Hvorfor gider Stine Bosse egentlig mene det her?

Det internationale udsyn mangler fuldstændig i valgdebatten, der i stedet nærer frygten for det fremmede og det globale, mener Stine Bosse. Hun savner den positive fortælling om Danmarks placering i omverdenen.

Hun ved det godt. Efter endt læsning af denne artikel vil nogle kaste avisen fra sig med et »kom dog ned fra de øvre luftlag, Stine Bosse«.

Bent Falbert vil kunne skrive endnu en vrissen Ekstra-Bladet-klumme om »den belærende Stine Bosse«, og andre vil slå op i torsdagens Børsen, hvor hun optrådte i en socialdemokratisk valgannonce og istemme, hvad politisk kommentator David Trads anførte i samme anledning på Twitter: »Paven er katolik, Jorden er rund, og Stine Bosse stemmer på regeringen ;-)«

Hun ved det godt. Da hun møder Berlingske ved Skuespilhuset på havnekanten i København, spørger hun retorisk sig selv om det samme:

»Hvorfor gider jeg egentlig mene det her og blive ved med sige det højt?«

Men det gider hun.

Fordi erhvervslivet set fra hendes stol har et helt andet perspektiv på den igangværende valgkamp end det meget lokale og nationale, danskerne hidtil er blevet præsenteret for. Et perspektiv, der handler om fælles, globalt ansvar og tillid til den store omverden. Om det perspektiv er blåt eller rødt, er i den forbindelse ligegyldigt – og hendes personlige kryds på valgdagen ligeså. Hun savner ikke bare som international erhvervskvinde, men også som formand for Europabevægelsen, en positiv fortælling om Danmarks placering i det internationale.

Da EU endelig kom på dagsordenen torsdag i denne uge med den blå bloks fælles EU-udspil, var hovedpunkterne ønsker om at rykke magt tilbage til Danmark og beskytte vores velfærdsydelser mod udlændinge.

»Jeg synes, det er rigtig godt, at man mener noget om Europa. Det klassiske og triste er, at det bliver sådan en ’vi vil kun lidt Europa’. Vi er kommet så langt, som vi er, økonomisk og politisk, fordi nogen i fortiden virkelig ville Europa. De store, globale udfordringer, vi har, fordrer i den grad, at vi arbejder sammen. Jeg kunne i stedet ønske mig, at politikerne i valgkampen satte sig for at vise vejen frem for Danmark i en europæisk og en global sammenhæng,« siger hun.

For selv om vi måtte ønske det i frygtsomme stunder, og selv om nogle politikere gerne vil have det til at fremstå anderledes, kan og skal Danmark ikke klare sine udfordringer alene. Vi ville slet ikke være »det Danmark, vi kender« uden vores globale og europæiske afhængighed. Små danske virksomheder er blevet store job-lokomotiver, fordi de barrierefrit har kunnet sælge deres varer til ikke bare fem mio. danskere, men 500 mio. europæere. Ligesom det er vores evne til at begå os i den internationale konkurrence, der bestemmer vores fremtidige velfærd – meget mere end det er de små finanspolitiske skruer i det statslige maskinrum:

»Du kan ikke løse vores energi- og klimaudfordringer, bolstre vores datasikkerhed eller fysiske sikkerhed eller øge fødevaresikkerheden ved bare at være os selv nok. Alle de dagsordener skal vi holde sammen om i Europa. Det betyder ikke, at vi ikke skal have en mening om tingene i Danmark, eller at vi ikke skal påvirke. Men ofte bliver det sådan, at de positive initiativer fra EU slet ikke omtales, mens de negative får stor opmærksomhed,« siger Stine Bosse, der ud over posten som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater bl.a. sidder i bestyrelserne for internationale virksomheder som forsikringsgiganten Allianz, BankNordik og hjemlige TDC.

Flere topledere i eksempelvis Carlsberg, Falck, Novozymes og ISS gik så sent som i torsdagens Berlingske skarpt i rette med valgkampens krasse udlændingedebat og manglende fokus på vækstinitiativer. En holdning, Stine Bosse er enig i:

»Det bliver en underlig diskussion for mange i befolkningen, fordi vi kommer lige fra en krise. Erhvervslivets topfolk er vant til at kigge tre, fem, ti år frem, når de lægger strategi. Derfor ser erhvervsledere tydeligt den udfordring med manglende arbejdskraft, som vi står over for. Erhvervslivet er også vant til at se udlandet som en mulighed, ikke en trussel.«

Sandheden er da også på mange store virksomheders ledelsesgange, at 80-90 pct. af de lovgivningsinitiativer, der har betydning for dem, hidrører fra Bruxelles. I den forstand er det ligegyldigt, om den næste statsminister hedder Helle eller Lars.

»En af de store udfordringer for politikere over hele Europa er, at de store politiske dagsordener ordnes i Bruxelles. Og den finanspolitiske frihed i Danmark er snæver. Det gør, at politikken herhjemme for mange vælgere og for erhvervslivet kan føles sådan lidt same-same – og sandheden er, at ja, det er det! Så træder det værdipolitiske ind på scenen som det helt store tema og bliver det, der definerer os.«

Europæisk sindede som Uffe Ellemann-Jensen har i de seneste fem år advaret om, at »nationalismens spøgelse går gennem Europa«. Fordi flere valg i EU siden slutningen af 00erne har givet fremgang til nationalistiske, EU-skeptiske og indvandringskritiske partier. Som Dansk Folkeparti herhjemme, der står til et rekordvalg igen på torsdag.

