Den politiske svingdør har snurret ualmindeligt hurtigt i denne valgperiode, hvor 31 ud af 179 folkevalgte ikke længere repræsenterer det parti, de blev valgt ind for.
I valgperioden før denne gjaldt det for blot ét folketingsmedlem.
Særligt Dansk Folkeparti har i denne omgang været hårdt ramt af flygtende folketingsmedlemmer, og tidligere partiformand Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at hun ikke bryder sig om konceptet.
»31 folkevalgte skrider fra det parti, vælgerne har givet dem mandat til! Sølle, selvcentreret og forræderisk for de flestes vedkommende,« skrev Pia Kjærsgaard mandag på Twitter.
Hun forstår ikke, at partihopperne kan være sig selv bekendt, og hun skriver, at deres politiske flytninger ikke handler om konkret politik, men om fornærmethed og egoisme.
»Føj!« afslutter Kjærsgaard.
Dansk Folkeparti har i løbet af valgperioden måttet sige farvel til 11 af de 16 folketingsmedlemmer, der blev valgt ind ved folketingsvalget i 2019.
I sin grundlovstale efterlod Pia Kjærsgaard heller ikke megen tvivl om, hvad hun mente om personer, der blev valgt ind for et parti, som denne sidenhen forlod.
»Hvis der virkelig var reelle politiske årsager til »løsgængeriet«, kunne man endda forstå det – men hvis det bare er personlige ting, der ligger til grund for det, ja, så er det for ringe. Det er direkte forræderi,« sagde Pia Kjærsgaard 5. juni i år.
Folk med kendskab til Dansk Folkeparti vil dog vide, at Pia Kjærsgaard i 1995 selv stiftede partiet med en række afhoppere fra Fremskridtspartiet, som hun også selv var et prominent medlem af.
Her havde Pia Kjærsgaard, senere DF-formand Kristian Thulesen Dahl og to andre fremskridtsfolk fået nok af flere års politisk og organisatorisk strid i partiet.
Berlingske har kontaktet Pia Kjærsgaard for at få et interview, men i en sms svarer hun, at hun er gået på sommerferie.
Hun skriver videre, at Berlingske er i gang med »gårsdagens historie.«
Netop i går, mandag, gav Pia Kjærsgaard da også et kort interview til Jyllands-Posten, hvor hun siger, at den nuværende situation i Dansk Folkeparti ikke helt kan sammenlignes med den daværende i Fremskridtspartiet.
»Selvfølgelig er det oplagt at spørge om det. Men jeg synes, at der er forskel,« sagde Pia Kjærsgaard med henvisning til udlændingepolitikken:
»Vi havde en politisk sag dengang. Det, synes jeg, er meget afgørende. Havde vi ikke stiftet Dansk Folkeparti, havde vi lignet Sverige i dag.«