Mennesker i det sydvestlige Island lever fortsat i usikkerhed, efter at der for en uges tid siden var hundredvis af jordskælv på ganske kort tid.

For jordskælvene advarer om, at en stor tunnel af magma rumsterer ikke langt fra jordens overflade i området, og at et større vulkanudbrud kan være lige om hjørnet.

Det resulterede for nylig i, at beboerne i den islandske by Grindavík blev evakueret i al hast, fordi jorden slog revner under byen. Og ifølge myndighederne kan det vare måneder, før de mere end 3.000 evakuerede islændinge kan vende hjem igen, selv hvis vulkanen ikke går i udbrud.

Det skriver The Guardian.

Ifølge det islandske meteorologiske institut er det relativt sandsynligt, at den 15 kilometer lange tunnel af magma under området sydvest for hovedstaden Reykjavik går i udbrud, men indtil et eventuelt vulkanudbrud er helt ovre, eller der atter er ro under jorden i området, kan Grindavíks beboere ikke vende hjem.

Indbyggerne blev evakueret med øjeblikkelig virkning, fordi myndighederne frygtede, at et vulkanudbrud kunne komme inden for meget kort tid, men da det ikke skete, fik beboerne lov til at vende tilbage til deres hjem i fem minutter hver for at hente kæledyr og deres vigtigste ejendomme.

Som følge af frygten for udbruddet er en af Islands mest populære turistdestinationer, det termiske udendørsbad Den Blå Lagune, også lukket af for offentligheden.

Siden evakueringen for en uge siden har islænderne holdt vejret, for ingen ved endnu med sikkerhed, om vulkanen går i udbrud eller tilbage i hi.

Torsdag lød det fortsat, at et udbrud var ventet inden for få dage, men søndag først på eftermiddagen er der endnu intet hændt.

Derudover er jordskælvene blevet langt færre, men det er ikke nødvendigvis en god ting – det kan nemlig betyde, at magmaen er tættere på jordens overflade end tidligere, og derfor ikke behøver ryste og rykke jorden lige så meget for at trænge igennem.