I Thyregod hedder han bare Kristian

De kommende fire år kan han blive Danmarks mest indflydelsesrige politiker. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti sikrede sig torsdag et historisk valgresultat og den endelige blåstempling. 741.746 vælgere har givet partiet magten til at sætte sit tydelige aftryk på dansk politik i de næste fire år.

Det kan være svært at se for bare midsommergrønne nuancer. Men det politiske danmarkskort er blevet tilført en ny farve.

Det er slut med kun røde eller blå kommuner – også selv om intet umiddelbart synes forandret, når man krydser Lillebæltsbroen i vestlig retning. Sydjylland blev, ligesom flere kommuner på Sjælland, torsdag malet med gul pensel. Til ære for et Dansk Folkeparti, der til folketingsvalget høstede 37 mandater og blev Danmarks næststørste parti.

I Thyregod tog de førstepladsen. I den lille jyske flække med én stor privat arbejdsplads, to jernbanespor, få forretninger og mange fodboldelskere valgte 48,5 procent af borgerne folkepartiet, da de torsdag stod i stemmeboksen. Årsagen er 45 år gammel og hedder Kristian. Bare Kristian.

Man skal blot dreje af motorvejen nord for Give, før man møder den første tro tilhænger af Danmarks populæreste politiker og Thyregods kendteste ansigt. Foran pølsegrillen »Dørken Kiosk« holder pensionist og landmand Erik Christiansen nemlig parkeret med hunden Killah på chaufførsædet.
Selv er han fra Them ved Silkeborg men har efter eget udsagn besøgt samtlige pølsevogne mellem Viborg og Nr. Snede og kommer ofte i Thyregod. De sidste mange år har hans kryds stået ud for liste O.

»Det har jo nok lidt at gøre med det, der foregår nede ved bommen til Tyskland. Det er jo ikke sådan, at folk ikke er velkomne til en vis grad. Men den vandring, der er over grænsen, synes jeg ikke er i orden,« siger han og vurderer, at Kristian »er mere diplomat« og bedre til at »sælge billetter« end Pia Kjærsgaard.
På samme vis falder ordene inde i køkkenet, hvor grillejer Ulla Olesen priser den »jordnære« partiformand og medborger, som hun – og 57.370 andre danskere – har stemt personligt på.

Thyregod er DF-formand Kristian Thulesen Dahls hjemby og en af partiets absolutte højborge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen .

»Du kan møde ham på grønsværen ovre i Givskud, hvor han spiller fodbold sammen med de andre mænd. Det betyder meget, at han er her i samfundet og ikke lige pludselig føler sig højt på strå, fordi han går på de bonede gulve,« siger hun og understreger, at politikken dog er vigtigere end personen.

Thyregod i toppen af Region Syddanmark markerer det nordligste – og mest markante – hjørne af det, der er et sandt sydjysk DF-eventyr.

Ja, det synes besnærende at kalde folketingsvalget for Dansk Folkepartis endegyldige sejr over filminstruktøren Ole Bornedal, som parti-nestoren Pia Kjærsgaard sidste år røg i clinch med, efter at han i en TV-serie lod danske nationalister indtage skurkerollerne i tabet af Sønderjylland i 1864. I dag har partiet vundet samtlige kommuner syd for Kongeåen.

Men sejren er meget større end et normativt slag om en krigsserie på Danmarks Radio. For Kristian Thulesen Dahl kan valgsejren betyde fire år som de facto skyggestatsminister, og for hans parti er de 37 mandater, der gør Dansk Folkeparti størst i den borgerlige blok, det endelige opgør med Poul Nyrup Rasmussens famøse karakteristik.

