Hun skal stoppe Sverigedemokraterna, men hvordan?

I dag vælger Moderaterna ny leder og statsministerkandidat. Den 44-årige, »stockholmersmarte« Anna Kinberg Batra får svært ved at vinde stemmerne tilbage fra Sverigedemokraterna. Og baglandet er på krigsstien over Reinfeldts liberale afløser, som har sagt, at stockholmere er klogere og, talt for fri indvandring.

Den nye leder af Moderaterne er på mange måder et ubeskrevet blad. Måske løfter hun i Friends Arena i dag lidt af sløret for, hvordan hun vil tackle decemberaftalen, Sverigedemokraterna, bondeknoldene og sin vej ud af Fredrik Reinfeldts skygge. Fold sammen
Læs mere

De er formentlig godt tilfredse i toppen af det indvandringskritiske Sverigedemokraterna. Måske skåler de ligefrem, når de sender en venlig tanke til de forsamlede delegerede i Friends Arena uden for Stockholm, hvor Moderaterna i dag vælger ny formand. Sverige­demokraterna har rundet de 16 procent i meningsmålingerne og har som erklæret mål at blive landets næststørste parti og altså overhale det dominerende borgerlige parti, Moderaterna. Og de kunne faktisk ikke have ønsket sig en mere perfekt modstander.

I dag vælger det borgerlige Sverige ny statsministerkandidat og Moderaterna ny leder, efter at Fredrik Reinfeldt tabte valget i september. Det bliver den 44-årige Anna Kinberg Batra, der skal løfte arven efter Reinfeldt, Carl Bildt og Gösta Bohman. Den populære tidligere finansminister Anders Borg og flere andre takkede nej til posten.

Anna Kinberg Batra betegnes som en solid, dygtig politiker, som har været god i maskinrummet som indpisker og gruppe­formand for regeringspartiet. På de indre linjer har hun klaret at holde sammen på de fire partier i den borgerlige alliance. Hun kan sit stof og forstår at bøje enderne i et kompromis. Men her holder de rosende ord også op. Kinberg Batra står over for en række store udfordringer som ny leder. Hun er ikke særligt kendt, mangler udstråling, mangler at finde sin stil, mangler en politisk kurs, mangler ministererfaring, og så har hun en uheldig udpræget aura af stockholmerelite over sig. Hun er løftet frem af Fredrik Reinfeldt og Anders Borg og ventes at videreføre deres kurs uden de store ændringer. Men det var jo den, der i september førte til, at Moderaterna tabte valget, da en stor del af deres vælgere stemte på Sverigedemokraterna i stedet.

Så hvad vil Batra gøre?

»Det er svært at forestille sig en kandidat, som skulle have sagt mindre offentligt om, hvad hun vil stille op med sit parti, hvis hun bliver valgt,« skrev Svenska Dagbladets politiske kommentator Göran Eriksson for nylig i en analyse og mindede om, hvad Batra selv skrev i en debatartikel, da Fredrik Reinfeldt blev valgt:

»At vælge en partiformand uden et indhold er en farlig vej for et holdningsparti som Moderaterna. Skal vi stå stærkt, må hver kandidat bekendtgøre, hvad de vil gøre for partiet.«

Kinberg er liberal

Ser man på, hvad Anna Kinberg Batra i hvert fald tidligere har stået for, så går hun ind for en om muligt endnu mere liberal indvandrer­politik end sin forgænger.

Som ungdomspolitiker var hun kendt som meget liberal. Og som nyvalgt medlem af Riksdagen kom hun ofte på kant med den mere konservative partilinje, fortæller Ewa Stenberg, som er politisk kommentator ved Dagens Nyheter: »Hun har rødder i den mest liberale periode i det moderate ungdoms­parti og har været stærkt engageret i de­regulering af erhvervslivet, lavere skatter, fri indvandring og lige rettigheder for bøsser og lesbiske,« siger Ewa Stenberg.

I det konservative bagland er man bange for, at Batra vil bede svenskerne »åbne deres hjerter« endnu mere for indvandrere, end forgængeren gjorde.

»Det er lidt skæbnens ironi, at en så liberalt præget politiker i indvandrerspørgsmål skal håndtere en situation, hvor Moderaterna taber til Sverigedemokraterna. Hun bliver nødt til at håndtere disse spørgsmål, ikke mindst fordi der er et pres ude i landet for at gøre noget,« siger Marcus Svensson til SvT. Han er politisk chefredaktør på det uafhængige, moderate Smålandsposten.

Ewa Stenberg forudser, at den pragmatiske Kinberg Batra vil videreføre Reinfeldts liberale indvandrerkurs, men stramme op på kravene til, at indvandrere skal i arbejde. Nøjagtigt som den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, gjorde i sin nytårstale­.

