Hvor er Socialdemokraterne?

Karen Jespersen havde i går første dag i folketingsalen, siden hun blev minister. Det var imødeset med stor spænding. Særligt af S, som både har skrevet åbent brev og beklaget sig over, at hun gemte sig. I går var ikke én socialdemokrat mødt frem.

Socialdemokraterne har efterlyst, at socialminister Karen Jespersen stillede op til debat med dem. I går var muligheden der, men kun Enhedslisten var i Folketingssalen. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Over dage har Socialdemokraterne ringet redaktionen ned. Den nye socialminister og tidligere socialdemokrat Karen Jespersen (V) ville ikke møde deres ordfører, Mette Frederiksen, til et avisinterview. Og det er jo selvsagt et problem.

I går stillede Karen Jespersen så op i folketingssalen, og banen var endelig åben for de spørgelystne socialdemokrater. Men de var der ikke. Kun Enhedslisten var mødt op – salen var blæst for S-medlemmer på Karen Jespersens store comeback-dag.

Enhedslistens problem med Karen Jespersen er, at uligheden vokser. Deres ordfører Line Barfod er oprørt over, at der er sket en eksplosiv stigning i familier, som bliver sat på gaden. Årsagen er – ifølge Barfod – regeringens nedskæringer på kontanthjælpen.

Den bed Karen Jespersen ikke på og henviste i første omgang til, at uligheden jo sådan set steg mere i halvfemserne »under den regering, som Line Barfod støttede.«

»Ja, men når ministeren nu har så stor en erfaring med voksende ulighed, kan hun så ikke svare på, hvad der nu skal ske,« spurgte Barfod tilbage.

Popcorn til til aftensmad
Hun sidder selv i repræsentantskabet »Loftsramte eksperter«. På foreningens hjemmeside kan man læse beretninger fra danskere, som efter mere end seks måneder på kontanthjælp er blevet ramt. Èn skriver:

»Vi har været tvunget til at lade vores børn skifte skole, da vi ikke længere havde råd til buskort. Vores ene barn skulle til Fynsmesterskaberne: 100 kr. Vi havde ikke råd, og til den efterfølgende fotografering var vores barn det eneste uden medalje om halsen (seks år gammel). Et andet barn fik i børnehaven fingeren i klemme i en dør og måtte sys på skadestuen. Desværre ville betændelsen ikke fortage sig, og vores barn måtte have antibiotika – ca. 120 kr. De næste dage var vores aftensmåltider betinget af hvor mange flasker vi kunne finde og sælge. Èn dag blev det tre kr. og vi delte en pose popcorn. Vi har været nødt til at opsige telefonabonnement – samt bredbånd, internet, som vores store børn brugte, når de skulle lave lektier).«

Fattigdomsfælden
Karen Jespersen fortalte, at hun flittigt læser på hjemmesiden, og det vil hun blive ved med, men det ændrer ikke ved hendes pointe:

»Problemet har været, at hvis man øger de her ydelser, så bliver mange af de her mennesker fanget i det, som vi kalder fattigdomsfælden. Mange af de her mennesker har jo siddet i en lejlighed, der gjorde, at det var for dyrt for dem at tage et job, fordi overførselsindkomsten var højere end mindstelønnen. Derfor handler det om at sikre, at man bor i en bolig, som man har råd til at betale. Men man gør jo folk en bjørnetjeneste, hvis man giver dem så høj en ydelse, at de ikke har råd til at tage et job til mindstelønnen,« sagde Karen Jespersen.

Den bemærkning vandt præmien for det mærkeligste, Barfod har hørt:

»Det er godt nok det mærkeligste, jeg længe har hørt. Altså, det som er ministerens argumentation, det er: At, hvis folk bor i en lejlighed, hvor der er plads til deres børn, så er det bedre for dem og deres børn, at man skærer deres kontanthjælp ned, så de kan blive sat ud af deres lejlighed, inden de skal have et arbejde.«

S valgte finansloven
Rådet for Socialt Udsatte har også advaret om større fattigdom – siden 2001 er 43 pct. flere sat ud af deres lejlighed. Det tal afviser Karen Jespersen:

»Det er tal, vi skal være ekstremt meget på mærkerne overfor. Jeg håber, at jeg i løbet af nogle dage kan offentliggøre tal, der viser, at det er overdrevet.

Og hvad Socialdemokraterne mener, står hen i det uvisse.

»Jeg var til møde om finansloven,« konstaterer Mette Frederiksen.

Socialdemokraterne har i alt fire medlemmer af Socialudvalget.