Kristian Thulesen Dahl på vej til pressemøde om dannelsen af Dansk Folkeparti tilbage i 1995 sammen med Pia Kjærsgaard, Ole Donner og Poul Nødgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Det var tilbage i 1999, at den daværende socialdemokratiske statsminister i åbningsdebatten fra Folketingets talerstol erklærede, at »stuerene, det bliver I aldrig«. Men fortællingen om Dansk Folkeparti er et vidnesbyrd om protestpartiet, der blev mainstream, og som voksede sig langt ind i de danske stuer.
Et kaotisk landsmøde i Aarhus i Fremskridtspartiet blev afgørende for Dansk Folkepartis udspring. Året var 1995. »Tøsedrenge«-råb, beskyldninger og mistillidsvotum fløj i luften. Og kort efter brød Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard ud for at stifte Dansk Folkeparti.
I april 1996 kunne partiformand Pia Kjærgaard aflevere lidt over 20.000 opstillingsberettigende underskrifter i Indenrigsministeriet, og ved valget i 1998 blev partiet for første gang repræsenteret i Folketinget. Med 13 mandater.

De var fløjpartiet, der først og fremmest krævede indvandring sat på den politiske dagsorden. De sagde ting, som mange andre ikke mente, at man overhovedet burde eller kunne sige. Det var forklaringen på »stuerene«-bemærkningen. Partiformand Pia Kjærsgaard havde eksempelvis argumenteret for, at hvis en anden- eller tredjegenerationsindvandrer begik kriminalitet gentagne gange, skulle hele hans familie kunne sendes ud af Danmark.

Men Dansk Folkepartis protestdagsorden, der i nogle politikeres ører blot lød som skingre råb, blev valg efter valg vekslet til stemmer fra danskerne. Partiet voksede – til 22 mandater i 2001 og 25 mandater i 2007 – og i samme takt høstede Dansk Folkeparti politiske indrømmelser og triumfer. Også på EU-dagsordenen, hvor partiet eksempelvis satte alt ind i kampen mod euroen – og folkeafstemningen i 2000 netop endte med, at Danmark beholdt kronen.

Valgforsker og lektor Johannes Andersen fra Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet forklarer:

»Det er egentlig paradoksalt, for en af grundene til bruddet med Fremskridtspartiet var, at Mogens Glistrup overspillede »Muhamedaner-kortet«. Men Dansk Folkeparti overtog indvandringspolitikken som deres vigtigste position. De var i opposition til samtlige andre partier, og det fastholdt deres karakter som protestparti. I løbet af 90erne og 00erne måtte andre partier erkende, at spørgsmålet om indvandrere fyldte mere og mere i danskernes bevidsthed, og sidenhen har de andre partier haft travlt med at indhente dem,« siger han.

Erik Christiansen med sin hund Killah ved grillbaren Dørken Kiosk. Fold sammen
Læs mere

I dag præger partiets traditionelle mærkesager netop tungt den gængse dagsorden på Christiansborg. Det er ikke længere kun Dansk Folkeparti, der taler om en stram udlændinge- og flygtningepolitik, argumenterer for en kontant retspolitik og strafskærpelser eller melder om beskæringer  i u-landsbistanden. Som partiformand Kristian Thulesen Dahl udlagde udviklingen i Weekendavisen i sidste måned:

»Tidligere var der brug for, at vi havde en isbryderfunktion. Vi skulle provokere for overhovedet at komme til at diskutere udlændingepolitik. Nu sætter Socialdemokratiet udlændingepolitikken på busreklamer. Der er ikke det samme behov for, at debatten bliver fremprovokeret.«

Adskillige andre partier er måske flyttet mod højre i udlændingespørgsmålet – men hjemme i Thyregod peger pilen fortsat på Dansk Folkeparti. Her er partiets politiske varemærke stadig Kristian Thulesen Dahls største styrke.

Også for Ulla Olesen i »Dørken Kiosk«, der mener, at de øvrige partier har en »alt for svag« tilgang til indvandringen.

Hvordan mærker I det i Thyregod, at udlændingepolitikken er »for svag«?

»Altså, det vrimler jo med dem i sådan en lille by som Thyregod med flygtningecentret derude. Men ikke, at vi oplever sådan noget negativt med dem, der er der. Men de er jo også stadigvæk på flygtningecentret og skal have hjælp. Det er lige så meget de andre, der er kommet ud og har fundet ud af at udnytte systemet. Det er ikke sådan, at de ikke må komme herop, men de skal søreme opføre sig ordentligt.«

Men oplever I problemer med udlændinge i Thyregod?

