Her er et forslag, som med enkelt slag markant vil hjælpe inden for rammerne af begge spor. Danmarks vækstlag består nemlig af små virksomheder, som kæmper med kniven for struben for at overleve kreditkrisen. En af deres vigtigste problemer er at få penge ind for det, de har leveret, og i et land med så stor en offentlig sektor som vores er den vigtigste kunde netop det offentlige.

Der er derfor et stort potentiale i at forbedre vilkårene for private leverandører til den offentlige sektor. Virksomhedernes muligheder for at få finansieret drift og vækst er formindsket under finanskrisen, og selv små ændringer i betalingsvilkår kan være forskellen mellem en virksomheds konkurs eller overlevelse.

Den offentlige sektor er den suverænt største indkøber af varer og tjenesteydelser og skal understøtte landets værdiskabelse, så set i det lys er det beskæmmende, at offentlige myndigheder presser leverandører med en betalingsfrist som typisk er løbende måned plus 30 dage. Hvad er logikken i, at den store køber, der har likviditet til laveste rente, tvinger leverandører med langt ringere lånevilkår til at yde ekstra kredit? Og har det f.eks. en betydning, at det er denne part, som har som overordnet formål at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark?

Det offentliges forøgelse af betalingsfristerne giver kun en éngangsfordel og er herefter uvæsentlig for likviditeten. Men leverandørerne døjer med kreditklemmen: De betaler dyrt for den tabte likviditet. De forøgede omkostninger fører til højere priser, ringere konkurrenceevne, hæmmet vækst og tabte arbejdspladser. Det er ikke gratis for det offentlige at låne hos private leverandører: Det er spild af fælles ressourcer. De eneste vindere er långivere og udenlandske konkurrenter med bedre rammevilkår.

I Irland og Storbritannien har man for år tilbage rettet op på denne ubalance med lovgivning, som tvinger offentlige myndigheder til prompt payment; betaling skal foretages så snart det konstateres, at en faktura vedrører en leveret vare eller ydelse.

I Danmark har vi alle forudsætninger for at gøre tilsvarende. Med indførelsen af NemHandel og NemKonto i 2005 blev den offentlige fakturerings- og betalingsproces effektiviseret. Ordre- og rekvisitionsnumre sikrer, at de fleste fakturaer hurtigt og automatisk kan godkendes og anvises.

Den private sektor påtog sig en enorm investering i ny IT for at understøtte elektroniske fakturaer, men har kun i begrænset omfang kunnet høste fordelene. Gevinsten ved digitaliseringen burde være hurtig betaling - det havde været en rimelig modydelse for at hjælpe det offentlige til at høste effektiviseringsgevinster på omkring 700 mio. kr. årlig. Nu er tiden kommet til at betale tilbage!

Så, kære nye regering - lad et af initiativerne i 2012 være et, som næsten er gratis, men som samtidig vil forbedre mange virksomheders konkurrenceevne og vil kunne redde arbejdspladser. Stil krav om, at offentlige myndigheder betaler prompte og afregner rente ifølge renteloven efter otte dage, medmindre der er gjort indsigelse mod fakturaen. Det initiativ vil tvinge offentlige myndigheder til yderligere effektivisering af ordre-, faktura- og betalingsproces, og leverandørerne vil få markant bedre vilkår. Så gør den store offentlige sektor virkelig gavn, hvis små erhvervsdrivende kan få lindret kreditklemmen - og samtidig gøres hele erhvervslivet med ét slag en tand mere konkurrencedygtigt over for udlandet.

Det er offentlig effektivisering og gratis vækstpolitik for erhvervslivet i én og samme bevægelse.

To fluer med et stort og nemt smæk - se det er da et nytårsforsæt, der er til at forstå!