Senest i 2030 skal Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed udgøre to procent af det bruttonationalprodukt (BNP).

Det har egentligt været målet, siden den såkaldte Wales-aftale blev indgået i 2014, hvori det blev slået fast, at alle NATO-lande skulle sigte efter at bruge to procent af BNP på forsvar og sikkerhed allerede i 2024.

Men med Det Nationale Kompromis fra 2022 blev det slået fast, at Danmark også rent faktisk skulle arbejde seriøst henimod at overholde den aftale i 2033, men det blev efter folketingsvalget i efteråret fremrykket til år 2030.

Det kan hurtigt slås fast, at Danmark endnu er langt fra at overholde den målsætning, men hvordan er det egentlig gået, siden den skelsættende NATO-aftale fra 2014 blev indgået?

Det spørgsmål besvarer en opgørelse fra NATO.

Den slår fast, at Danmark i årene efter 2014 ikke brugte nogen voksende andel af BNP på Forsvaret, men fra 2018 til 2020 gik det støt den rigtige vej, indtil udviklingen herefter atter stagnerede.

I år 2022 brugte Danmark 38,7 milliarder kroner svarende til 1,38 procent af BNP på forsvar og sikkerhed, hvilket er markant mere end de 22,8 milliarder, staten brugte i 2014.

Udgifterne er således steget markant målt i kroner og ører, men det til trods er den procentvise udgift til forsvar og sikkerhed af BNP kun steget fra 1,15 til 1,38.

Altså blot 0,23 procentpoint på otte år.

Og over de efterfølgende 11 år skal Danmark finde yderligere 0,62 procentpoint af BNP for at indfri målsætningen.

I Folketinget er der i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine opstået en relativt bred konsensus om, at der de kommende år skal bruges langt flere penge på krudt og kugler, men samtidigt døjer Danmark med et forsvar, som flere gange har høstet omfattende kritik for særdeles mangelfuld økonomistyring.

Det fik flere eksperter til for nyligt at udtrykke bekymring i Berlingske.

I januar rummede en rapport fra Rigsrevisionen da også hård kritik af Forsvarsministeriet for håndteringen af det nuværende forsvarsforlig, der løber fra 2018 til 2023, og som indebærer langt mindre investeringer, end der er lagt op til de kommende år.

I korte træk fremgår det af rapporten, at ministeriet ikke er lykkedes med at indføre de politisk bestemte tiltag for denne periode – og at ministeriet ikke kan redegøre for, hvad pengene i stedet er blevet brugt på.