Hvem bliver Eva Kjer Hansens afløser?

Vælger Lars Løkke Rasmussen Jensen, Jensen, Schack, en helt fjerde som afløser Eva Kjer Hansen, eller laver han »den frække«? Politiske kommentatorer giver deres bud.

Fra Venstre mod højre: Jakob Ellemann-Jensen, Esben Lunde Larsen, Louise Schack Elholm, Jacob Jensen. Fotocollage. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det store spørgsmål efter Eva Kjer Hansens afgang som minister er, hvem hendes afløser på posten bliver.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er der ikke nogen entydig favorit, men enkelte Venstre-politikere er længere fremme i ministerkøen end andre.

»Jacob Jensen står meget stærkt i billedet. Han er en habil, flittig og dygtig politisk håndværker, som meget hurtig vil kunne overtage og formentlig også skabe ro over miljøområdet, hvilket jo er en selvstændig prioritering efter al balladen omkring Eva Kjer Hansen. Det hører også med, at Jacob Jensen har været meget tæt på at blive minister i flere omgange. Derfor er der en fornemmelse af, at han står for tur nu,« siger Thomas Larsen, der også nævner Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, som et bud på en mand, som allerede har gode relationer til de store aktører på området.

»Fagligt er han sådan set klædt på, men jeg anser ham ikke for at være favorit til at rykke ind,« siger Thomas Larsen, der »bestemt heller ikke« vil afvise skatteordfører Louise Schack Elholm som kandidat til posten.

Men man kommer ikke uden om Jakob Ellemann-Jensen, partiets politiske ordfører.

»Han bliver anset for at være et af de stærkeste talenter i Venstres folketingsgruppe. Han er kvik, hurtigt  opfattende som sin far og kendt for at være en fremragende kommunikator. Men to ting taler imod, at det bliver ham: For det første er landbrug- og fødevarepolitikken ikke hans felt. For det andet kan hans succes som politisk ordfører spærre vejen for ham her. For sådan en har Venstre hårdt brug for,« siger Thomas Larsen.

Ifølge den politiske kommentator gør det samme sig gældende for Venstres gruppeformand Søren Gade, der modsat andre mulige kandidater har ministererfaring. Men derudover har Søren Gade også været direktør for Landbrug & Fødevarer, før han vendte tilbage til politik, og det kan vise sig at være en ulempe, siger Thomas Larsen.

»Der vil man se kritik af den trafik, man i stigende grad ser, hvor toppolitikere går frem og tilbage mellem topposter hos politiske interessenter og politik. Det andet, der taler imod Søren Gade i den her forbindelse, er, som sagt, at han faktisk er en effektiv gruppeformand.«

Dog er der også »en fræk mulighed«, som Lars Løkke Rasmussen kan benytte sig af, siger Thomas Larsen:

»Lars Løkke Rasmussen kunne også overveje at flytte uddannelse- of forskningsminister Esben Lunde Larsen over til Miljø- og Fødevareministeriet . Det kunne han overveje af den grund, at Esben Lunde Larsen risikerer at få kritik af sin ph.d.-afhandling, som har været meget i søgelyset på grund af beskyldninger om plagiat. Det er klart, at det sidste, Lars Løkke Rasmussen har brug for, er endnu en minister i skudlinjen. Og man må sige, at hvis der viser sig at være hold i påstanden om plagiat, så vil det være en udfordring for Esben Lunde Larsen at fortsætte på posten som uddannelse- og forskningsminister.«

Den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen og politisk kommentator, Michael Kristiansen, peger lige som Thomas Larsen på navne som Jakob Ellemann-Jensen, Jacob Jensen og Louise Schack Elholm, som mulige kandidater til at overtage Eva Kjer Hansens ministerjob.

»Jeg hælder mere til, at det bliver en mindre profileret politiker. Jeg tror mere på Louise Schack Elholm eller Jacob Jensen, end jeg tror på Ellemann og Gade. Løkke er nødt til at holde dem i baghånden og holde dem i folketingsgruppen,« siger Michael Kristiansen.

Han mener ikke, det reelt er en mulighed at lade Eva Kjer Hansen bytte med eksempelvis Søren Gades post som gruppeformand, fordi stemningen blandt de øvrige partier på Christiansborg er imod hende.

»Hendes bedste chance er at træde et skridt tilbage og blive dyrket i Venstre-kredse. Forholdet mellem De Konservative og Venstre er på, ja, man tør næsten ikke sige et historisk lavpunkt, for der har det været længe, men vi er helt nede i dybfryseren. Og på et eller andet tidspunkt kommer der en hævn, det er der ingen tvivl om. Det her bliver husket,« siger den politiske kommentator:

»Der er ingen tvivl om, at man i Venstre vil tænke, hvornår de har mulighed for at give Søren Pape (K) og Rasmus Jarlov (K) én over nakken. Det er helt sikkert. Måske går der tid, men det her bliver husket.«

Michael Kristiansen tilføjer, at Eva Kjer Hansen efter hans bedste overbevisning har »fuldtonet opbakning« i Venstre:

»Ingen i Venstre siger, det er hendes egen skyld. Nogen siger til gengæld, at Lars Løkke Rasmussen har været med til at eskalere den her konflikt med sit tweet og pressemøde. Hvis der er en intern kritik - og det er der - så er den rettet mod statsministerens håndteringen af det her.«

Ifølge Lars Løkke Rasmussens Facebook-profil vil statsministeren efter weekenden gå til dronningen for at få udnævnt landets nye miljø- og fødevareminister.

Jeg har med meget stor beklagelse modtaget miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens beslutning om at træde tilbage...

Opslået af Lars Løkke Rasmussen på 27. februar 2016