I ny stor kampagne fremhæver Mette Frederiksen vigtige klimaaftaler – nu beskylder støttepartier hende for »komisk« manøvre

I en storstilet kampagne bekendtgjorde statsminister Mette Frederiksen (S) i weekenden, at hun ikke længere er rød, før hun er grøn. Både i en kronik og flere annoncer betonede hun vigtigheden af de grønne aftaler, hun har indgået de seneste år. Men ifølge regeringens støttepartier er det dem, som i de fleste tilfælde har presset regeringen i en grønnere retning. Socialdemokratiet genkender ikke billedet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde en stor kronik i Politiken søndag. Derudover havde Socialdemokratiet indrykket to annoncer i samme avis. Nu går støttepartier i rette med udlægningen af indholdet. Søren Bidstrup (arkiv)

Der var ægte Morten Korch-idyl i Politiken, da statsminister Mette Frederiksen (S) – ledsaget af et billede på en grøn mark – i søndags meddelte, at hun nu er klar til at droppe forbeholdet i den grønne omstilling.

»Det grønne er ikke længere sekundært,« skrev hun i en meget omtalt kronik, med henvisning til at hun tidligere har sagt, at hun er rød, før hun er grøn.