Lovforslaget, der skal indskrænke muligheden for at brænde koraner af foran udenlandske ambassader, ligger ikke klar endnu – og der er ikke nogen tidshorisont.
Det står klart, efter at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag formiddag har orienteret Folketingets udenrigsordførere om regeringens bebudede tiltag sammen med justitsminister Peter Hummelgaard (S) og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Foran den fremmødte presse gjorde justitsministeren det klart, at det var forbundet med mange politiske og juridiske dilemmaer at finde et juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger.
Derfor ligger der ikke et skræddersyet værktøj klar endnu, understreger ministeren.
»Jeg har ikke noget tidsperspektiv for, hvor lang tid det tager at gøre det her arbejde færdig,« lød det fra Peter Hummelgaard.
Justitsministeren betoner i samme ombæring, at det ikke er regeringens hensigt at genindføre blasfemiparagraffen, der blev afskaffet af VLAK-regeringen og en række partier i Folketinget i 2017.
I stedet skal regeringens initiativ ses som en »korrektion af den meget brede udvidelse af ytringsfriheden«, som man foretog i 2017.
Til TV 2 News gentog Hummelgaard efter presseseancen, at der er tale om en »juridisk nålestiksoperation«.
Ikke i Danmarks interesser
Det samme betonede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for pressen.
Han gentog behovet for at tage det initiativ, regeringen har bebudet, for at gøre op med de »gentagne forhånelser mod andre lande, som ikke er i overensstemmelse med danske interesser«.
I den nuværende geopolitiske situation, understregede ministeren, har Danmark brug for at kunne bygge partnerskaber med lande, som lige nu vender sig mod Danmark, fordi de »misforstår det, der foregår i Danmark«.
Desuden er det ikke i danskernes sikkerhedsmæssige interesse, at der fortsat bliver brændt koraner af ved udenlandske ambassader, betonede Løkke.