstand tynger det en del ned i landskabet, men når man kommer tæt på, virker glasset som et spejl, der næsten får bygningen til at gå i ét med omgivelserne. Her er en lethed, som gentager sig, når man kommer ind – man er indenfor og udenfor på samme tid – og lyset vælder ned over en bred trappe fra en skakt i midten af bygningen.

Det er Ole Ferbing, direktør i Deloitte Fonden og tidligere partner i Deloitte, som tager imod. En høj mand, der ligner Ronald Reagan i sine velmagtsdage, og som taler stolt om den bygning, han som formand for det byggeudvalg, der i 2005 kunne invitere de over 800 medarbejdere indenfor på deres nye kontor, godt kan tillade sig at føle et vist ejerskab over.

Her samlede man medarbejdere fra tre klassiske kontordomiciler med skriveborde på rækker, lange gange med cellekontorer og store chefkontorer. Nu er man i det åbne. Og man ved, at arkitektur og medarbejdernes egenskaber hænger tæt sammen.

»Den verden, vi lever i, er under forandring. Hvor man før var lidt indadvendt og talnørdet, skal man nu være udadvendt og kommunikerende. Indadvendte mennesker er ikke så begejstret for store åbne rum, så vi vidste godt, at den type medarbejdere ikke ville trives med det, men vi vidste også, at vi ville få mere brug for nogle andre typer. Huset er bygget op, så der ikke er ret mange vægge, men ved at sætte lave reoler op, er der en vis afgrænsning. Vi forsøger både at skabe tæthed og oplevelsen af, at man er en del af en større enhed. Et power house.«

Ferbing fortæller om en lang og grundig proces op til indretningen af kontoret. Medarbejderne blev interviewet, og deres arbejdsvaner, tid foran computeren og i telefonen blev kortlagt for at skabe det bedst mulige kontor. Væk røg de faste skriveborde og de lukkede rum. Nu er der free seating.

»Det var en stor omvæltning. Folk har brug for tryghed og for at sige, »det her er mit«, og den tryghed var der ikke mere, så den skulle erstattes af noget andet. Og det var troen på, at det her er en god måde at arbejde på. Medarbejderne var meget involveret i indretningen. Folk skal føle at de er betydningsfulde, og det gør de, når man engagerer dem,« siger Ferbing og læner sig tilbage i lænestolen i foyeren.

10 procent er helte

Her er en afdæmpet susen af effektivitet. Medarbejderne pendulerer rundt, taler sammen over den samme computer, nogle er hos barristaen, andre står i kø til elevatorerne. I kælderen er der fitnessrum og bar. Uden de faste pladser slår medarbejderne ikke rod på deres arbejdsplads, som man gør i sit hjem med sine ting og sager og billeder af familien. I stedet er de er en del af et omstillingsparat netværk.

»Folk former venskaber i deres arbejdsfælles­skab. Hjemmet er ikke bordet, du sidder ved, men menneskene, du arbejder sammen med,« som Ferbing siger.

På Deloitte er den gamle vertikale magt også revet ned, cheferne og partnerne sidder ikke øverst oppe, tættest på himlen, ja, de fleste har ikke engang deres eget individuelle kontor. Det eneste, der markerer, at de har mere magt end medarbejderen, er armlæn. Almindelige medarbejdere har ikke armlæn på deres stole – og så er partnerne heller ikke underlagt free seating.

Så hvordan ledes der, når hierarkiet er udvisket? Igen er det lyset og gennemsigtigheden, der er på spil. For når alle kan se alle, kan ingen ikke skjule sig for nogen, og »heltene«, som Ferbing kalder dem, træder tydeligt frem.

»Partnergruppen er de eneste, der kan vælge at få deres eget kontor, og min opgave var at få så mange som muligt til ikke at vælge det. I starten var det – groft sagt – ikke de bedste, der valgte eget kontor, for når man ikke er god, forsøger man at undgå omverdenens blikke. Hvis du sætter lederne på store kontorer, så vil alle andre også have det. Hvis ikke, er der ikke prestige i det. Koncernledelsen sidder f.eks. i åbent kontor. Her er et lavt formelt hierarki, men et stærkt uformelt.«Så hvordan finder nye medarbejdere ud af at orientere sig i det uformelle hierarki?

»Folk ser på hvem, der er helte. Det er dem, man taler om og ser op til. Og det er dem, man kopierer. Der er ti pct. af medarbejderne, der er helte,« konstaterer Ferbing.

Kontoret er på vej ud

Nikil Saval er på sin side skeptisk over for det åbne kontor.

»Jeg synes, at det er forfærdeligt. Og der er også masser af undersøgelser, der viser, at det ikke rigtigt fungerer. Der er for meget larm og for lidt privatliv til, at man kan arbejde ordentligt,« siger Saval.

I hans optik er kontoret både på grund af den teknologiske udvikling og krise­økonomiens nye vilkår på vej til sin afslutning som det definerende sted for vores epoke. Med computere, tabletten og mobiltelefonen i lommen har vi kontoret med over alt, og vi skifter vi arbejdsplads i højt tempo.

»Det er ikke usandsynligt, at vi kommer til at have tomme bydele af kontorbygninger. Det afspejler også store sociale forandringer – afslutningen på livslang jobsikkerhed, at ens karriere ikke er bundet til en eller to virksomheder, men er spredt ud. Og med krisen er billedet af kontoret som det sted, der oppebærer middelklassens tilværelse, på vej ud i mange lande. Det er nok også en af grundene til, at vi har fået den her bølge af kontornostalgi som i TV-serien Mad Men. Vi længes tilbage til dengang, økonomien både var dynamisk og stabil, og man kunne drømme om en opadgående karriere. Det kommer til at ændre vores fortælling om os selv, hvis kontorets epoke er ved at ebbe ud. Det bliver dyb forandring.«