»Al kritikken af Fredrik Reinfeldts fornyelse af partiet bobler nu op. Jeg tror, at hun vil lægge kursen om på nogle områder. Integrationspolitikken er en af dem. Moderaterna har valgt endnu en kontrolleret og strategisk partileder, som næppe bliver kendt for sine spontane udspil,« siger Ewa Stenberg.

Selv sagde Anna Kinberg Batra for nylig om sin asylpolitik:

»Jeg synes, vi skal forsvare det asylsystem, vi har, som indebærer en retssikkerhed for dem, som er nødt til at flygte fra krig.«

Kinberg Batra er gift med den succesrige komiker David Batra. Hendes fremtoning er lidt som en storesøster, siges det. Aftonbladets politiske kommentator Lena Mellin nævner i en analyse ti udfordringer for den nye partileder. En af dem er, at hun skal finde sin stil.

»Kinberg Batra er ifølge sine venner livlig og glad. Men den personlighed, hun viser udadtil, er kølig grænsende til det kolde,« skriver Lena Mellin og tilføjer:

»Moderaterna er nødt til at vinde nogle af de tabte stemmer tilbage fra Sverige­demokraterna, hvis Alliancen skal have en chance for at genvinde regeringsmagten. Men hvordan skal det ske uden at flirte med de fremmedfjendtlige? Det er en nød at knække for den nye leder.«

I november skrev Jan Kallberg, professor i statskundskab og erklæret borgerlig insider, i en kronik i Dagens Samhälle, da det stod klart, at Moderaterna ville vælge Kinberg Batra:

»Lige nu står døren på vid gab for denne massive faneflugt til Sverigedemokraterna. Anne Kinberg Batra vil ikke kunne tilbage­erobre vælgerne i de mindre byer, I stedet vil hun gøre dem til permanente sverige­demokrater.«

Kallberg begrunder det blandt andet med, at hun har en alt for tydelig elitær stockholmer­profil, som er svær at sluge for Moderaternas vælgere ude i de mindre svenske byer. Her er det lykkedes Sverige­demokraterna at gøre et stort indhug på partiets vælgere især i Skåne, hvor SD står stærkt. Og det er vælgere, der måske kun skifter parti en gang i deres liv, fremhæver Kallberg.

Anna Kinberg Batra er meget populær i Moderaternas gruppe i Riksdagen, forklarer han. »Hun svarer hurtigt på e-mail. Hun siger hej og er venner med alle de politiske embedsmænd, Hun er en rutineret møde­leder og sørger for, at bollerne er der i god tid før klokken 14. I det stockholmske post­nummer 100 12 er alle partifællerne overbevist om, at hun vil lede Moderaterna til glansfulde storhedstider, efter at det tidligere strategiske geni Reinfeldt imploderede,« skriver­ Kallberg.

»Stockholmerne er klogere...«

Anne Kinberg Batra er født på Skärholmen i Stockholm. Hun var 13 år, da hun meldte sig ind hos Moderaterna, er uddannet civiløkonom ved Handelshøjskolen i Stockholm og har læst statskundskab på Stockholms Universitet. Med til billedet af Batra og stockholmeliten hører, at hun kom voldsomt galt af sted under sin personlige valgkamp i 1998, hvor hun sagde, at »stockholmerne er klogere end bondeknoldene«. Det har de ikke glemt ude i landet, selv om det er 16 år siden, og selv om hun for længst har beklaget og sagt, at det er det dummeste, hun nogensinde har sagt offentligt.

Med den omstridte »decemberaftale« og med den rødgrønne regering fik den nye formand afværget et truende valg og sandsynligt nyt nederlag i marts. Og hun har nu næsten fire år til at opbygge en platform for det borgerlige Sverige. Aftalen betyder, at den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, ikke kan væltes på sin finanslov, og dermed kan han få sin økonomiske politik igennem Riksdagen. Desuden forpligter aftalen den borgerlige alliance til at samarbejde om en række konkrete politiske sager. Fra Moderaternas bagland og flere af partiets tidligere ministre er aftalen blevet kraftigt kritiseret for at frede en venstreorienteret regering og udstikke en blankocheck til en social­demokratisk statsminister. Kinberg Batra og partitoppen forsvarer den særprægede aftale med, at aftalen gælder i de næste to valgperioder, hvilket betyder, at de rødgrønne efter en eventuel valgsejr til de borgerlige i 2018, forpligter sig til samme fredning af en borgerlig regering. Alt sammen for at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Ewa Stenberg siger:

»Decemberaftalen er i virkeligheden det, som Fredrik Reinfeldt i sine sidste år som statsminister var fortaler for. Kritikken af aftalen hos Moderaterna er derfor en katalysator for en kritik af Reinfeldts og Borgs hårde ledelse af partiet.«

Ewa Stenberg tilføjer:

»Det overraskende er, at Kinberg Batra ikke har fået nogen offentlig opbakning fra den afgående leder af Moderaterna i den her sag. Hun har måttet tage al kritikken uden at være valgt endnu.«