Holger K. foretrækker Pia Olsen Dyhr som SF-formand

Tidligere udenrigsminister og formand for SF Holger K. Nielsen peger på tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr som bedste bud til formandsposten i SF.

ARKIVFOTO. Efter SFs dramatiske exit fra regeringen og Annette Vilhelmsens (SF) afgang som formand peger tidligere partiformand, skatteminister og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) nu på den tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) som bedste bud på partiets nye formand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Efter SFs dramatiske exit fra regeringen og Annette Vilhelmsens (SF) afgang som formand peger tidligere partiformand, skatteminister og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) nu på den tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) som bedste bud på partiets nye formand. Det skriver Politiken.

»Jeg håber, og jeg vil meget opfordre Pia Olsen Dyhr til at stille op. Hun er det bedste bud i den situation, vi står i. Hun kan samle partiet, og hun har signaleret, at det er det, der er hendes interesse,« siger Holger K. Nielsen til avisen.

Han kalder Pia Olsen Dyhr »et stærkt kort udadtil«, der i hans overbevisning kan »vende udviklingen for SF«.

Flere af SFs borgmestre og toneangivende kommunale profiler har ligeledes opfordret Pia Olsen Dyhr til at stille op som formand. Det samme har borgmester i Lejre og afgående næstformand Mette Touborg (SF) samt gruppeformand og politisk ordfører Pernille Vigsø Bagge (SF).

Selv har Pia Olsen Dyhr endnu ikke officielt meldt sig på banen. I en mail til Politiken skriver hun:

»Jeg er stadig ved at gøre min stilling op. Det er et stort valg, som kræver nøje overvejelser, og jeg har ikke besluttet mig endnu. Men jeg er da glad og beæret over den tillid, som Holger viser mig«.

Forhenværende skatteminister Jonas Dahl (SF), der af kommentatorer er blevet nævnt som en anden favorit til posten, har heller ikke meldt officielt ud, om han stiller op til posten.

SF holder ekstraordinært landsmøde 1. og 2. marts for at finde en ny formand.