Hver femte VK-vælger ønsker DF-ministre

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen laver en rokade, viser en ny undersøgelse, at hver femte borgerlige vælger mener, at Dansk Folkeparti skal tilbydes ministertaburetter.

Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup (tv) og Kristian Thulesen Dahl Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkepartis indsats som loyalt støtteparti for VK-regeringen får nu hver femte borgerlige vælger til at byde partiet op til taburetdans. 21 procent af Venstres vælgere og 18 procent af de Konservative vælgere mener, at DF skal inkluderes i regeringen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen skal fordele ministerposter ved en kommende regeringsrokade. Det viser en undersøgelse blandt 1.070 repræsentativt udvalgte danskere, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Lige nu summer Christiansborg af forlydender om en snarlig ministerrokade. Selv om Dansk Folkeparti ikke kan forvente en invitation til at deltage i regeringen er professor Kasper Møller Hansen overrasket over omfanget af VK-vælgere, der er åbne overfor ideen.

»For få år siden blev Dansk Folkeparti opfattet som om de ikke var stuerene. Alene det, at folk ikke løber skrigende væk nu, når man spørger, om partiet skal have ministerposter, men at man derimod kan se, at en femtedel af de borgerlige vælgere synes det er fint med DF i regering, må ses som en åbning,« siger Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Oplagt emne

I Dansk Folkeparti er der tydelig tilfredshed med målingen.

»Tallene viser, at vi er på rette vej,« siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl. Han kan lune sig ved at være den DF-politiker, som flest danskere ser som et oplagt ministeremne - hvilket betyder, at han overhaler partiets formand Pia Kjærsgaard, der kommer ind på en andenplads.

Blandt samtlige danskere er det 23 procent, som mener, at DF bør have tilbudt ministerposter, hvilket blandt andet dækker over at hele 80 procent af DFs egne vælgere tilslutter sig ideen.

Ifølge eksperterne vil Dansk Folkeparti med tiden blive opfattet som regeringsdueligt af endnu flere danskere.

»Hvis udviklingen fortsætter, som den har gjort de sidste ti år, så bliver Dansk Folkeparti i regering mere og mere spiseligt, og med tiden bliver det en mere og mere acceptable tanke for flertallet,« siger ph.d. Henrik Jøker Bjerre fra Aarhus Universitet til Ugebrevet A4.