»Det Danmark, jeg kender, besidder en lighed, som du simpelthen kan mærke. Det mærker man på den sammenhængskraft, der er – vi kan tale med hinanden og passer på hinanden. Men jeg kender også et skræmt Danmark. Et Danmark, der har lyst til at løbe i skjul og sige: ‘Puha, kan vi ikke trække dynen op over hovedet, det er farligt, det, der kommer udefra.’ Det Danmark er der grund til at tage alvorligt, men der er ikke grund til at puste til det.«

I stedet må vi besinde os på, at EU og den øvrige globale integration er et gode. En nødvendighed ligefrem, siger Stine Bosse:

»Europa er godt i gang med at blive det absolut mindste kontinent befolkningsmæssigt, mens Asien og Afrika er i kraftig vækst. I øvrigt også uddannelsesmæssigt. Det er en enorm trussel mod vores velfærd og konkurrenceevne, som vi skal løse ved at holde sammen og gøre os stærke sammen i EU. Den fortælling – at sammen er vi stærkere – skal vi turde udfolde i den politiske debat.«

Hvorfor har fortællingen om EU og det globale fået en negativ klang?

»Min mor var engelsk, og hun oplevede rigtig krig. Så hun stoppede det her ind i mig med store skefulde: Det er ikke en selvfølge, at der er fred, samarbejde og enighed i Europa. Det er i det internationale samarbejde, vi skal udvikle os – og har udviklet os. Men jeg tror, og det siger mange af de politikere, der har været med fra starten i dag, at man havde travlt med at etablere det økonomiske projekt, og så kom man til at forsømme meget af det andet. Vi har i dag en fælles valuta, men vi har ikke et fælles sprog, hverken bogstaveligt eller i overført betydning.«

Kan du nævne en af de gode historier?

»Hele vores fødevaresikkerhed. Eller datainititivet (EU-lov om cybersikkerhed, der varsler store bøder til datasjuskende virksomheder, red.). Eller tag det nylige initiativ omkring bådflygtninge. Der er nu skitseret en løsningsmodel, som man har bedt nationalstaterne forholde sig til. Hvis vi tilsluttede os den model, ville der i øvrigt komme færre flygtninge til Danmark. Det er der ikke mange ud over eksperter på området, der har sagt højt. Danmark kan ikke tilslutte sig det pga. vores retsforbehold. Men initiativet fra EU viste faktisk en vej gennem krisen.«

Det blev kritiseret for at komme lidt sent?

»Ja, men hvorfor? Fordi en masse enkeltlande spærrede for det. Endelig kom planen, og så har alle travlt med at sige ’nej, det vil vi klare selv’. Men vi kan ikke klare det selv.«

Men hvorfor gider Stine Bosse egentlig mene det her og blive ved med sige det højt?

EU har ikke rigtig været hot, siden Uffe Ellemann-Jensen gik rundt i sine bestjernede strømper. Og et synspunkt om, at vi skal invitere flere udlændinge indenfor, synes i den nuværende valgkamp at ligne politisk selvmord. Men Stine Bosse er velsignet med den frihed ikke at være på valg. Og hun tror, at de politikere, der forsøger at vise handlekraft ved at tale asylstramninger, har forregnet sig denne gang:

»Jeg interviewede min farmor og farfar om jøderne og Anden Verdenskrig, da jeg gik i 3. klasse. Jeg spurgte dem: ’Hvad vidste I? Hvordan kunne det ske?’ Dengang kunne man med rette sige, at man ikke vidste noget, for der var så få nyheder. Den går ikke i dag. Jeg tror godt, de fleste danskere er klar over, at den globale flygtningekrise nu er så alvorlig, at vi ikke kan ignorere den.«

Hvorfor ligger det dig så meget på sinde?

»Af den simple grund, at jeg ikke tror, vi er anderledes end dem. Det er altså et kæmpe problem, at hele den vestlige verden går i selvsving over, at en kanin bliver slagtet i Radio 24syv, mens vi trækker på skuldrene af, at vores medmennesker drukner i hobetal i Middelhavet. Det er en usund udvikling. Og jeg vil gerne understrege, at vi kan ikke være forpligtet på alle. Men vi kan være forpligtet på nogen. Fordi nogen gør en forskel. Der var folk under Anden Verdenskrig, der risikerede liv og lemmer for at køre ned og redde bare nogen ud af KZ-lejrene. Skulle de have ladet være? Nej, de skulle redde nøjagtig lige så mange, som de overhovedet kunne,« siger Stine Bosse.

Du nævnes som ministeremne i en eventuel ny rød regering. Er du på vej ind i politik?

»Det ligger ikke i kortene at blive minister. Hvis jeg skulle bruge kræfter for alvor i politik, ville det være i et europæisk perspektiv. Men lige nu er jeg glad for alt det, jeg laver, og den forskellighed, det repræsenterer.«