Hun bliver nævnt som mulig næstformand i Venstre – men Stephanie Lose vil ikke diskutere »hypotetiske, uaktuelle emner«

Regionsrådsformand Stephanie Lose er de seneste dage blevet nævnt som et muligt bud på en ny næstformand i Venstre, hvis det kommer til et ledelsesskift. Men, siger Lose selv, »Venstre har det formandskab, Venstre har, og så diskuterer vi i øvrigt den slags som et internt anliggende«.

»Jeg vil sige, at jeg er rigtig glad for at være regionsrådsformand i Syddanmark og formand for Danske Regioner, og Venstre har det formandskab, som Venstre har,« siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V), som af to partifæller fra Roskilde tirsdag blev udpeget som et godt bud på en kommende næstformand for Venstre. Liselotte Sabroe

Da Danske Regioners formand, Venstres Stephanie Lose, onsdag formiddag forlod forhandlingerne med finansminister Nicolai Wammen (S) om næste års økonomi, slap hun ikke for journalistiske spørgsmål om den seneste tids uro i sit parti.

For Stephanie Lose er i de seneste dage flere gange blevet nævnt af stemmer i Venstres bagland og af politiske kommentatorer som en potentiel kommende næstformand i partiet og dermed som en mulig afløser for den nuværende næstformand, Kristian Jensen.