»Nej, det gør vi ikke. Kommer de her, er de meget søde og venlige. Og heller ikke i Give,« siger hun, men eksemplificerer sin pointe med den kroatiske romafamilie Levakovic, der er blevet notorisk berømt og berygtet for sine kriminelle aktiviteter, de gang på gang rydder tabloidavisernes spisesedler med.

Synspunktet deles af frisør Johanne Helene Kjær, som har udlændingepolitikken øverst på sin egen politiske dagsorden, når det gælder Danmarks fremtidige udfordringer.

Har I mange udlændinge her i Thyregod?

»Vi har asylcenteret. Så ja.«

Hvordan mærker I til det?

»Lige på nuværende tidspunkt tror jeg ikke, der er nogen, for vi ser ikke nogen. Vi har haft rigtig mange, der er gået forbi butikken, så derfor lagde vi rigtig meget mærke til dem.«

7323 Thyregod: Første del af byens navn kommer af »tyr«, mens anden del er »guth«, hvilket på olddansk betyder »gud«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Dansk Folkeparti har ellers nedtonet udlændingekortet i de senere år. Ellere rettere sagt bevæget sig fra mærkatet »udlændingeparti« til at arbejde sig ind på rollen som det store »velfærdsparti«, hvilket ikke mindst betyder, at de har kapret klassiske arbejdervælgere fra Socialdemokraterne.

Ifølge valgforsker Johannes Andersen har Dansk Folkepartis position på velfærdsområdet netop betydet, at de her har stillet sig i tydelig opposition til den kurs, som de andre store etablerede partier har lagt.

»I midten af 00erne, hvor målinger viste, at indvandrerkritikken ikke længere var så vigtigt et spørgsmål for vælgerne, folder Dansk Folkeparti en ny politisk strategi ud. De benytter sig af deres position på den klassiske udgave af velfærdsstaten, hvor det handler om tryghed, om omsorg og om at hjælpe dem i nød. Og her får man den næste konfrontation mellem DF og de etablerede partier. For på samme tidspunkt bevæger Venstre og Socialdemokraterne sig i mere teknokratisk udvikling, hvor velfærdsstaten skal sikres til fremtiden, og man lægger vægt på den individuelle ansvarlighed,« siger han.

Og den udvikling er med til at sikre partiet en langt bredere og yngre vælgerappel. Partiet bliver attraktivt og spiseligt for vælgere, der tidligere har anset deres udlændingekurs for at være for rabiat – og det tillader partiet at stjæle vælgere fra de store partier, forklarer Johannes Andersen.

»I den proces hvor de arbejder mere og mere med velfærdsstaten, suger Dansk Folkeparti langsomt og sikkert arbejderstemmerne ud af Socialdemokratiet. De er frustrerede over synet på, at velfærdssystemet handler om at få styr på økonomien,« siger han.

Frisørerne Karina Førslev Hviid Andreasen på 28 (tv.) og Johanne Helene Kjær på 34. Morgenen efter valget kom en kunde og bad om en »Kristian Thulesen Dahl-frisure« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen .

Der har imidlertid været bump på vejen i partiets øvelse med at undslippe karakteristikken som det »fremmedfjendske« parti, for igennem årene har partiet jævnligt været plaget af skandaler, der har båret ved til bålet. Fra racismedomme og politianklager til eksklusionsfnidder og shitstorme om kampagner eller annoncer.
Som i 2001 da en række DFUere, heriblandt partiets stemmeslugende europaparlamentariker Morten Messerschmidt, blev dømt efter racismeparagraffen for i en annonce at have skrevet: »Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os«.

Eller i 2013 da partiet i en række aviser indrykkede annoncer med navnene på samtlige de ca. 700 personer, der stod til at få statsborgerskab i protest mod, at  én på listen var i PETs søgelys: »Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker«, lød det i avisannoncen.

Men partiet, der er blevet beskrevet som en af landets mest centralistiske, topstyrede men også velsmurte politiske organisationer, har slået hårdt og kontant ned på afvigelser. Illoyalitet og intern kritik af ledelsen har ført til adskillige eksklusioner. Det samme har flirten med højrenationalistiske grupperinger som Dansk Front eller enkelte fremmedfjendske udtalelser.

