»I kan ikke tie os ihjel«

Enhedslistens lyst til at omvælte samfundet blev sommerens store historie på Christiansborg - og udløste også internt stor debat. Få overblikket over partiets indre konflikt.

Foto: Claus Bech.
Læs mere
Fold sammen

Centrale medlemmer af Enhedslisten bebudede en snarlig revolution, som omfatter at nationalisere banker, lukke fondsbørsen, nedlægge politi og militær og ophæve den private ejendomsret over produktionsmidlerne. De mest vidtgående ønsker om en omvæltning kom fra medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, og dem skal man ikke negligere.

Enhedslisten har som det sidste tilbageværende parti på Christiansborg lagt alle større og muligt kontroversielle beslutninger i hænderne på baglandet personificeret ved den 25 mand store hovedbestyrelse. Det er eksempelvis den, der i løbet af efteråret skal vende tommelfingeren op eller ned til finansloven, og som dermed kan få direkte indflydelse på, om statens husholdningsbudget bliver forkastet, og regeringen så skal udskrive folketingsvalg.

Men hovedbestyrelsesmedlemmernes blodrøde visioner denne sommer om at omvælte Danmark affødte hård kritik fra de øvrige partier på Christiansborg. Nu viste den yderste venstrefløj endelig sit sande revolutionære ansigt, lød det. Medlemmer af folketingsgruppen måtte forklare, at man med begrebet revolution mente noget så fredeligt som den nylige islandske, hvor skafot og stormløb var erstattet af larmende protester med gryde og ske.

Her kommer du rundt om hele sagen, og vi guider dig på vej gennem Enhedslisten historie - og forsøger at sætte rammen for den aktuelle debat. En interessant rejse for politisk interesserede.

Ved at købe fri adgang til Berlingske Plus i 1 måned eller 1 år får du samtidig adgang til vores andre 300 guider og artikler - se eksempler her.

Se også: "Pia Kjærsgaaard - Da Z-kvinden ville rense ud" (15 kr.). "Få overblik over Putins jernstyre" (7 kr.). "Efter krisen: Kapitalisme - hvad nu?" (9 kr.). "Gallup-rapport: Danskerne løber skrigende fra Enhedslisten revolution" (99 kr.). "Skatteaftalen: Sådan forløb forhandlingerne" (5 kr.).


Historien gentager sig.

Spørger man SFs mangeårige folketingsmedlem Margrete Auken, om hun kan genkende den sommerhede debat i Enhedslisten om en revolution, udbryder hun i samme sekund:

»Åh nej, åh nej, åh nej.«

Udbruddet skyldes ikke, at Margrete Auken har problemer med at genkalde sig revolutionsdebatten fra sit eget parti.

Tværtimod.

»Da jeg første gang hørte om diskussionerne i Enhedslisten denne sommer, tænkte jeg: Åh nej. Nu skal vi igennem den historie igen. Nu er det Enhedslistens tur. I SF diskuterede vi også for 20-30 år siden, hvor mange gange der skulle stå ' klassekamp' og ' revolution' i vores principprogram. Vi diskuterede, om en revolution måtte være voldelig - og endte med et nej. Vi diskuterede massernes kamp og al den anden gammeldags revolutionsromantik. Sommerens debat i Enhedslisten har været meget, meget parallel med den, SF var igennem i 1970erne og 1980erne,« konstaterer Margrete Auken, som siden 2004 har repræsenteret SF i Europa-Parlamentet.

Men revolutionsdebatten gentog sig denne sommer. Også i en grad så luften på den yderste venstrefløj svirrede af paroler, hammer, sejl og uenigheder.

CENTRALE MEDLEMMER AF Enhedslisten bebudede en snarlig revolution, som omfatter at nationalisere banker, lukke fondsbørsen, nedlægge politi og militær og ophæve den private ejendomsret over produktionsmidlerne. De mest vidtgående ønsker om en omvæltning kom fra medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse, og dem skal man ikke negligere.

