»Hvem f.... er Sykes-Picot?«

Den fundamentalistiske terrorbevægelse IS’ drømme om et panarabisk kalifat, kurdernes krav om egen stat, had mellem sunnier og shiaer samt god gammeldags nationalisme udfordrer lige nu de fyldepensstreger, som skiftende herskere historisk har slået på gulnede kort over Mellemøsten.

Irakiske arbejdere graver en statue – en bevinget tyr – fri på et udgravningssted i Nimrod, 35 kilometer sydøst for Mosul i Irak i juli 2001, da Saddam Hussein fortsat var ved magten. Tyren er en assyrisk guddom med beskyttende egenskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karim Sahib

Scene 1: Jerusalem – for få år siden

Irakiske arbejdere graver en statue – en bevinget tyr – fri på et udgravningssted i Nimrod, 35 kilometer sydøst for Mosul i Irak i juli 2001, da Saddam Hussein fortsat var ved magten. Tyren er en assyrisk guddom med beskyttende egenskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karim Sahib.

Uden for arkæologernes værksted i centrum af Jerusalem lå der indtil for få år siden en bunke med potteskår. Smukke potteskår fra flere steder i Israel og de besatte områder. De israelske arkæologer gravede dybt for at finde historien. Nogle gange meget dybt. De potteskår, der lå her, tilhørte perioder med romersk eller arabisk indflydelse og var ikke en del af Israels historie. Derfor kunne man tage, hvad man ville, fra denne bunke, hvis man havde en tilladelse.

»Hvad sker der, hvis ikke I finder spor efter israelsk historie der, hvor I graver,« spurgte jeg for nogle år siden:

»Så graver vi bare dybere«, sagde arkæo­logen med et smil.

Scene 2: Nordirak – udgravning, Mosul, 2002

Saddam Hussein, Iraks tidligere diktator, forsøgte via arkæologiske udgravninger at slå fast, at landet havde været en sammenhængende kulturdel, og at han selv stammede i direkte linje fra Mesopotamiens gamle herskere. Foto: Karim Sahib Fold sammen
Læs mere

Arkæologerne graver dybt for at opklare, hvem der har beboet området gennem tiderne. Iraks præsident, Saddam Hussein, har ladet forstå, at han er interesseret i at få slået fast, at Irak har været en sammen­hængende kulturdel i den arabiske verden også i historisk tid og ser også gerne, at der kan påvises meget stærke bånd med Syrien.

»Det vil passe ind i hans panarabiske tanke­gang,« som en af de udenlandske arkæologer på udgravningsstedet siger.

»Han vil have en historie, der fortæller, at han i direkte linje stammer fra Mesopotamiens herskere, og at han derfor har en ret til at herske over landet«.

Hvis nogle skulle være i tvivl, så betyder historien meget i Mellem­østen. Især for de diktatorer, der sidder i toppen af systemet i lande, der ikke har eksisteret som nationalstater i mere end 70 år. Hver eneste kamp, der udkæmpes, sker ud fra en ide om en historisk ret til et område. Arkæologernes arbejde er derfor vigtig. Ikke blot for at fortælle en historie om civilisationers op- og nedture. Men for at kunne fastholde en national identitet i et område af verden, hvor grænserne er tegnet for meget nylig, og hvor der igen er grænsekonflikter parret med interne stridigheder mellem forskellige grupper om retten til land. Arkæologien bruges til at erobre nyt land og cementere en bestemt historieopfattelse. Det gør den stadig i Mellemøsten. Og historien bruges aktivt til at håndhæve territorier og opretholde magten hos de få.

Ny historieskrivning

Mellemøsten brænder, igen. Uden respekt for landegrænser stormer terrorbevægelsen IS frem, og Vesten står over for svære dilemmaer. Kurderne, der længe har ønsket eget land i det nordlige Irak, er pludselig blevet allierede i kampen mod IS. Og de amerikanske fly­angreb over Irak er konstant i fare for at blive fortolket som en støtte til Iran og de irakiske shia-muslimer, der konfronteres med en opstand fra sunnier og IS.

Et billede uploaded den 14 juni på YouTube viser medlemmer af terrorbevægelsens IS’. IS opererer især i grænselandet mellem et krigshærget Syrien og et Irak med intern splittelse mellem sunnier og shiaer. IS ønsker et panarabisk grænseoverskridende fanatisk religiøst kalifat. Fold sammen
Læs mere

I Syrien overvejer USA flyangreb mod IS, som dermed kan styrke den syriske præsident, Bashar al-Assad. Det mellemøstlige strategiske landkort er vendt på hovedet i løbet af kort tid – alt sammen på grund af en lille terrorbevægelse, der har vokset sig stor, diktatorers fald og nye religiøse gnidninger. Og historien, den er ved at blive skrevet om. På samme tid er der igen kampe i Israel og Gaza.

