Hvornår sagde Mona Juul ja? »Det er ikke det første, jeg siger«
Der var ifølge Mona Juul ikke andre, der meldte sig på banen, da Konservative skulle have en ny politisk leder. Så sagde hun ja.

Der var ifølge Mona Juul ikke andre, der meldte sig på banen, da Konservative skulle have en ny politisk leder. Så sagde hun ja.

Da der skulle vælges ny politisk leder for De Konservative efter Søren Pape Poulsens død, var der ingen, der rakte hånden op.
Og det var i dét tomrum, at Mona Juul endte med at sige ja til jobbet, fortæller hun i radioprogrammet »Ugens Gæst« på P1.
Da hun blev spurgt, om det var »nu«, at partiet kunne regne med hende, var det i første omgang ikke helt let at svare.
Hvor lang tid går der, før du siger ja, bliver Mona Juul spurgt undervejs i interviewet.
»Det er ikke det første, jeg siger. Det kan jeg godt hilse at sige,« lyder det fra den nye politiske leder.
Det er dog alligevel gået lige præcis den vej. Tidligere på ugen blev det meldt offentligt ud, at det fremover bliver Mona Juul, der står i spidsen for De Konservative.
Allerede før Søren Pape Poulsens død spekulerede iagttagere i, om Mona Juul var i gang med at nærme sig formandsposten i partiet.
Blandt andet da hun i starten af februar blev ny gruppeformand i partiet, efter at Mai Mercado (K) trak sig for at hellige sig sine ordførerskaber og familien.
»Posten blev vakant, og det bød jeg selv ind på. Det vidste alle, jeg ville, fordi det har jeg hele tiden gerne villet, hvis der var en mulighed. Så det er det, jeg koncentrerer mig om,« sagde hun dengang.
Og i forhold til at blive formand, lød svaret ifølge Ritzau sådan her:
»Det var ikke min drøm, da jeg gik ind i politik.«
Direkte adspurgt ville hun dog ikke udelukke det.