Enhedslisten har som det sidste tilbageværende parti på Christiansborg lagt alle større og muligt kontroversielle beslutninger i hænderne på baglandet personificeret ved den 25 mand store hovedbestyrelse. Det er eksempelvis den, der i løbet af efteråret skal vende tommelfingeren op eller ned til finansloven, og som dermed kan få direkte indflydelse på, om statens husholdningsbudget bliver forkastet, og regeringen så skal udskrive folketingsvalg.

Men hovedbestyrelsesmedlemmernes blodrøde visioner denne sommer om at omvælte Danmark affødte hård kritik fra de øvrige partier på Christiansborg. Nu viste den yderste venstrefløj endelig sit sande revolutionære ansigt, lød det. Medlemmer af folketingsgruppen måtte forklare, at man med begrebet revolution mente noget så fredeligt som den nylige islandske, hvor skafot og stormløb var erstattet af larmende protester med gryde og ske.

Og politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen ( EL) lagde afstand til sit eget bagland.

»Når der i medierne har været udtalelser om at lukke medier, om voldelig revolution og om, at man allernådigst kan få lov til at beholde sin tandbørste, så må jeg melde fuldstændig klart fra,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun blev efterfølgende kritiseret for at have overdrevet de i forvejen kontroversielle udtalelser. Men revolutionsdebatten udstillede, at der er temmelig divergerende holdninger i Enhedslisten til, hvor stor en omvæltning af samfundet man ønsker. Og gabet mellem Enhedslistens ledelse på Christiansborg og partiets græsrødder kan blive en stor udfordring for partiet, lyder vurderingen.

Ph.d. og gymnasielektor René Karpantschof har i en årrække forsket i politiske bevægelser ved Københavns Universitet og fulgt venstrefløjen tæt. Han har selv en fortid som autonom og BZer på den yderste venstrefløj.

»Enhedslisten spænder utrolig bredt. Lige fra en folketingsgruppe, som er blevet professionel og tilpasset Christiansborg, til en masse venstreradikale græsrødder, som synes, at vi trænger til en grundlæggende revolution. Folketingsgruppens dominans rummer en risiko for at kvæle græsrøddernes livlige debat. Der ligger helt klart en potentiel konflikt i Enhedslisten,« vurderer René Karpantschof.

Enhedslisten var fra partiets stiftelse i 1989 et politisk patchwork af Danmarks Kommunistiske Parti ( DKP), Venstresocialisterne ( VS) og Socialistisk Arbejderparti ( SAP). I dag tiltrækker partiet fortsat en broget skare, som langtfra er enig om alt. Og partiet har efter folketingsvalget i 2011 suget en række utilfredse vælgere fra S og SF, hvoraf mange næppe har tænkt én revolutionær tanke.

Afstanden mellem ledelse og bagland kom også til udtryk på partiets årsmøde i maj i år. Igen og igen har Enhedslistens partitop forsøgt at lægge afstand til partiets eget principprogram, netop fordi det indebærer krav om at nationalisere banker og nedlægge politi og militær og et opgør med den private ejendomsret. Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) har kaldt disse afsnit i programmet for »støvede«. Men da partiet på årsmødet skulle beslutte at revidere principprogrammet, var det slet ikke så nemt for ledelsen at gennemtrumfe.

Processen til et eventuelt nyt program endte i nogle meget runde vendinger. Og selv om de fleste i Enhedslisten i dag betoner, at partifællerne grundlæggende er enige om partiets generelle kurs, skal man ikke lede længe for at finde medlemmer, som er klar til at smide en rød klud i hovedet på ledelsen.

Enhedslistens kontaktformand - hvad der kan sammenlignes med lokalformand i andre partier - i Høje Taastrup, Ole Hyldahl, går f. eks. både ind for at afskaffe politiet og den private ejendomsret, så man ikke må eje sit eget hus.

