I går var generalprøven på det store hybridangreb – og eksperterne advarer om, at vi slet ikke er klar til »cyber armageddon«

I går lærte danskerne, at sim-kortet skal ud, hvis man har brug for at ringe 112, når mobilselskabet går ned. Men måske vigtigere fik myndighederne en lille fornemmelse af, hvordan et rigtigt hybridangreb kan føles. De bestod, lyder det fra eksperterne. Men det var godt, at der kun var tale om en meget begrænset foreksamen.

TDC fik travlt i går, og det samme gjorde beredskabet, da en fejl betød, at kunderne ikke kunne ringe 112. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Gårsdagens TDC-nedbrud, som faldt sammen med genvordigheder med Banedanmarks nye signalsystem, forstyrrede danskernes torsdagseftermiddag og førte til hektisk aktivitet hos myndighederne.

Men så var det heller ikke værre. For der kom styr på det hen under aften, og hidtil har vi ikke hørt om danskere, der kom i klemme.