Hurra for togfonden!

Pernille Vigsø Bagge (SF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Under valgkampen i 2007 præsenterede SF for første gang en trafik-politisk vision om at effektivisere og forbedre de danske jernbaner. På trods af seks års forsinkelse glæder jeg mig over, at det nu ser ud til, at dette ambitiøse projekt langt om længe kan realiseres. Tilbage i 2007 var der ikke den store opbakning fra de andre partier til planerne, men efter mange års stædig kamp, der også har ført SF frem til regeringsbordet, blæser der tilsyneladende nye vinde i flere af partikontorerne på Christiansborg – og heldigvis for det. Forleden kulminerende denne udvikling, da regeringen indgik en bred aftale med Enhedslisten og DF om at øge beskatningen af Nordsøolien med 28,5 milliarder kroner, og bruge pengene herfra på at løfte togdriften i Danmark. Det medførte besynderligt nok et mindre ramaskrig fra enkelte højrefløjspartier, der hellere vil stå vagt om olieselskabernes skattebegunstigelser end tage en fair betaling for Nordsøolien. Jeg synes ellers det giver ganske god mening, at udenlandske olieselskaber minimum skal betale det samme for olien som Mærsk hidtil har gjort, og at vi bruger de ekstra penge herfra på en fælles togfond, der styrker den kollektive trafik til gavn for borgere, miljø, vækst og beskæftigelse i Danmark.

Helt konkret ønsker vi at nedbringe rejsetiden mellem de store byer, så det bliver hurtigere at komme fra A til B. Effekten af de nye og forbedrede køreplaner vil dog sprede sig som ringe i vandet til hele landet, således at passagerer i provinsen også vil kunne nyde godt af et mere pålideligt og effektivt jernbanenetværk, når arbejdet senest er færdiggjort i 2025 – og gerne før. Det handler altså ikke kun om de største byer, men om at alle danskere kan komme hurtigere rundt i landet via tog. For eksempel vil togpassagererne på flere af de regionale strækninger – for eksempel Vejle-Århus og Kolding-København – derfor også komme til at mærke, at rejsetiden reduceres.

Med planerne om et nyt og forbedret jernbanenetværk kan de danske togpassagerer reelt se frem til den største fornyelse af den kollektive trafik siden Storebæltsåbningen i 1997. Det er vi meget stolte af, fordi vi på den måde skabe et moderne, attraktivt og grønt alternativ til bilen, da overgangen fra dieseltog til eltog forventes at reducere størstedelen af DSB’s samlede udledning af CO2 til et minimum. Vi veksler med andre ord pengene fra Nordsøolien til bedre, hurtigere og renere tog. Samtidig forventer jeg, at realiseringen af togfonden vil blive en stor gevinst for dansk økonomi, da arbejdet med at udskifte og renovere skinner, signalsystemer og sikringsanlæg kommer til at skabe nye og flere arbejdspladser.

Ved at tage en fair betaling for Nordsøeolien investerer vi pengene herfra i bedre togdrift og skåner samtidig miljøet, når dieseltog erstattes med hurtigere og mere miljøvenlige eltog. Jeg synes derfor, at togfonden er en fremragende gave til den danske befolkning, som jeg er sikker på vil tage rigtig godt imod de nye tog og køreplaner.