»Jeg mener, at et samfund ikke har brug for et politi. Hvis man har et samfund, hvor alle har et arbejde, og hvor man respekterer hinanden som mennesker, kan kriminalitet stort set undgås, og derfor er der ikke brug for betjente. Og folk skal ikke kunne spekulere i ejendomme. Der er jo mange, der er kommet i uføre og har tabt en masse penge på at købe en lejlighed,« siger Ole Hyldahl.

Han vil i øvrigt også kæmpe for, at alle danskere skal tjene nøjagtigt det samme:

»I stedet for, at direktøren tjener en halv million kr. om måneden, og rengøringsassistenten kun tjener 20.000 kr. om måneden, vil et passende niveau være, at de begge får 30.000 kr. hver.«

Hovedbestyrelsesmedlem Jakob Lindblom er heller ikke begejstret for Johanne Schmidt-Nielsens udtalelser om at nedtone revolutionsdebatten.

»Vi skal turde drømme og også turde tage de svære debatter. Det nytter ikke bare at gå på hælene og sige, at så bevarer vi militæret og vil helst ikke tale om en revolution. Det er vigtigt at diskutere revolutionen.«

Jakob Lindblom sidder i den arbejdsgruppe, som til september skal forberede et debatoplæg om, hvordan processen bag et eventuelt nyt partiprogram skal forløbe. Derefter nedsættes en skrivegruppe, som skal komme med et foreløbigt udspil til hovedbestyrelsen og lokalforeningerne i det nye år. På årsmødet i april 2013 skal partiet så tage endelig stilling til, hvad man vil stille op med det foreløbige arbejde. Græsrødderne på årsmødet kan udskyde den endelige beslutning til 2014 eller helt forkaste en ændring af principprogrammet.

Jakob Lindblom tror, at processen ender med en total gennemskrivning.

»Debatten de seneste uger har kun styrket argumentet om, at vi trænger til at modernisere vores sprogbrug i hele Ø principprogrammet,« siger Lindblom.

Men noget tyder på, at det bliver svært for ledelsen at få vedtaget de ønskede opblødninger. F. eks. fastholder flere medlemmer i lokalafdelingerne og hovedbestyrelsen, at politi og militær bør nedlægges.

Hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft skelner mellem den del af politiet, som blev sat ind under klimatopmødet og rydning af Ungdomshuset på Nørrebro, og den del af politiet, som bekæmper almindelig og økonomisk kriminalitet og regulerer trafikken.

»Den sidste del kan vi ikke undvære. Men politiet skal laves radikalt om,« siger han.

Eller som hovedbestyrelsesmedlem Bjarne Thyregod formulerer det:

»Karl Marx sagde: ' Vi vil have et politi uden politiske beføjelser.' Og det er jo meget klogt.«

Han understreger, at et fremtidigt partiprogram netop bør indeholde formuleringer om, at politi og militær som udgangspunkt skal nedlægges, men at Danmark »naturligvis skal have en eller anden form for politimyndighed til at bekæmpe kriminalitet.« Thyregod mener også, at Johanne Schmidt-Nielsen burde have vendt revolutionstemaet internt i partiet, inden hun gik i pressen for to uger siden:

»Jeg foretrækker, at vi først taler om tingene internt.«

Konfronteret med, om han med disse udtalelser ikke selv bryder det princip, svarer Bjarne Thyregod:

»Jo, det er rigtigt. Men når jeg selv bryder det nu, skyldes det, at jeg vil understrege, at diskussioner altid bør tages internt.«

HOVEDBESTYRELSESMEDLEM Mikael Hertoft er blevet taget til indtægt for nogle af de udtalelser, som ledelsen har haft mest travlt med at lægge afstand til. Han er blevet citeret for, at en omstyrtning af samfundet teoretisk set kan udløse en voldelig kontrarevolution.

»Vi ønsker alle en fredelig samfundsforandring. Men vi kan ikke garantere for, hvad vores modstandere vil gøre,« forklarer Hertoft i dag.

