Hovedstadens regionsråd på plads efter fintælling

Efter fintælling er alle mandater nu placeret i Region Hovedstaden. Regionsrådets 41. mandat tilfalder Venstres Erik Sejersten (V).

Fintællingen på regionsgården i Hillerød betød fredag, at Venstre får otte mandater og Liberal Alliance får ét mandat i det nye regionsråd.

21 stemmer skilte Erik Sejersten og Liberal Alliances Heidi Wang (LA) inden dagens fintælling. Fintællingen, kombineret med en tilbagemelding fra Brøndby Kommune, om at der var fundet stemmer på Venstre, som uretmæssigt var blevet erklæret ugyldige i første omgang, førte imidlertid til, at afstanden mellem de to kandidater steg til 24 stemmer.

På den baggrund vurderede Region Hovedstadens valgbestyrelse, at en fornyet fintælling på andre valgsteder ikke ville føre til et væsentligt ændret resultat med betydning for mandatfordelingen.

BNB