Indvandrerkvinder strander på kontanthjælp

Indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande fylder massivt i gruppen af mennesker, der strander på noget nær permanent kontanthjælp.

Der er findes 6.400 ikke-vestlige indvandrerkvinder i Danmark, som har været på kontanthjælp i mindst ti år i de sidste 15 år. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var ikke 11 år på kontanthjælp, »Masooda« drømte om, da hun stirrede ind i nakkestøtten på flysædet foran sig i Kabul i 2003. Hun tænkte på fremtiden for sine fem børn, som skiftevis småsov og græd i flyet, der snart satte kurs mod København, deres far og en familiesammenføring i Danmark.

»Jeg sagde til mig selv, at nu måtte jeg glemme det hele og koncentrere mig om det nye land, vi skulle til. Jeg skulle koncentrere mig om at få et godt liv og give et godt liv til mine børn,« siger »Masooda«, som ønsker at være anonym og optræder med et opdigtet navn. Berlingske kender hendes rigtige identitet­.

I Danmark begyndte Masooda til danskundervisning og så sig snart om efter et arbejde, men hun begyndte at vågne til lyden af bomber i mareridt. Hun forsøgte at ignorere dem og kæmpe videre for en god opvækst til sine børn.

»Jeg sagde, at de skulle tage det bedste fra deres afghanske kultur og bringe det sammen med det bedste fra den danske,« fortæller­ hun.

Men det gik ikke, som hun håbede på. Masoodas mand blev ondskabsfuld af at være i Danmark og gik mere og mere op i, at børnene skulle holde fast i deres afghanske kultur frem for at lære om den danske.

Selv om hun dækkede over sine børn og lod dem tage del i den danske kultur, uden hendes mand vidste det, gjorde børnene oprør, da de blev ældre. To stak af hjemmefra, og den ene endte i grov bandekriminalitet. Den anden brød kontakten med familien, og de resterende tre tog også afstand fra forældrene­.

Det var ikke det liv, Masooda havde håbet at give sine børn eller sig selv. En dag tog hun en køkkenkniv med ud på familiens badeværelse og forsøgte at begå selvmord, men det lykkedes hende ikke. Hun fik psykologhjælp og kom i bedring, men så blev hendes mand alvorligt syg af kræft.

»Da han endelig døde et år senere, tænkte jeg, at nu kunne jeg få fred til at leve mit eget liv. Nu ville jeg have det godt«, siger hun.

Men så blev der stille i lejligheden i det nordlige København. Hendes mand var væk, og hendes børn havde hun næsten ingen kontakt med. Kort tid efter fik hun en dyb depression og begyndte at lide af voldsomme angstanfald.

På trods af problemerne i familien, gik Masooda til danskundervisning i alle 11 år, tog halvdelen af en uddannelse som service­assistent, var i praktik og havde småjob med løntilskud fra kommunen. Men hun fik aldrig et rigtigt job.

Klar overrepræsentation

Masoodas historie er langtfra enestående. Ifølge en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er der således hele 6.400 indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande, der ligesom Masooda har været på kontanthjælp i mere end ti år i løbet af de sidste 15 år.

Dermed er de ikke-vestlige indvandrerkvinder stærkt overrepræsenteret i gruppen af personer, der strander i årevis på kontanthjælp. Indvandrerkvinderne udgør således en fjerdedel, 25,5 pct., af denne gruppe, selv om de kun udgør godt fire pct. af den danske befolkning.

Tallene er et klart vidnesbyrd om, at det trods årelange politiske bestræbelser på at knytte indvandrerkvinder som Masooda tættere til arbejdsmarkedet stadig ikke er lykkedes at tage et opgør med det, som flere eksperter og politikere kalder for det »måske største problem« på det danske arbejdsmarked. Faktisk viser de nye tal fra DA, at det i de seneste år er gået den gale vej.

»Det er jo nærmest en fallit. Det er ikke det eneste område i Danmark, hvor vi har for mange mennesker på overførselsindkomst, men det her er jo et helt massivt problem og et helt massivt svigt i forhold til nogle mennesker, der skulle være ude på arbejds­markedet,« siger Henrik Bach Mortensen, der er direktør i DA.