Direkte adspurgt om det betyder, at han selv kan acceptere vold under en socialistisk revolution, svarer Hertoft:

»Det eneste eksempel, vi har herhjemme, er fra Anden Verdenskrig, hvor vi så en væbnet modstand mod tyskerne. Havde jeg levet dengang, vil jeg så absolut håbe, at jeg havde været blandt modstandsfolkene.«

Hovedbestyrelsesmedlem Lasse Puertas Navarro Olsen vil også gerne have en offentlig debat om revolutionen og henviser bl. a. til, at flere end 80 procent af partimedlemmerne er kommet til, siden det nuværende partiprogram blev skrevet i 2003:

»Det er vigtigt at få afklaret indadtil og udadtil, hvad vi mener - og ikke mener. Både om kortsigtede og langsigtede mål, herunder en revolution.« At revolutionsdebatten ramte Enhedslisten denne sommer, skyldes bl. a. partiets magtfulde rolle på Christiansborg som regeringens parlamentariske grundlag og det øgede mandattal i Folketinget, lyder forklaringen.

Ph. d. René Karpantschof fremhæver, at offentligheden, journalister og andre partier nu er i deres ret til at kræve uddybende forklaringer.

»Det må Enhedslisten lære at leve med,« siger han.

Og vil man studere, hvad der sker med et parti, som gør sig mere arbejdsdueligt på Christiansborg, som går på kompromis med fortidens idealer, og som centraliserer sin magt i folketingsgruppen, kan man skæve til SF.

»Det ligner jo samme historie med Enhedslisten. Bortset fra at processen hos Enhedslisten først lige er begyndt,« siger Karpantschof.

MEN SELV OM Enhedslisten er i gang med at fortære nogle velvoksne politiske kameler som ' ja til Libyen-krigen' og ' finanslov 2012' og faktisk nikkede ja til en skatteaftale med øget topskattegrænse, vurderer René Karpantschof, at Enhedslisten langtfra er ved at sprænges:

»Så længe partiet oplever fremgang og succes, vil baglandet formentlig kunne leve med det. Men ledelsens forsøg på at kontrollere debatten kan give enorme problemer, fordi partiet mister den kant, som tiltrækker vælgere. Se bare på SF. I dag er SF fanget som et næsten overflødigt parti mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne. På længere sigt kan man forestille sig, at Enhedslisten bliver det gamle SF, at SF ligger omkring spærregrænsen, og at en ny kommunistisk bevægelse dukker op på den yderste venstrefløj. Det ligger flere år ude i fremtiden. Men det er muligvis det, vi ser ansatserne til lige nu,« siger René Karpantschof.

Spørgsmålet er, hvilken effekt den voldsomme revolutionsdebat vil få for Enhedslisten. En måling fra Gallup har indikeret, at revolutionsdebatten har givet et flertal af vælgerne, heraf en betydelig del fra rød blok, mindre lyst til at stemme på både Enhedslisten og Thorning-regeringen. Valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet henviser til, at international forskning viser, at vælgere faktisk belønner politikere for at have mere ekstreme holdninger, end vælgerne selv. Men de åbenlyse uenigheder kan få konsekvenser:

»Det er meget, meget sjældent, at et parti har vist åben splittelse, uden at det er gået tilbage i meningsmålingerne. Det har de Konservative været plaget af i årtier. Pia Kjærsgaard ( DF) lærte lektien i Fremskridtspartiet og har konsekvent smidt folk ud af Dansk Folkeparti, hvis de var uenige i partiets linje. I Enhedslisten er det ret åbent, at Johanne Schmidt-Nielsen repræsenterer en fløj, som ikke er lige så blodig revolutionær som de mest ekstreme partifæller. Vil Enhedslisten fastholde den store tilslutning, skal partiet passe meget på med at diskutere disse uenigheder offentligt,« vurderer Risbjerg Thomsen.

Han påpeger, at Christiansborg-ledelsens forsøg på at nedtone debatten kan være en pejling om, at Enhedslistens folketingsgruppe ikke tør risikere regeringens liv ved at stemme nej til finansloven:

»Det lyder som om, de ledende kræfter i Enhedslisten gerne vil fortsætte med at være parlamentarisk grundlag for regeringen.«