Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danmark skal have flere vindmøller og flere solcelleanlæg.
I hvert fald hvis det står til regeringen, der ønsker at øge produktionen af grøn strøm ganske markant i de kommende år.
Helt konkret ønsker regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i spidsen at firedoble produktionen frem mod 2030, så Danmark kan nå målet om reducere udledningen af drivhusgasser.
Forslaget er en del af regeringens reformudspil »Danmark kan mere II«, som forventes at blive præsenteret i morgen, tirsdag, klokken ni under et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
Ifølge DR har regeringen endnu ikke besluttet, hvordan den øgede produktion præcist skal udføres, men Dan Jørgensen har et bud på, hvordan det kan gøres.
Eksempelvis kan produktionen af solenergi tidobles, mens vindproduktionen kan fordobles – og tilsammen giver det så en firedobling af den samlede mængde grøn strøm.
Og det er altså en model, der ifølge ham og resten af regeringen er »realistisk«, og det bakkes op af Jan Hylleberg, der er direktør i erhvervsorganisationen Green Power Denmark, som kalder regeringens udspil »stort« og »flot«.
Historisk har den lokale modstand været stor, når det kommer til opførelsen af nye vindmøller og solcelleparker, men her må man forstå på Dan Jørgensen, at man i regeringen tror, at opbakningen til dette er større blandt danskerne end før.
Det skyldes krigen i Ukraine, som har gjort det tydeligt for alle, at Danmark skal være uafhængig af russisk gas, og derfor tror han også, at den modstand, man historisk har set, vil være mindre nu, end man ellers kunne have forventet.
»Det her er en af de hurtigste måder, vi kan omstille i en grøn retning,« siger han til DR.
SF og Venstre vil udfase gasfyr
Det er ikke kun regeringen, der præsenterer nye forslag i disse dage, når det gælder den grønne omstilling.
Det samme gør Venstre og SF, der ønsker, at Danmark skal være helt fri af russisk gas allerede i 2027 – og partierne har en plan for, hvordan det skal ske.
Venstre og SF vil nemlig have gasfyret, der lige nu opvarmer op mod 400.000 danske hjem, udfaset, og så skal boligerne i stedet varmes op med varmepumper eller grøn fjernvarme.
Hvis partiernes plan skal lykkes, skal der opføres flere biogasanlæg landet over, men partierne er fortrøstningsfulde, for »Danmark er i en position«, hvor man allerede om få år kan dække forbruget med biogas, »hvis vi virkelig sætter ind på det«.
»Det er ambitiøst, men det er den bedste vej at gå for den grønne omstilling, så Danmark kan blive uafhængig af naturgas,« lyder det fra Signe Munk, der er klima- og energiordfører i SF.
Og hos De Konservative er politisk ordfører Mette Abildgaard meget positivt stemt over for udmeldingen fra SF og Venstre.
På Twitter skriver hun, at det er »fine tanker«, partierne har fremlagt, mens hun dog også understreger, at vi ikke må glemme energieffektiviteten.
»Her er virkelig også meget at hente, og de gevinster kan hurtigt realiseres,« skriver hun.
Regeringens reformudspil »Danmark kan mere II« præsenteres som tidligere beskrevet i morgen klokken ni, og Berlingske kommer til at følge sagen tæt.