Det kostede samfundet 2,8 milliarder kroner alene i 2013 at udbetale kontanthjælp til de ikke-vestlige indvandrerkvinder, og den fejlslagne integration af dem på arbejds­markedet er dermed også en bekostelig affære for statskassen.

Henrik Bach Mortensen fra DA mener, at de kommunale jobcentre og sagsbehandlere har været »magtesløse« over for gruppen. Og netop dér – i den kommunale jobindsats – ligger også vejen til at løse problemet, mener DA-direktøren.

»Det, der er behov for, er at tage indsatsen mere alvorligt. De sagsbehandlere og socialrådgivere, som møder de her personer, skal have tilrettelagt nogle forløb, som kan give et afkast i form af enten beskæftigelse, uddannelse eller selvforsørgelse på anden måde,« siger han.

Torben Tranæs, forskningschef- og professor ved Rockwoll Fondens Forskningsenhed, deler Henrik Bach Mortensens opfattelse af, at det er et stort problem, men han tilføjer, at roden til problemet kan findes flere steder.

»Enten kan de ikke, vil de ikke, eller også bliver de ikke betragtet som arbejdskraft af arbejdsgiverne. Der er et eller andet, der halter, når det kan lade sig gøre at være så længe på kontanthjælp,« siger han.

Kvinder, som Politiko har tal med er fra Afghanistan. Hun er ked af, at hun har været på offentlig forsørgelse de sidste 11 år. Fold sammen
Læs mere

Dam Kristensen: Et kæmpe problem

Ifølge beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) peger de nye DA-tal på et »kæmpe problem«. Faktisk kalder han det »den største arbejdsmarkedspolitiske udfordring i Danmark« at løse den gordiske knude med at få de ikke-vestlige indvandrerkvinder knyttet til det danske arbejdsmarked.

»Det er ikke godt nok. Der er ingen tvivl om, at her har systemet på et eller andet niveau svigtet, når en så stor gruppe ikke har været på arbejdsmarkedet i så mange år. Der er ikke blevet taget hånd nok om det, for så skulle tallet jo ikke være så stort«, siger Henrik Dam Kristensen og fortsætter:

»Jeg tror, at man må sige, at vi ikke har taget det alvorligt nok. Jeg kunne godt bruge en masse tid på at sige, at den tidligere regering ikke gjorde nok, men jeg vil hellere kigge frem og se på, hvad vi kan gøre for at løse problemet,« siger beskæftigelsesministeren.

Regeringens kontanthjælpsreform fra sidste år skulle blandt andet gribe ind over for denne gruppe ved at fjerne de såkaldte matchsgrupper, som lod en del være »midlertidigt passive«, og i stedet øge indsatsen over for den enkelte, hvis der er behov for det. Og det behov har langt størstedelen af de ikke-vestlige indvandrerkvinder – for kun omkring en tiendedel af dem er erklæret »jobparate«, viser tallene fra DA.

»Jeg synes faktisk, at vi både med beskæftigelses-, kontanthjælps- og førtidspensionsreformen har indført en række tiltag. I reformerne har vi givet nogle instrumenter, og vi søger stadig efter flere instrumenter,« siger Henrik Dam Kristensen.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, er også bekymret over de mange indvandrerkvinder på noget nær permanent forsørgelse. Både af hensyn til »den danske økonomi og velfærd« – men i lige så høj grad af hensyn til integrationen.

»For hvis man går hjemme så længe som indvandrerkvinde, hvordan pokker skal man så få danske værdier og kultur ind under huden og blive en del af den helt almindelige danske hverdag. Hvis man sidder derhjemme dagen lang, så bliver man bare ikke en del af det danske samfund,« siger hun.

Støjberg bebuder, at »noget af det første«, en eventuelt ny Venstre-ledet regering vil gøre, er at søsætte flere initiativer, der skal få flere mennesker på overførselsindkomst – herunder indvandrerkvinderne – ud på arbejdsmarkedet. Blandt andet vil partiet indføre et »moderne« kontanthjælpsloft samt genindføre den såkaldte 225-timers-regel, der påbyder kontanthjælpsmodtagere at have en vis mængde ordinært arbejde hvert år for at kunne fortsætte på forsørgelse. Venstre mangler dog stadig at fremlægge konkrete forslag til, hvordan de nye regler skal indrettes.