Islamisk Stat er – mener amerikanske Mellemøsten-forskere – vokset ud af de arabiske revolutioner. Ikke blot de nye, men også de gamle. IS ønsker et kalifat på tværs af landegrænser. Altså ikke som al-Qaeda, hvis mål var at rette terror mod USA og dets »lakajer« i Mellemøsten som Saudi-Arabien og andre arabiske ledere. IS vil mere end det og truer endnu engang en skrøbelig orden og en grænsedragning i et område af verden, hvor man i forvejen kan stille spørgsmålstegn ved stabiliteten. Gamle grænser udfordres, og ny historieskrivning er i gang. Men som forskerne siger, så er IS i familie med en lang række traditionelle sunni-muslimske tankegange om et stort arabisk område, hvor islam hersker, og hvor adskillelsen mellem stat og religion ikke eksisterer. Et kalifat mægtigere end selv Det Ottomanske Imperium.

Det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at kolonitidens historie udnyttes af IS. når de erobrer land. IS tweetede, da de rykkede ind i Irak fra Syrien: »Smashing Sykes-Picot«. Det var ikke to tilfangetagne vestlige personer, de »smadrede«, men den såkaldte Sykes-Picot-aftale fra 1916 om grænse­dragningen mellem de to store kolonimagter i Mellemøsten på den tid – Storbritannien og Frankrig. Frankrig fik Syrien og Libanon. Briterne fik Palæstina (det nuværende Israel med besatte områder og Jordan) sammen med Egypten og Irak. Det var den franske diplomat Francois Georges-Picot og hans britiske kollega Sir Mark Sykes, der slog de streger på et kort over regionen.

Den tidligere amerikanske præsident, George W. Bush, taler til nationen i den 17. marts 2003. Her forklarede han, hvorfor han mente, at et angreb på Saddam Husseins Irak var bydende nødvendigt. »All the decades of deceit and cruelty have now reached an end. Saddam Hussein and his sons must leave Iraq within 48 hours. Their refusal to do so will result in military conflict commenced at a time of our choosing,« sagde Bush. Krigen starter den 20. marts og slutter først i 2011. Fold sammen
Læs mere

Churchills grænser

Det er med andre ord ikke George W. Bush – den amerikanske præsident, der invaderede Irak og dermed indirekte antændte en gammel konflikt mellem shia- og sunni-muslimer – der er IS’ »historiske« fjende. Nej, det er Sykes-Picot. IS bruger den del af historien til at sige, at kolonimagternes grænsedragning er fortid, og at tiden er inde til at få samlet de arabiske lande under sunni-muslimsk ledelse.

De glemte i øvrigt Winston Churchill, Storbritanniens premierminister under Anden Verdenskrig, som var koloniminister i 1920erne og derfor var med til at tegne de mellemøstlige grænser, som vi kender dem i dag. Ofte under indflydelse af »flydende frokost«, som forskeren Frank Jacobs skriver i sin afhandling fra 2012 »Winston´s Hiccup«. Den slags »hik« var der mange af, også under de konferencer han deltog i i Kairo. Han tegnede blandt andet grænsen mellem Jordan og Saudi-Arabien med en fyldepen efter en sådan frokost. Og det var ikke ligefrem logiske streger, der blev tegnet, da flaskerne var tømte. Man skal kende sin historie, hvis man vil forstå IS billede af sig selv. For ingen husker disse aftaler. Som en af den amerikanske præsident, Barack Obamas rådgivere sagde, da han så tweeten fra IS. »Hvem er Sykes-Picot. Er han amerikaner«?

»VELKOMMEN TIL KURDISTAN,« står der på skiltet. Billedet er taget af Berlingskes Ole Damkjær i det nordlige Irak i 1990erne, hvor kurdiske stammer var oppe at slås. Kurderne hører hjemme i Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet. Deres deltagelse i krigen mod IS kan give kurderne et boost i kampen for eget territorium og stat. Fold sammen
Læs mere

Men amerikanerne skal dog ikke sove roligt om natten. Ganske vist henter IS – i det omfang at de kender historien – deres selvforståelse og ideologiske grundlag i en historiefortælling, der ligger meget langt tilbage i tiden. De har et had til Vesten som mange andre ekstreme bevægelser har i Mellemøsten. Målet er ikke blot en genrejsning af islams storhedstid under det ottomanske styre. Det går langt videre end det.

