Hvor længe er vi egentlig en nation?

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De gamle partier har længe undgået at tage stilling til EU´s udvikling og dermed også Danmarks fremtid som nation ved at tale i tunger. Tålmodigheden må snart være brugt op. Vil man som parti ikke bekende kulør på de helt overordnede spørgsmål, er der tale om et demokratisk svigt af dimensioner. Historien om lakridspiben er ikke et spørgsmål om, hvorvidt EU rent faktisk vil forbyde den populære lakrids eller ”blot” forbyde tyggegummicigaretter, lyserøde cigaretter, tynde cigaretter osv. Det er en historie om, at befolkningen har fået nok. Danskerne har lugtet lunten og set, at EU er i gang med at udvikle sig til et overnationalt organ, der regulerer alt fra finanspolitik til borgernes mulighed for at indkøbe efter egne smagspræferencer. EU er, med de gamle partiers velsignelse, i gang med at opløse Danmark som nationalstat – og flertallet af danskere vil ikke være med.

Den danske EU-debat snegler sig af sted, selvom problemerne i EU-samarbejdet tårner sig op. Væksten i eurozonen stagnerer, arbejdsløsheden eksploderer i Sydeuropa og den samlede gæld i eurozonen er alarmerende høj. Det er dyrt at dele valuta. Både i forhold til landenes muligheder for at ryste krisen af sig, og i forhold til borgernes tålmodighed. EU-systemet svarer igen på problemerne ved at kræve yderligere integration. Fra Bruxelles ses mere centralisering og mindre national suverænitet som svaret på problemerne indenfor den fælles valuta – og bevægelsen mod et ”stadigt snævrere” samarbejde ligger indlejret i traktaterne. Kuldsejlet integration skal løses med nye lag af integration. Herhjemme svigter de borgerlige partier Venstre og Konservative eklatant ved ikke at tage den overordnede debat: Skal Danmark fortsat være en nation? Eller skal vi kaste tømmer og forbehold overbord og kaste os i armene på et Bruxelles, der end ikke selv ved, hvad vej, vinden blæser?

Den danske debat begrænser sig ofte til fortærskede vendinger som: ”Danmark er en lille åben økonomi”. ”Vi skal ikke tage med Englands-båden” og ”Det er vigtigt, vi sidder med ved bordet”. Sådan vil det også blive frem mod valget til Europaparlamentet i 2014. De gamle partier ser en fordel i at holde debatten til forslidte metaforer, der er fuldstændig tømt for indhold. På den måde er de fri for at forholde sig til de store spørgsmål: Hvad skal EU være? Et samarbejde mellem nationer eller en føderation? Hvor går grænsen – og hvordan sætter vi overhovedet grænser for EU? Hvilke følger har euroen for landenes muligheder for at føre en uafhængig politik? Og helt overordnet: Skal Danmark fortsat være en nation?

Til det sidste spørgsmål, behøver man end ikke vente på svaret. Venstre og Konservative vil svare: ”Ja, selvfølgelig skal vi være en nation!”. Alligevel sidder de to partier fortsat i forhandlinger om en fælles Europaaftale med regeringspartierne, der har det overordnede formål at afskaffe de danske forhold, melde Danmark klar til det afgørende skridt ind i eurosamarbejdet; Bankunionen samt ”bringe Danmark ind i kernen af EU”. Der er altså et skrigende modsætningsforhold mellem intentionen og partiernes ageren.

Spørgsmålet er derfor, om partierne har en egentlig intention om at afvikle Danmark som nation, eller om de bare lader sig flyde med? Grundloven slår fast, at nationen hviler på en tredeling af magten hos den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Hvis vi tager den lovgivende først, så opgjorde Justitsministeriet, at 19 % af de love og bekendtgørelser, der blev implementeret i Danmark i 2008 er direkte dikteret eller påvirket af EU. Når lovene først er vedtaget, er der ingen vej ud. De kan ikke forkastes af en ny regering.

I forhold til den anden søjle, den dømmende magt, så fører regeringen og partiet Venstre i øjeblikket en kampagne for at få afskaffet det retlige forbehold. De begrunder det med, at restruktureringen af det retlige område i EU vil presse Danmark ud af politisamarbejdet og de mere end antyder, at det vil føre til Ragnarok-lignende tilstande i Danmark, hvor kriminaliteten vil vokse og trives. Det er en underlødig strategi. For det første har hverken VK eller den røde regering indledt en seriøs forhandling med EU om bevarelse af politisamarbejdet. For det andet udgør politisamarbejdet en forsvindende lille del af det retlige område, som er et område i kraftig vækst. Kort sagt kan et opgør med det retlige forbehold rokke ved den søjle, der hedder ”den dømmende magt”. Opgiver vi det retlige forbehold, opgiver vi også Danmarks uafhængighed og suverænitet på dette område.

En nation vil i reglen også defineres som et territorium, der kan definere sin egen økonomiske politik. Også dette område er under stærk beskydning. Danmark har med opbakning fra alle partier undtagen DF, Enhedslisten og Liberal Alliance tiltrådt Finanspagten, der ligger en form for overnationalt Excel-ark nedover de tiltrådte landes finanspolitik. Finanspagten bruges af den røde regering flittigt som en forklaringsmodel overfor befolkningen: ”Vi kan ikke gøre for det. EU siger, vi skal føre en stram finanspolitik.” Uanset, at vi i Liberal Alliance bifalder en stram finanspolitik, så er dette en kujonagtig tilgang, der lægger luft til befolkningen og undergraver borgernes demokratiske rettigheder. En regering må selv stå på mål for sin politik overfor vælgerne. Alt andet er at omgøre den demokratiske tradition og forpligtigelse, der bærer den demokratiske arv og kultur i Danmark.

Det giver ikke mening at hævde, at Danmark fortsat skal være en nation, hvis man samtidig hævder, at Danmark skal tilslutte sig Finanspagt og Bankunion samt opgive forbehold om euro og det retlige område. Da bliver et tilsagn om nationalstatens beståen som en fungerende ramme om borgernes rettigheder og demokratiske indflydelse til ord uden mening. Uagtet, at vi også i Danmark har problemer med regeringer og statslige organer, der trækker magt til sig og derved trækker magt væk fra borgerne, er nationalstaten som ramme for Demokrati og retssikkerhed fortsat en sikring af borgernes rettigheder i Danmark. Det er derfor forargeligt, at EU-debatten i Danmark kan vedblive at foregå på et niveau, hvor de gamle partier slipper af sted med at tale i metaforer eller gøre symbolpolitiske udfald mod enkeltområder som eksempelvis SU til EU-borgere.

Briter og hollændere har for længst indset, at EU-integrationen skal bremses og den nationale suverænitet genetableres, hvis Europa ikke skal havne i et morads af bureaukratisk overnational lovgivning og uklar ansvarsfordeling mellem landene. Intet tyder på, at EU er det rette forum til at løse Europas udfordringer med arbejdsløshed og stagnation. EU kan ikke løse Europas mest grundlæggende problemer med at genopfinde ansvaret, foretagsomheden og borgernes direkte indflydelse på de demokratiske processer. Derfor bør alle danske partier frem mod Europaparlamentsvalget også komme med et kvalificeret svar på spørgsmålet: Skal Danmark fortsat være en nation?