Holger K: Nedsæt en ny forsvarskommission

Der er behov for en ny forsvarskommission efter Danmarks exit fra Afghanistan, mener tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske kamptropper har forladt Afghanistan efter 12 års indsats, og nye konflikter ulmer i Østeuropa. Holger K. Nielsen (SF), tidligere udenrigsminister og nuværende forsvars- og udenrigsordfører for SF, mener derfor, at det er en god idé at nedsætte en forsvarskommission, der skal være med til at nytænke Danmarks forsvarspolitik:

»Jeg synes, det er en meget fornuftig idé. Vi havde den sidste forsvarskommission i 2008, og den handlede meget om Afghanistan-krigen. Vi er jo ikke længere i Afghanistan, vi er ved at trække os ud. Derfor er der meget god mening i, at vi får en dybdegående analyse af, hvordan det danske forsvar skal indrettes fremover,« siger Holger K. Nielsen.

Meldingen kommer, efter professor Mikkel Vedby Rasmussen, leder på Center for Militære Studier, i et debatindlæg i Berlingske tirsdag skriver, at Danmarks forsvarspolitik har fokuseret for meget på Afghanistan på bekostning af eksempelvis det geopolitisk mere nære Rusland i øst.

Mikkel Vedby Rasmussen mener, at der ikke blot er »tale om en grundlæggende uenighed i analysen af russisk magt, og hvad Putin kan finde på at bruge den til, men en fundamental forskellig ide om, hvad Danmark kan stille op«.

»Hvis vi ikke passer meget på, vil en tilbagevenden til den måde at diskutere vores udenrigspolitik på betyde, at vi ikke kan håndtere de nye udfordringer, som den russiske intervention viser, at vi ikke kan ignorere,« skriver han.

Selvom Rusland i øjeblikket rasler gevaldigt med sablerne over for Ukraine, frygter Holger K. Nielsen ikke for Danmarks egen sikkerhed:

»Rusland opfører sig meget ubehageligt over for Ukraine, men der er ikke nogen militær trussel i forhold til Danmark. Men der er jo andre trusler: Terrorisme, fejlslagne stater, fattigdom forskellige steder i verden, og derfor er det meget vigtigt, at vi får diskuteret, hvad det er for nogle udfordringer, et lille land som Danmark står overfor, og i hvilket omfang forsvaret kan imødegå de trusler, der måtte være,« siger han.

Venstres udenrigsordfører Søren Pind (V) foreslog tidligere onsdag, at regeringen i stedet nedsætter en udenrigskommission - sådan en har der ikke været i 22 år. Holger K. Nielsen er ikke afvisende over for ideen, men han mener, at en forsvarskommission i første omgang er vigtigere:

»De to ting (forsvars- og udenrigskommission, red.) hænger jo i en vis forstand sammen. Vi bør også have en analyse af, hvad de udenrigspolitiske udfordringer er i fremtiden, men de to ting hænger jo meget sammen, og de behøver ikke at være uforenelige med hinanden,« siger han.