Danmarksdemokraterne er ikke et parti, der stiller ultimative krav.
Strofen har lydt igen og igen, når nysgerrige journalister har spurgt formand Inger Støjberg, hvad der skal til, før hun vil lægge sine mandater bag en blå statsminister.
Men i et interview med Jyllands-Posten får Støjberg alligevel et skær af ultimativt krav over sig.
I løbet af interviewet, som egentlig handler om regeringens politik på kontanthjælpsområdet, bliver det mere og mere klart, at Inger Støjberg i hvert fald ikke kan støtte en statsministerkandidat, der fortsætter den siddende regerings politik på netop det område.
Tredje gang Jyllands-Posten spørger Støjberg, hvorvidt hun kan støtte en borgerlig statsminister, som fortsætter den nuværende politik, lyder svaret:
»Nej, jeg er imod det her og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få det bekæmpet. Når Venstre kommer til fornuft – og det må de jo gøre på et eller andet tidspunkt – så må de vågne op og tænke: »Hold da op, det var ikke så godt. Det forlig må vi se at få opsagt«. Det vil vi opfordre dem til at gøre,« lyder svaret fra Støjberg.
Baggrunden for Støjbergs mere ultimative linje end tidligere er, at SVM-regeringen i forholdsvis stilhed tilbage i oktober indgik et forlig om kontanthjælpen.
Det har ellers været en af de mest ophedede kamppladser i dansk politik de seneste to årtier. Det var den debat, der introducerede danskerne for Dovne-Robert, der nægtede at tage dårlige job, og Fattig-Carina, der viste sig ikke at være helt så fattig, som først påstået.
Ikke mindst har debatten splittet de to skiftende statsministerpartier Venstre og Socialdemokraterne, som, mens Støjberg stadig var Venstre-kvinde, bekrigede hinanden med afsæt i netop kontanthjælpen.
Med et slag er gammelt fjendskab imidlertid begravet.
Men en ny beregning fra Økonomiministeriet, som Jyllands-Posten har beskrevet, viser, at regeringens fredsforlig om kontanthjælpen faktisk sender flere penge til særligt arbejdsløse indvandrere.
Det er det, der nu får Inger Støjberg til at nærme sig et ultimativt krav til en kommende borgerlig statsminister.
Jyllands-Posten har forelagt Støjbergs kritik for Venstre, som dog ikke anerkender præmissen.
»Vi deler til fulde Danmarksdemokraternes ambition om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor har vi sikret et enklere kontanthjælpssystem, hvor 10.000 primært ikkevestlige indvandrere er rykket ned på den laveste ydelse. Det har vi netop gjort, så det for den gruppe bedre kan betale sig at arbejde,« siger partiets politiske ordfører, Torsten Schack, til avisen.