Der er ikke plads til »landsbytosser« i Dansk Folkeparti, har Pia Kjærsgaard tidligere udtalt. Det skal ikke mindst ses i den sammenhæng, at der i Dansk Folkeparti altid har groet en higen efter anerkendelse, respekt og den brede blåstempling.

Og på valgaftenen, da han til klapsalver og jubelråb fra de flere hundrede partisoldater, trådte op på podiet i Snapstinget på Christiansborg for at kommentere de foreløbige prognoser, slog Kristian Thulesen Dahl fast:

»Det tyder på, at Dansk Folkeparti er på vej til at blive det rigtige folkeparti, som vi har stræbt efter i så mange år.«

»Kys altid godmorgen«, lyder den første husregel hos Sussie Væsel og Steffan Andersen i Thyregod. Sussie  har givet Kristian Thulesen Dahl sin personlige stemme ved torsdagens valg, mens kæresten Steffan har stemt på partiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Valgresultatet overraskede mange iagttagere, fordi Dansk Folkeparti var vurderet til en lavere tilslutning i målingerne. Måske grundet den gamle tese om, at danskerne ikke fortæller meningsmålingsinstitutterne, at de sætter kryds ved folkepartiet.

Men det er »noget pjat«, siger Steffan Andersen, der med oliesorte fingre står med let bøjet ryg og skifter dæk på en familiebil. Han er automekaniker, og foran værkstedet står sorte drengerøvsbiler, der »alle er til salg til den rette pris«.

»Man skal stå ved sine holdninger. Jeg tror heller ikke, problemet er så stort. Flere og flere siger det, som det er,« siger Steffan Andersen, der selv stemte på Dansk Folkeparti i torsdags.

Mens værkstedet og indkørslen summer af mandehørm, er der ingen tvivl om, at interiøret i Steffan Andersens villa er købt af kæresten, frisør Sussie Væsel. Med deres henholdsvis 30 og 27 år er kæresteparret et eksempel på, at Dansk Folkeparti til stadighed henter større opbakning i den yngre del af befolkningen.
Hjemmet er langt fra den kakkelbordsindretning, som Helle Thorning-Schmidt før sin statsministertid kom for skade at identificere med socialdemokratiske kernevælgere. Vælgere der over de sidste mange år i stigende grad har søgt mod Dansk Folkeparti. Men det udeblevne kakkelbord hindrer dog ikke hyggen i de lyse stuer. På en væg bag en hvid orkidé har Sussie ophængt et sæt husregler, hvis første punkt er altid at kysse godmorgen. Over parrets sofa ved siden af Kähler-vasen hænger et sæt bogstaver, der i samlet flok skriger »Love«.

I lighed med de andre DF-vælgere, Berlingske møder i Thyregod, er det udlændingepolitikken, der har sikret partiet parrets stemmer.
»Når de siger i radioen, at »I ved, hvad vi står for«, så er det nok. Det er egentlig bare derfor,« forklarer Sussie Væsel.

I begyndelsen af valgkampen kaldte Kristian Thulesen Dahl selv Dansk Folkeparti for landets »kedeligste parti«. Men det skulle slet ikke forstås negativt, men derimod som et fingerpeg om, at vælgerne trygt kan have tillid til, at Dansk Folkeparti siger det samme før, under og efter valget. Der ville ikke komme nye politiske budskaber eller kursændringer fra dem, fastslog DF-formanden.

42-årige Nechannuk Nielsen er fra Thailand og kom til Thyregod for syv år siden. Hun arbejder på byens Velux-fabrik. Hun har ikke statsborgerskab, men kunne hun stemme, var krydset nok tilfaldet Kristian Thulesen Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen .

Det er ellers ikke fordi, andre partier eller medierne ikke gang på gang har forsøgt at angribe Dansk Folkeparti. Hårdt. For at strø om sig med politiske løfter uden at fortælle, hvor alle pengene, alle »tulliarderne«, skal komme fra. Eller for netop at skifte kurs, så snart folkestemningen vender. Som i sagen om DONG-salget til Goldman Sachs, hvor partiets ordfører oprindeligt havde nikket ja, men partiet efterfølgende meldte sig i koret af højlydte kritikere. Eller i dagpengeslagsmålet, hvor Dansk Folkeparti var med til at indgå den politiske aftale om at afkorte dagpengeperioden og genoptjeningsretten, men efterfølgende har talt for lempelser og midt i valgkampen gav SF håndslag på kun at stemme for ændringer i dagpengesystemet, hvis der bliver tilført penge til området.

Skulle det have affødt ridser i DF-lakken, er det imidlertid ikke noget, der har ladet sig mærke i vælgeropbakningen. En af forklaringerne er Kristian Thulesen Dahl.

Gang på gang er han blevet kåret som en af landets mest troværdige politikere. Han er af politiske venner og modstandere blevet beskrevet som en eminent strateg og forhandler med et skarpt blik for det langsigtede perspektiv. Og så har han og partiet, ikke mindst i årene som støtteparti for VK-regeringen, været dygtige til at vinde symbolske politiske indrømmelser, som kunne sælges til DF-vælgerne, vurderer valgforsker Johannes Andersen.

»Deres politiske strategi har ikke været ideologisk bestemt men bestemt af praktiske politiske forhold. Når de skulle lave finanslov med Anders Fogh eller Lars Løkke sagde de: »Det kan godt være, at du vil det og det. Det siger vi så ok til, men så vil vi have det«. De har haft næse for de her indrømmelser på især indvandrerpolitikken,« siger han og henviser også til partiets triumf, ældrechecken, fra 2003-finansloven.

»Det betød, at alle vælgere kunne se præcis, hvad de fik i hånden. Også hele deres snak om grænsebomme er blevet et symbol. Det sætter klare billeder i gang hos folk, og det virker stærkt,« siger han.

Jean Darly, 52, med sin hustru Eva. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen .

Men det store spørgsmål er nu, hvordan Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti vil forvalte den magt, de danske vælgere torsdag tildelte dem. Risikerer de at knække halsen på det, hvis de vælger at gå med i en regering?

Sporene fra SF skræmmer, har partiformanden ikke lagt skjul på i de senere år, når han i takt med voksende opbakning i meningsmålingerne gang på gang er blevet udfrittet om partiets ministerdrømme. Og der er fortsat mange knaster, der skiller det store folkeparti fra vennerne i den borgerlige blok: Den offentlige vækst, den kommende afstemning om EU-retsforbeholdet, dagpenge, skattelettelser for bare at nævne nogle af de mest synlige. Og der er risiko for, at partiet ender med at drukne i egen succes.

Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er ikke i tvivl om, at Dansk Folkeparti nu er blevet så stort, at det ikke kan holde sig fri fra politiske skrammer.

»Den parlamentariske situation betyder, at uanset hvad de gør i den næste periode, vil de komme til at lide synlige nederlag. De er blevet alt for centrale for magtudøvelsen. Tag eksempelvis afstemningen om retsforbeholdet. Hvordan skal de agere, hvis de sidder i regering? Og sidder de udenfor, hvor meget skal de så skubbe på? De er i en situation, hvor de ikke er til at komme udenom. De skal være med i stort set alt politik, der skal laves, og så kan de ikke undgå at få nogle gevaldige skrammer,« siger han.

Ved Thyregod Skole afholder fodboldklubben sommerafslutning for alle årgange. På tilskuerpladsen bliver franske hotdogs spist, pokaler uddelt og holdninger til torsdagens valgresultat diskuteret i en sober tone familiefædrene imellem.

»Hva’ min politiske overbevisning er, det holder jeg for mig selv,« lyder det fra en mand, der straks modtager et venligt klask på brystkassen fra en anden: »Så har du jo stemt på ham. Ha!«

Ind kommer Claus Egebjerg, der er holdleder på det fodboldhold, hvor Kristian Thulesen Dahl jævnligt lufter sine – ifølge holdlederen – »okay talenter« på grønsværen. Han har et godt råd til sin holdkammerat i de igangværende regeringsforhandlinger:

»Han skal bare ind og obstruere og gøre sig bred. Ligesom på fodboldbanen.«

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen .