I dag stemmer Mads Fuglede på Støjberg: »Venstrefløjen har altid gjort, hvad den kan for at dæmonisere stærke Venstre-folk«

Lørdag skal der være kampvalg i Venstre, en ny næstformand skal findes – og valget står mellem Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg. Berlingske har bedt to af deres partifæller fortælle, hvad de ville sige, hvis de skulle holde en brandtale for deres respektive favorit. Her kan du læse, hvorfor Inger Støjberg er en af dem, Mads Fuglede »allerbedst kan lide« på Christiansborg.

Mads Fuglede er folketingspolitiker for Venstre. Han har ikke lagt skjul på, at han stemmer på Inger Støjberg som partiets kommende næstformand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Inger Støjberg er ligesom en bedste ven, der er ordholden, loyal og ærlig – og som ikke er bange for at være sig selv.

Det mener Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Mads Fuglede, og derfor stemmer han på hende som Venstres næste næstformand, når de delegerede er samlet til ekstraordinært landsmøde lørdag i Herning.

»Hun er en af dem på Christiansborg, jeg har mødt i mit politiske liv, jeg allerbedst kan lide,« siger Mads Fuglede og peger på, at der er mange gode mennesker i politik, men få som Inger Støjberg.

For Fuglede handler det dog ikke kun om, hvordan hun er som person – men også den politik, hun repræsenterer. For ham repræsenterer Inger Støjberg en meget vigtig strømning i det borgerlige Danmark og i Venstre.

En strømning, der er vigtig at have repræsenteret i ledelsen, siger han og kalder Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg for »sin drømmeledelse«.

»Som politiker har hun en utrolig evne til at få fokus på de ting, hun arbejder med. Hun kommunikerer på en sådan facon, at der ikke er nogen, der er i tvivl om, hvad hun mener,« siger han og tilføjer, at hendes veltrænede evne til at kommunikere gør, at man altid ved, hvor man har hende.

Mads Fuglede, Inger Støjberg-støtte

»Uffe Ellemann blev udstyret med en trillebør fuld af næser, kun for at underminere ham, og det betød ikke, at vi i Venstre blev mindre glade for ham. Det siger bare noget om Ingers gennemslagskraft, når venstrefløjen går i struben på hende.«


Hvad synes du så, når kritikere siger, at Inger Støjbergs karakter er så farverig, at hun kan komme til at overskygge Jakob Ellemann-Jensen?

»Inger har kun én opgave som næstformand, og det er at sørge for, at Jakob bliver Danmarks næste statsminister. Det må hun gerne gøre ved at være farverig og være én, der kan være med til at rejse den borgerlige fane, så alle kan se, at hvis man vil have politiske varer fra den bedste politiske hylde, skal man stemme på Venstre,« siger Mads Fuglede:

»Det er ikke et minus at være en synlig politiker. Det er synlighed, der skaber debat, og som gør, at man kan komme ud med et politisk budskab. Jeg tænker, at Inger kan være den, der kan skaffe flest stemmer til Venstre.«

Mads Fuglede har været med i Folketinget siden 2017 som stedfortræder for Jakob Engel-Schmidt. I 2019 blev han selv valgt ind i Københavns Omegns Storkreds. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Der har været bred enighed om, at der skal findes intern ro i Venstre, og at fløjkrigene skal stoppes. Inger Støjberg er kendt for at repræsentere en pol i Venstre, som deler partiet. Hvordan kan hun så være en del af den ledelse, der skal samle partiet nu?

»Jeg tror ikke, man skal forstå Inger sådan, at hun deler partiet i sin måde at være på. Man skal nærmere se, at der i ledelsen kan være repræsenteret en bredde, der gør, at uanset om man er til den ene eller den anden udgave af udlændingepolitikken eksempelvis, vil man føle sig hjemme i vores parti, fordi begge dele vil være repræsenteret.«

Hvis formand og næstformand kommer til at have så forskellige holdninger til nogle af de værdipolitiske spørgsmål, vil sådan en uenighed så ikke kunne komme til at splitte formandskabet ligesom det afgåede formandskab?

»Formandskabet handler om Jakob. Det er Jakob, der er formand. Så er Inger en del af det hold, men det er Jakob, der sætter kursen. Men jeg ville være tryg ved at have én tæt på Jakob, der kan pege på, hvilke problemstillinger, der også kunne være vigtige, så man kan forestille sig, at man ved, at alle synspunkter er blevet hørt, når de har haft en intern snak om et emne.«

Undersøgelseskommission på vej

Mads Fuglede affejer også, at det skulle være et problem for Inger Støjbergs kandidatur, at regeringen og dens støttepartier vil nedsætte en undersøgelseskommission, der skal granske sagen fra hendes tid som udlændinge- og integrationsminister om adskillelse af unge asylpar, hvor den ene var under 18 år.

»Det er fuldstændig uvæsentligt. Venstrefløjen har altid gjort, hvad den kan for at dæmonisere stærke Venstre-folk. Uffe Ellemann blev udstyret med en trillebør fuld af næser, kun for at underminere ham, og det betød ikke, at vi i Venstre blev mindre glade for ham. Det siger bare noget om Ingers gennemslagskraft, når venstrefløjen går i struben på hende.«

Mads Fuglede tilføjer, at Venstre ikke »skal tage notits« af venstrefløjens forsøg på at »underløbe« Inger Støjberg.

»Vi skal selv vælge vores ledere,« siger han.

Heller ikke, hvis der er foregået noget ulovligt?

»Nej. Jeg vil slet ikke gå ind i, om der er foregået det ene eller det andet. Der er ikke noget, der tyder på, at Inger har nogle problemer i barnebrudssagen. Det, der er tydeligt, er, at mange har et problem med Inger, og at de, der har et problem med hende, især er på venstrefløjen.«

Inger Støjberg var den første til at stille op som næstformandskandidat i Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Så du mener ikke, at det ikke kommer til at have nogen indflydelse på, hvordan Venstre står fremadrettet?

»Jeg kan ikke forestille mig, at der sidder nogen i Venstre og tænker, at »Enhedslisten har det rigtig svært ved den måde, Inger var minister på. Vi må hellere vælge en anden«. Den tanke tror jeg ikke kommer til at gå gennem hovedet på ret mange Venstre-folk.«

Og du tænker heller ikke, at det for vælgerne kan være afgørende, når I skal til valg næste gang?

»Hun har fået næsten 30.000 stemmer. Jeg tror, at den Inger Støjberg, de får, er de meget glade for.«

Læs her Jan E. Jørgensens argumenter for, hvorfor han stemmer på Ellen Trane Nørby.