Indvandrere: Betjente behøver ikke statsborgerskab

Der ligger et vigtigt signal i at give indvandrere uden dansk statsborgerskab mulighed for at blive politibetjent, mener Rådet for Etniske Minoriteter.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En indvandrer uden statsborgerskab bør kunne blive politibetjent i Danmark.
 
Sådan lyder det fra Rådet for Etniske Minoriteter i den diskussion, som de Radikale har startet med et forslag om at lempe reglerne for at blive betjent.

- Det ligger et vigtigt signal i at give personer uden dansk statsborgerskab mulighed for at blive politibetjent. Det vil vise, at samfundet er åbent og viser tillid. Og at alle kan blive det, som de vil være i Danmark, siger Muhsin Türkyilmaz, formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Mange unge udelukkes

Ifølge ham bør man skelne mellem personer, der mere eller mindre lige er kommet til Danmark, og anden- og tredjegenerations indvandrere.
 
- Mange unge mennesker, som jeg taler med, giver simpelthen op. De er født og opvokset i Danmark og har ubegrænset opholdstilladelse, men hvis de vil være politibetjente, skal de igennem to langvarige processer, forklarer Muhsin Türkyilmaz:

- Først skal de søge om dansk statsborgerskab, hvilket stiller en masse krav. Derefter skal søge ind på politiuddannelsen. Man udelukker en masse mennesker med de nuværende regler.


Kvaliteter uafhængig af efternavn

De Radikales forslag møder intern modstand i regeringen fra justitsminister Morten Bødskov (S), som mener, at politibetjentes magtbeføjelser over for borgerne kræver statsborgerskab. Samme indvending lyder fra Politiforbundets formand, Peter Ibsen, men det argument køber Türkyilmaz ikke:

- Jeg forstår bekymringen, men der er så skrappe udelukkelseskriterier hos politiet, at de nok skal finde de rigtige folk. I den forstand er det ligegyldigt, om man har et dansk eller andet efternavn. Hvis man ikke viser respekt for jobbet, ryger man ud, siger Muhsin Türkyilmaz og tilføjer:

- Vi taler jo heller ikke om, at bandemedlemmer skal ind i politiet.

Rådet for Etniske Minoriteter er en organisation, der bl.a. vejleder Social- og Integrationsministeriet i spørgsmål om flygtninge, indvandrere og integration.