I novembermørket tog et TV-interview med Ellemann pludselig en uventet drejning – og nu tales der igen om, at Støjberg er et problem for ham

Siden weekenden har Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Inger Støjberg forsøgt at nedtone uenigheden mellem de to efter en udtalelse fra Støjberg med associationer til Donald Trump. Men i Venstre fylder uoverensstemmelserne i partitoppen mere og mere. Og flere peger på, at tålmodigheden er ved at være brugt op.

På direkte TV måtte Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, i weekenden forholde sig til en udtalelse fra sin næstformand, Inger Støjberg. Det er langt fra første gang, at det er sket. Og flere Venstre-folk er ved at have fået nok. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det var umiddelbart svært at forestille sig sol, måne og stjerner stå bedre på den lave novemberhimmel, end de gjorde for Venstre hen mod slutningen af sidste uge.

Regeringen var trængt voldsomt i defensiven i kølvandet på sin ulovlige ordre om, at alle landets mink skulle aflives, og Folketingets borgerlige blok fremstod sjældent sammentømret med et fælles krav om, at minkskandalen skal granskes af en undersøgelseskommission.