Storhedstiden og det panarabiske fald

Den panarabiske tanke er ikke ny. Der var lige efter afkoloniseringen af Mellem­østen en tendens til, at de nye herskere sværmede for en panarabisk ideologi. Det parti, Saddam Hussein var en del af – Baath-partiet – var med i bevægelsen. Baath-partiet eksisterer også i Syrien og var også en politisk bevægelse i Egypten og en lang række andre arabiske lande. Det var en succesrig politisk bevægelse indtil 1960erne, som byggede på panarabiske ideer, men også på socialistisk tankegods og senere også på nationalistiske ideologier.

Baath-partiet eksisterer stadig, men er i dag mere et parti af navn. Tanken om et panarabisk storrige døde med den afgrænsede nationalisme, der blev afløseren. Olieudvinding og de rigdomme, der fulgte med, gav yderligere vind i sejlene til lande-nationalismen. Som Mellemøsten-forskeren Paul Salem ved Middle East Institute i Washington siger, så er tanken om en fælles nation, som baserer sig på islam, i dag et minoritetssynspunkt i Mellemøsten. Den får svært ved at fænge både i Irak, Syrien og i Libanon.

Men det utrolige er, at historien går i ring og henter støtte fra en række stærkt frustrerede sunni-muslimer. Den irakiske general Izzat Ibrahim al-Douri – kaldet »Den Røde Djævel« på grund af sit røde hår – er den eneste af Saddam Husseins allierede, som overlevede den amerikanske invasion. Han er nu er trådt frem igen som leder af det irakiske Baath-parti. Han menes at have allieret sig med IS. Ikke fordi han nærer en stor forkærlighed for denne bevægelses religiøsitet, men fordi han ser en mulighed for at få sunni-muslimerne tilbage til magten i Irak. Så det gamle udtryk »min fjendes fjende er min bedste ven« kan endnu engang bruges. For der findes ikke nogen logik i de mange kampe, der foregår, og de alliancer, der eksisterer. De bliver brudt, når chancen byder sig.

Den vestlige invasion af Irak gav det shia-mulimske flertal en chance for hævn efter mange år med sunni-muslimsk terror under Saddam Hussein. Og de arabiske revolutioner, der nåede frem til Syrien i foråret 2011, gav kortvarigt det sunni-muslimske flertal i Syrien en mulighed for at få fjernet et alawitisk styre, der er er allieret med shia-muslimerne i Irak og i Iran.

Men ifølge flere forskere er nationalitets­tanken og det sekulære så indgroet i Irak, Libanon og i Syrien, at IS på sigt får modstand. Men det virkelig farlige er, at terror og brutalitet er det, der tvinger alt andet i knæ. De pæne fuldmægtige, officerer, skolelærer, læger og andre akademikere, der oprindeligt gjorde modstand mod Assad og førte an i kampen i håb om Vestens hjælp, er forlængst blevet knust af de mere brutale islamistiske bevægelser.

Drøm eller virkelighed?

IS’ ideologi hviler på en drøm, som var engang – at samle den arabiske verden i et kalifat. Men tanken er altså ifølge mange forskere oppe imod en befolkning, der er vænnet til nationale grænser, som ikke er så lette at ændre, og for middelklassens vedkommende også en sekularitet og et moderne liv, som de ikke ønsker at forlade.

Men samtidig har Mellemøstens despoter forpasset alle chancer for at bygge et samfundsmæssigt fundament, som kunne sikre befolkningerne økonomisk fremgang uden afhængighed af olie. Mellemøsten har fordoblet sin befolkning inden for de sidste fire årtier. Der er i dag 330 millioner i den arabiske verden. Heraf er 35 procent unge mennesker, der er opvokset i diktaturstater uden en fremtid og uden mulighed for at få et godt job, hvis de overhovedet har fået en uddannelse­.

De er lette ofre for IS´ romantiske forestillinger om et kalifat med en stærk hersker. Ikke ret mange af disse unge mennesker har et håb for fremtiden. Den lidt mere sofistikerede middelklasse, som man så i 1950erne og i 1960erne i Egypten, Syrien, Libanon og i Irak, svinder kraftigt ind. De fattige er stadig meget fattige, og der bliver flere og flere af dem. Det, der førte til den første revolution i Tunesien i 2010, da en ung mand satte ild til sig selv efter en ydmygende konfrontation med et korrupt politi, har paradoksalt nok banet vejen for en helt anden revolution i form af en hastigt fremstormende IS bevægelse­. Så mens nogle støtter de fysiske nationale grænser, drømmer andre om en grænseoverskridende ideologi, der nedlægger selvsamme grænsedragning.

