Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det kom som en overraskelse for de fleste, da Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, for tre uger siden meldte ud, at hun stoppede som formand for det parti, hun selv havde stiftet.
Det prominente folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen meldte sig kort tid efter som ny formandskandidat, men det blev ikke alle glade for.
Nyvalgte Mikkel Bjørn Sørensen skiftede således i sidste uge til Dansk Folkeparti, fordi han ikke kunne se sig selv i Nye Borgerlige under Lars Boje Mathiesens ledelse.
Mikkel Bjørn var af mange blevet nævnt som muligt formandsemne, men det afviste han.
Og i kølvandet på Mikkel Bjørns afgang virkede Lars Boje Mathiesen hverken særlig overrasket eller synderlig ærgerlig.
Til Radio4 sagde Lars Boje Mathiesen nemlig, at Mikkel Bjørn havde lækket oplysninger fra lukkede møder i Nye Borgerlige.
»Han havde på det tidspunkt (da Mikkel Bjørn forlod Nye Borgerlige, red.) allerede en underhåndsaftale med Dansk Folkeparti, hvilket vanskeliggjorde ret mange ting for os i vores arbejde i Folketingsgruppen, at vi vidste, at ting blev lækket til andre partier,« sagde Lars Boje Mathiesen til Radio4.
Lars Boje Mathiesen var dog ikke meget for at uddybe.
»Hvis der er information, der tilgår et andet parti, som kun kan være forekommet på et gruppemøde, så er det jo derfra, det lækker,« sagde Lars Boje Mathiesen.
Ikke en døjt bedre
I debatprogrammet »Det blå hjørne«, der ligeledes sendes på Radio4, bekræfter Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at han har talt med Mikkel Bjørn, før denne meldte sig ind i Dansk Folkeparti.
Men han afviser, at han skulle have modtaget fortrolige oplysninger fra Nye Borgerliges gruppemøder.
»Jeg ved ikke, hvad det skulle være,« siger Morten Messerschmidt til RADIO4.
Men hvilke hemmelige ting er det så, Mikkel Bjørn ifølge Lars Boje Mathiesen har lækket til andre partier?
Lars Boje Mathiesen medvirkede ligeledes i programmet »Det blå hjørne«, hvor han dog afviste at uddybe eller forklare sin beskyldning mod sin nu tidligere partikollega Mikkel Bjørn.
»Vi kigger fremad,« siger han, men tilføjer, at arbejdsmiljøet bliver dårligt, hvis medlemmerne i en folketingsgruppe ikke kan have fortrolige diskussioner.
Vært på programmet, Casper Dall, holdt imidlertid fast i forsøget på at få Lars Boje Mathiesen til at uddybe, hvad det konkret var, Mikkel Bjørn havde lækket fra gruppemøder i Nye Borgerlige.
Lige lidt hjalp det.
»Du kan spørge herfra og indtil klokken 12,« sagde han omtrent klokken 11.20 fredag, da der endnu var omtrent 40 minutter tilbage af udsendelsen.
Men Lars Boje, hvad er det, der har gjort, at du kommer med nogle ganske hårde beskyldninger mod et tidligere partimedlem om at gå og dele informationer med konkurrerende partier?
»Hvis jeg skulle fortælle dig det, skulle jeg bryde den fortrolighed, der er i en folketingsgruppe om, at det er et lukket rum. Hvis jeg sad og fortalte dig det nu, ville jeg ikke være en døjt bedre end de mennesker, der gør det.«
Lars Boje er eneste formandskandidat i Nye Borgerlige, og han står derfor til at overtage formandsposten ved det kommende årsmøde.