Højesteret skal se på Lissabontraktat

En række prominente sagsøgere anker landsrettens afvisning af et søgsmål mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Præsidenten for Europakommissionen Jose Manuel Barroso taler til journalister efter irernes ja til Lissabon-traktaten. Fold sammen
Læs mere

Skal 28 danskere have lov at sagsøge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (V), fordi danskerne ikke fik en folkeafstemning om Lissabontraktaten?

Det skal Højesteret afgøre, efter at Østre Landsret onsdag afviste, at sangeren Niels Hausgaard, tegneren Ib Spang Olsen og professor Drude Dahlerup samt de andre sagsøgere har lov til at føre sagen i kraft af såkaldt retlig interesse i udfaldet. Ankesagen har lange udsigter, da det i gennemsnit tager 14 måneder at beramme en sag ved Højesteret.

- Sagen ankes til Højesteret. Vi prøver at få sagen for så hurtigt som muligt. Jeg tror, at hele retssystemet er bevidst om, at hvis det først kommer om flere år, så er det post festum (for sent), siger Ole Krarup.

Sagsøgerne søger fri proces ved Højesteret, ligesom de fik ved Østre Landsret. Desuden regner Ole Krarup med at procedere sagen ved Højesteret sammen med advokat Karen Dyekjær Hansen. De førte i fællesskab grundlovssagen om Maastrichttraktaten, hvor Højesteret i april 1998 enstemmigt frifandt daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for grundlovsbrud.

Ifølge landsrettens dom savner sagsøgerne "fornøden retlig interesse i at få deres påstande prøvet". Dermed fik regeringens forsvarer, kammeradvokaten, ret i en af sine to påstande. Til gengæld er Østre Landsret uenig i kammeradvokatens anden påstand om, at sagen skal afvises, fordi Lissabontraktaten ikke er trådt i kraft.

Skønt Tjekkiet endnu ikke har ratificeret traktaten, finder landsretten, at "sagen har en så aktuel karakter, at søgsmålet ikke på nuværende tidspunkt bør afvises", hedder det i dommen.

Ole Krarup påpeger, at Højesteret i 1996 omstødte landsrettens afvisningsdom i Maastrichtsagen og lod sagsøgerne stævne Nyrup for grundlovsbrud.

- Det har jeg fuld tiltro til, at Højesteret vil gentage, siger han.

Ritzau søgte onsdag forgæves en kommentar til landsretsdommen fra advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten.

/ritzau/