Men er det for let at skyde skylden på kolonitidens herskere? Ja, mener en del forskere. Der har været rige muligheder for, at Mellemøstens mange politisk begavede personer kunne have grebet ind og ændret samfundsforholdene, så fattigdommen blev mindre. Men man har manglet de virkeligt visionære, der samtidig var stærke nok til at holde sig på magten. Man manglede i Mellemøsten en person som Kemal Atatürk, der skabte det moderne Tyrkiet, og som blandt andet tvang en sekularisering igennem.

En irakisk soldat står vagt på et tag bag et portræt af Saddam Hussein, der i 2002 stadig er ved magten. Fold sammen
Læs mere

Saddam Hussein var en fattig dreng, som blev bragt til magten ved en blanding af tilfældigheder og brutal magt. Han havde én ambition – at fastholde magten som sunni-muslim i et overvejende shia-muslimsk land. Han gassede kurderne og henrettede shia-muslimske ledere, hvis de var politiske modstandere. Og Bashar al-Assads far, Hafez, var kun interesseret i at holde sunni-muslimerne, de kristne og kurderne i ro. Også det skete med stor brutalitet. Og i Jordan herskede før kong Abdullah kong Hussein, som måske ikke var en berygtet despot i samme omfang som sine to arabiske naboer, men som heller aldrig formåede at få jordanerne ud af fattigdommen og slog ethvert oprør ned med hård hånd.

Og undskyldningen har ifølge forskeren Salem været Israel, som alle kunne enes om var en fælles fjende langt op i 1980erne, og som man brugte megen energi på at vedlige­holde som et fjendebillede for at skabe ro hjemme. Saddam Hussein brugte milliarder på at støtte den palæstinensiske sag. Jordan og Syrien brugte militæret til at tryne deres palæstinensiske flygtninge. Syrien støttede også palæstinensisk terror mod Israel. Del og hersk var princippet for at holde sig selv ved magten. Ofte ved hjælp af vestlige magter som f.eks. USA, som havde et godt forhold til Saddam Hussein i 1980erne, da Irak lå i krig med det shia-muslimske Iran.

Men kolonitiden har selvfølgelig lagt grunden til de grænsedragninger, vi kender i dag og den magtfordeling, som er stærkt udfordret i dag. Som forskeren Ayse Tekdal Fildis skriver i et essay i Middle East Politicy Council – en tænketank i Washington – forsøgte det franske mandatstyre meget tidligt i Syrien af inddæmme sunni-muslimsk indflydelse og give alawitterne og druserne autonomi og særlig beskyttelse.

»Frankrig anså direkte den sunni-muslimske »arabiske nationalisme« for at være en fare for mandatstyret. Derfor blev disse mindretal særligt fremmet, skriver hun i sit essay. Resultatet kender vi: Alawitterne – et af Syriens mindretal – sidder på magten og deler den med udvalgte sunni-muslimer og kristne.

Paradoksernes tid

Det paradoksale er nu, at Vesten tvinges ud i et valg. Vil man gå ind og knuse IS, så man indirekte kommer til at støtte Bashar al-Assad i Syrien? Den syriske regering er ikke rene amatører. De ser ganske vist en meget hård terrorbevægelse erobre store områder. Til gengæld håber de også på, at IS´ kamp er så ekstrem, at regimet i Damaskus har mulighed for at overleve, hvis ellers terrorbevægelsen overspiller kortene. Og det kan de være på vej til. For ifølge forskere er der intet ønske blandt sunni-muslimerne om at få indført en islamisk helhedsstat. Libaneserne er libanesere, syrerne føler sig hjemme i Syrien, og irakerne fastholder Irak som en nationalstat. På nær kurderne, som håber på en selvstændig stat, når røgen har lagt sig.

Landsbyen Tel Al Skaf i det nordlige Irak blev for få uger siden erobret tilbage af de kurdiske peshmerga-styrker fra IS. En kurdisk soldat står ved et checkpoint i udkanten af landsbyen på vej mod fronten. Kurderne kan være et af de militære modsvar på IS’ fremmarch. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Ingen ønsker i dag en sunni-muslimsk arabisk enhedsstat. Kampene i dag er ikke om territorium, men om magten over staten,« som Roulad Khalaf, som selv er libaneser, skriver i Financial Times.

Så kolonitiden fostrede måske nok nogle af de statsgrænser, vi ser i dag, og som heller ikke dengang passede ind i de stamme­samfund, der eksisterede på det tidspunkt. Men i det store og hele bedømmes de trods alt til stadig at være de mest holdbare. Kun historien vil vise, om denne fornemmelse holder. Kolonitidens kort kan hurtigt blive forældede. For krigene ændrer magtforholdene hurtigt, og ingen vil udelukke, at vi vil se en nytegning af det mellemøstlige kort.