Ikke et ord om løn

Manglen på arbejdskraft og de offentligt ansattes kæmpe lønforventninger er en af de største udfordringer for regeringen frem mod et kommende valg.

Der var tusindvis af demonstranter på Christiansborg Slotsplads, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går holdt sin åbningstale i Folketinget. Men han nævnte dem ikke med ét ord.

Alligevel var fagbevægelsens store aktion med til at understrege et af hovedbudskaberne i Foghs tale. Det er på arbejdsmarkedet, at regeringen står over for sin største udfordring. Og – kan man tilføje – – det er her, at situationen let kan komme ud af kontrol for statsministeren.

Groft forsimplet er der to store udfordringer på det danske arbejdsmarked. Den ene er manglen på arbejdskraft. Den anden er forventningerne til velfærdsforbedringer og lønstigninger blandt de offentligt ansatte.

Med en bittersød smag i munden kan regeringen konstatere, at det danske arbejdsmarked er i historisk topform med en rekordlav ledighed, der vækker i beundring i det meste af Europa. Men det er netop den succes, der danner grobund for virksomhedernes problemer med at skaffe arbejdskraft og de offentligt ansattes nyvundne styrke til at stille krav om massive lønstigninger.

De økonomiske tømmermænd kommer til at slå hårdt, hvis virksomhederne bliver ved med at have tusindvis af ubesatte stillinger. Derfor lancerede Anders Fogh Rasmussen i går en 10-punkts-plan, der skal skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet.

Der lægges først og fremmest op til, at seniorerne skal tage en ekstra tørn og en øget import af udenlandsk arbejdskraft. Men der er tale om en række nænsomme forslag, som ikke for alvor kan støde nogen. Dansk Folkeparti bifaldt forslagene om at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, og selv Socialdemokraterne skulle dykke dybt i posen for at finde de kritiske bemærkninger frem.

Det giver et fingerpeg om, at de 10 nye forslag langt fra kan løse de arbejdskraftproblemer, som Danmark står overfor. Hvilket understreges af overvismand Peter Birch Sørensens signal om, at planen er utilstrækkelig. Men det sidste, Fogh har lyst til lige nu, er at lægge sig ud med lønmodtagerne og folk på overførselsindkomst. Derfor prøver han at lokke med gulerod, f.eks. en skatterabet på 100.000 til 64-årige i arbejde, i stedet for pisk. De mere hårdhændende tiltag er skudt til hjørne i den arbejdskommission, der først skal nedkomme med sine forslag i begyndelsen af 2009.

Med de dramatiske offentlige overenskomstforhandlinger forude har Fogh allerede en åben flanke i forhold til de offentligt ansatte.

Gårsdagens demonstration på Christiansborg Slotsplads kan meget vel være en forsmag på, hvad der er i vente. Lønforventningerne blandt de offentligt ansatte er pustet så voldsomt i vejret, at de ser ud til at have kurs mod en storkonflikt i foråret 2008.

I så fald kan Anders Fogh Rasmussen blive nødt til at strikke et upopulært regeringsindgreb sammen, som han næppe får Socialdemokraterne med på og måske heller ikke Dansk Folkeparti. Thorning-Schmidt vil tværtimod kunne høste af den massive vrede, det vil medføre. Også blandt folk udenfor den offentlige sektor, som har stor sympati for de offentlige kernetroppers lønkrav. Var fagbevægelsen tidligere nervøs for, om de kan samle lønmodtagerne i fælles front, så har de nu fået bevis for, at det sagtens kan lade sig gøre.