Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Pernille Vermund gav tirsdag aften formandsposten i Nye Borgerlige videre til Lars Boje Mathiesen.
I begyndelsen af januar meldte hun ud, at faklen skulle bæres videre i det arbejde, hun sammen med Peter Seier Christensen påbegyndte for syv år siden.
Da partiet blev lanceret spåede politiske kommentatorer dem ikke de store chancer, og med formandsskiftet har mange fremhævet Pernille Vermund som en partimoder og frontfigur, som Nye Borgerlige kommer til at få det svært uden i de kommende år.
Jyllands-Posten har dog talt med en figur, som må siges at kende højrefløjen bedre end de fleste.
Søren Søndergaard var i sit halvandet årti som pressechef for Dansk Folkeparti en uomgængelig skikkelse på Christiansborg.
Han befandt sig helt inde i indercirklen af Dansk Folkeparti gennem partiets teenageår og under den enorme succes, det oplevede ved valget i 2015.
Og Søren Søndergaard siger nu til Jyllands-Posten, at selvom flere kommentatorer dømmer den nationalkonservative højrefløj repræsenteret af Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ude, er der siddepladser til dem alle i Folketingssalen.
Men der vil kun være seriøs parlamentarisk indflydelse at hente til to af partierne: Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, mens Nye Borgerlige godt kan eksistere, men næppe få lov at bestemme det store.
»Inger Støjberg har sagt, at hun aldrig nogensinde vil gøre Ellemann til statsminister. Men hvis hun efter næste valg står med 8-9 procent af vælgerne og kan få en borgerlig regering med Jakob Ellemann-Jensen som fællesnævner, kan hun ikke leve med at sige nej. Sådan er politik, når det er træls,« siger Søren Søndergaard til Jyllands-Posten.
Med et Dansk Folkeparti, som ser det som sin fremmest opgave at søge politisk indflydelse, og et Danmarksdemokraterne, der hverken opponerer hårdt mod udenlandsk arbejdskraft eller internationale konventioner, efterlader det plads til Nye Borgerlige.
Ikke som et parti, der kan diktere det store på Christiansborg, som man eksempelvis så DF gøre det op gennem 00erne, men mere som en arrig terrier af et støtteparti, som en borgerlig regering trods alt kan regne med.