Masooda har, hvad der svarer til en afgangseksamen fra folkeskolen. Hun drømte om at læse videre, men så blev hun hjemmegående husmor, fordi der ingen børnehaver var til at passe hendes børn.

Det er en af grundene til, at det har været umuligt for hende at finde et arbejde, siger hun, og rodet i familien har gjort det svært for hende at afslutte en uddannelse. Hun er taknemmelig for hjælpen fra den danske stat, men hun er ikke glad for at være på kontanthjælp.

»Jeg synes, det er pinligt, at jeg lever af andre folks penge,« siger Masooda.

Manglende uddannelse et problem

Anika Liversage, der forsker i etniske minoriteter på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), fortæller, at flere af kvinderne har samme problem med manglende uddannelse som Masooda.

»Det danske arbejdsmarked er rigtig svært at komme ind på uden en uddannelse, og der er rigtig mange af de her kvinder, som slet ikke har gået i skole eller kun har gjort det i få år,« siger hun.

Indvandrerkvinderne taler heller ikke godt dansk, og selv om de burde lære sproget, er spørgsmålet, om de overhovedet er i stand til det, siger Anika Liversage.

»Med meget få uddannelsesressourcer, måske et forholdsvist stort antal børn og krigstraumer har nogle kvinder meget svært ved at lære dansk. Også fordi de ofte aldrig har lært et fremmedsprog før,« siger hun.

Det betyder ikke, at det er umuligt for kvinderne at blive en del af det danske arbejdsmarked, men det er utopisk at tro, at de alle er i stand til at have et fuldtidsjob. Forventningerne til kvinderne er simpelthen for store, mener SFI-forskeren.

»Det handler om, hvad succeskriteriet er. Hvis man har et mål om, at de skal komme ud og have et ordinært job 37 timer om ugen, kan det godt være rigtig svært at opnå succes,« siger Anika Livsager.

Hun mener, at kvinderne har mange ressourcer, som kan bruges, selv om de ikke kan have et fuldtidsarbejde, og hun oplever ikke, at der er noget, kvinderne hellere vil være en del af end det danske samfund.

»De gør ikke det her, fordi de synes, det er sjovt. De sidder ikke og putter med en masse ressourcer, fordi de hellere vil gå hjemme,« siger Anika Livsager.

Omkring 60 procent af indvandrer­kvinderne bag tallene har en flygtninge­baggrund som Masooda og er af den grund sværere at få i arbejde, anerkender DA-direktøren Henrik Bach Mortensen.

»Det har jo formodningen for sig, at en flygtning, der kommer med en masse personlige problemer og traumer i bagagen, er vanskeligere stillet. Ingen tvivl om det. Det ændrer bare ikke, at det er ufatteligt, at så mange af dem, der har været så længe i Danmark, ikke har rykket sig,« siger han.

Ifølge ham er de mange flygtninge, der er strandet på permanent kontanthjælp, vigtige at hæfte sig ved lige nu, hvor Danmark på grund af krigene i Mellemøsten oplever stærkt stigende asyltal.

»Det er et wake up call i forhold den store opgave, vi står med fremover. For hvis vi ikke løfter den, så kan problemet blive langt værre om 10-15 år,« siger Henrik Bach Mortensen­.

Anika Livsager er ikke nær så bekymret for den gruppe af flygtninge, der kommer til Danmark lige nu, for mange af dem kommer fra Syrien og har uddannelse i bagagen. Alligevel er det vigtigt at tage hånd om dem med det samme, mener hun.

»Det er væsentligt at bruge de første vigtige år til at lære dansk og til at få afklaret, hvad folk har af kvalifikationer. Det er ikke nogen let opgave, men jeg ser tiltag nu, som ikke var her for 20 år siden, og det må alt andet lige have en positiv effekt,« siger hun.