Hjort: Jeg har sat sidste punktum i DONG-sagen

Folketingets Finansudvalg har haft mulighed for at granske fortrolige papirer i DONG-sagen. Nu anser finansministeren sagen for afsluttet, men Enhedslisten og Dansk Folkeparti har mange flere spørgsmål.

Foto: ERIK REFNER. Arkivfoto: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) inden forhandlingerne med Danske Regioner om regionernes økonomi i 2016 mandag d. 17 august 2015 i Finansministeriet.  (Foto: ERIK REFNER/Scanpix 2015)
Læs mere
Fold sammen

Fredag klokken 11 udløb fristen for at kunne granske de fortrolige dokumenter i sagen om salget af aktier i energiselskabet DONG.

Læsningen er foregået i et mødelokale i Finansministeriet, hvor Finansudvalgets medlemmer torsdag og fredag har kunnet gennemgå de officielle bud på aktierne i DONG, der blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i 2013.

Og nu anser finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagen for afsluttet.

»Sagen er afsluttet for mit vedkommende. Men processen fortsætter selvfølgelig med, at partierne kan stille spørgsmål,« siger han under et kort pressemøde på stentrappen op til Finansministeriet fredag formiddag.

Allerede torsdag meddelte både Dansk Folkeparti, Alternativet, SF og Enhedslisten, at de er langt fra at sætte det sidste punktum i sagen.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted (Ø), er stadig ikke overbevist om, at regeringen afsøgte mulighederne for det bedste bud, inden aktierne blev solgt til Goldman Sachs.

Men den kritik preller af på Claus Hjort Frederiksen.

»Nu er jeg jo ikke så naiv, at jeg tror, at Pelle Dragsted vil komme ud her og sige: »Kære venner, nu har jeg set papirerne - og jeg har taget fejl hele tiden«. Men for mit eget vedkommende er sagen afsluttet med det, vi har lagt frem,« siger finansministeren.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti har kritiseret finansministeren for kun at give adgang til de officielle bud - og ikke løfte sløret for, om det danske pensionsselskab ATP eksempelvis gav en melding om, at man kunne matche buddet fra Goldman Sachs.

»Jeg tror, det er normalt i sådan nogle processer, at der er orienteringer mellem buddene. Så der sker selvfølgelig nogle ting. Men Finansudvalget har efterspurgt, hvad der ligger af bud. Og det har de fået indsigt i,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Adspurgt om staten kunne have opnået et bedre bud, hvis man havde afsøgt mulighederne hos ATP, lyder ministerens svar:

»Det har jeg jo ingen forudsætninger for at kunne besvare overhovedet.«

Claus Hjort Frederiksen har »arvet« DONG-sagen fra sin forgænger på posten, Bjarne Corydon (S), der i maj modtog kritik fra Folketingets Præsidium for ikke at give Folketinget nok oplysninger i sagen. Adspurgt om Claus Hjort Frederiksen ville have håndteret forløbet på samme måde som Corydon, svarer han:

»Det er hævet over enhver tvivl, at det var det rigtige bud, det endte med.«