Hvem taler hvor? Her er de debatter, som du skal følge i aften

Valgkampen er skudt i gang, og snart følger de første partilederdebatter. Her har du guiden over, hvornår der skal tunes ind i aftenens løb for at følge de første politiske sværdslag.

NYNY
Statsminister Lars Løkke Rasmussen på Axelborg efter at have udskrevet folketingsvalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Der skal samles historisk mange podier i studierne, når DR1 og TV 2 i aften blænder op for valgkampens første partilederdebatter.

Vanen tro har både DR og TV 2 lagt an til at samle de opstillingsberettigede partier i Danmark til de første politiske debatter, som i år byder på både Nye Borgerliges Pernille Vermund og Stram Kurs' Rasmus Paludan.

Det er svært at sige præcis, hvad der er i vente – men her har du et hurtigt overblik over den politiske sendeflade tirsdag aften.

Hvor og hvornår?

I aften finder to politiske debatter sted på henholdsvis DR og TV 2.

Klokken 19.00 blænder DR1 op for den første partilederdebat, som ifølge DRs programflade slutter klokken 20.20.

Klokken 20.55 er turen kommet til TV 2. Under programnavnet »Valg 2019: Det første ord« sætter Cecilie Beck de 13 partiledere stævne. Debatten skal ifølge sendeplanen slutte klokken 22.45.

Hvis du ikke har tid til at følge mere end 3,5 timers debat, er der dog ingen grund til at fortvivle. Berlingske følger begge debatter aftenen igennem.

Og det bliver politiske diskussioner med en spændvidde, som ikke har været set i dansk politik i mange år.

Hvem?

Som noget uortodokst vil man ikke finde Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen på podiet under aftenens debatter. S-lederen har meldt afbud på grund af sygdom, og i stedet vil partiet blive repræsenteret af partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

Formanden har dog rejst sig fra sygesengen og ønskede alle et godt valg over Facebook til trods for »en eller anden madforgiftning«, som slog benene væk under Mette Frederiksen over weekenden. Hun forventer at være klar senere i valgkampen.

»Jeg krydser fingre for at være klar torsdag. For valget er udskrevet, og vi skal i gang,« konstaterede partilederen.

Foruden de klassiske partier finder vi tirsdag aften også de nye opstillingsberettigede partier i dansk politik – herunder Klaus Riskær Pedersen, som stiller op for partiet af samme navn, Nye Borgerliges Pernille Vermund og Stram Kurs' Rasmus Paludan.

Stram Kurs-lederen har tidligere været et omdiskuteret emne op til det nu udskrevne valg, da den racismedømte højrefløjspolitiker tidligere er blevet kendt på både YouTube og i den brede offentlighed for at udtale sig stærkt kritisk om bl.a. islam.

Dette har også stillet de danske debatter med et dilemma om, hvordan man skal forholde sig til potentielt ulovlige udtalelser på live-TV. Det er fortsat uklart, hvordan man vil håndtere den udfordring.