Hjerne-Madsen stiller op for K: »Vi skal være lige så meget et parti for de unge som for de gamle damer med små hunde«

Peter Lund Madsen - også kendt som Hjerne-Madsen - stiller ligesom andre kendte ansigter op for Frederiksberg Konservative ved efterårets kommunalvalg. Og det handler især om lokalpatriotisme.

Hjerneforsker Peter Lund Madsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De Konservative på Frederiksberg får overraskende nye kræfter.

Peter Lund Madsen - Danmarks formentlig mest folkelige formidler af hjerneforskning - er en af de 27 kandidater, som tirsdag aften blev valgt til at repræsentere partiet ved efterårets kommunalvalg. Her vil det også vise sig, om partiet kan beholde den borgmesterpost, der har været på konservative hænder siden 1909, selv om kommunen i disse år gennemgår en markant forandring.

»Jeg har tænkt over, at der er et behov for, at almindelige mennesker, som kan bidrage med erfaring fra deres arbejdsliv, gør det i lokalpolitik. Folk, som ikke har noget ønske om at pleje politisk karriere, men som kan bidrage. Og det er demokratisk vigtigt, at de også gør det,« siger Peter Lund Madsen, som i øvrigt er bror til Anders Lund Madsen, der bl.a. er TV- og radiovært.

At Peter Lund Madsen stiller op for Frederiksberg Konservative, forklarer han med lokalpatriotisme og kærlighed til den velfungerende kommune med lidt gammeldags udtryk og ånd. Og at han bedst kan være med til at bevare det ved at engagere sig i de Konservative.

Konservativ med forbehold

Hvor længe har du defineret dig selv som konservativ?

»På nogle områder længe og på andre områder ikke så længe,« siger Peter Lund Madsen:

»Jeg kan lide den linje, der er på Frederiksberg. Det socialkonservative. At man skal opføre sig ordentligt. Man skal passe på hinanden. Tingene skal være rimelige. Og så er der den dér gammeldags spejderånd, som jeg kan lide – man skal gøre sig umage og altid holde sine aftaler.«

Det lyder som om, at du er konservativ med forbehold. Vil du også stemme konservativt ved næste folketingsvalg?

»Uh, det har jeg ikke taget stilling til endnu,« siger han.

Peter Lund Madsen – også kendt som Hjerne-Madsen – har formidlet hjernevidenskab på tv, i radioen, gennem foredrag og endda ved hjælp af teaterforestillinger. Han er også så anerkendt for det arbejde, at han i 2006 modtog Modersmål-Prisen for »sin fantastiske evne til at formidle kompliceret stof, så alle kan få et indblik i naturvidenskabens forunderlige verden«.

Det arbejde vil han også fortsætte med, hvis han bliver valgt ind i kommunalpolitik på Frederiksberg. Hér håber han at kunne bidrage med sin viden og erfaring inden for f.eks. psykiatrien, men han har endnu ikke udpeget egentlige politiske mærkesager.

»Vi skal sørge for, at tingene bliver ved med at køre så godt, som de gør nu. Jeg fornemmer ikke de store politiske konflikter på Frederiksberg, og det er formentlig en relativt ukompliceret kommune at administrere. Der er ingen katastrofeområder, hvor jeg mener, at det kører af sporet,« siger Peter Lund Madsen.

Vinden vender - måske - for de konservative

Det dybgrønne Frederiksberg med den ofte parisiske æstetik og det relativt solide skattegrundlag adskiller sig fra det røde København, hvor den socialdemokratiske overborgmester-post kun trues af venstrefløjen.

Ved sidste kommunalvalg i 2013 fik de Konservative, med siddende borgmester Jørgen Glenthøj i spidsen, 35,7 procent af stemmerne på Frederiksberg. Partiet mistede to mandater og endte med ti samt politisk støtte fra partierne i sit valgforbund, Venstre, Liberal Alliance og Radikale.

I den forstand understreger kommunalvalget, at borgerne langt fra altid stemmer ens lokal- og landspolitisk, idet Det Konservative Folkeparti ved folketingsvalget i 2015 fik 3,5 pct. af stemmerne. Dog er der en vis fremgang at spore, i og med 4,5 pct. af vælgerne ifølge Berlingske Barometers vægtede gennemsnit i dag vil stemme på de Konservative.

Udover Peter Lund Madsen finder man andre kendte ansigter på Frederiksberg Konservatives liste over kandidater til kommunalvalget 2017: Eksempelvis erhvervsmanden Stig Elling, cykelrytteren Brian Holm, det tidligere konservative folketingsmedlem Helle Sjelle og den tidligere radikale viceborgmester Morten Jung.

Det er åbenbart, at Det Konservative Folkeparti landspolitisk har været i knæ. Tror du, at nedturen er ved at vende?

»Det har jeg ingen ekspertise til at udtale mig om. Man kan håbe på det. Og i mit område – på det lokale niveau – er der stor optimisme, og den er velbegrundet, tror jeg,« siger Peter Lund Madsen.

For et par år siden blev Nikolaj Bøgh, som er bl.a. politisk-historisk forfatter, og som også stiller op for Frederiksberg Konservative, interviewet i Berlingske om sit forhold til Frederiksberg. Og han bemærkede bl.a. om udviklingen i disse år:

»Før i tiden var Frederiksberg kendt som en kommune med mange ældre damer med små hunde, men nu har vi fået en kæmpe vækst i børnefamilier og en nedgang i antallet af ældre. Der er flere unge, som stemmer til venstre og ikke til højre.«

Peter Lund Madsen, hvad er – set i det lys - dit bud på, hvordan de Konservative skal blive ved med at være relevante på Frederiksberg?

»Vi skal være lige så meget et parti for de unge som for de gamle damer med små hunde. Der er aldrig noget, der er ligetil, men opgaven er blandt andet at sørge for gode vuggestuer, børnehaver og skoler,« siger han og fortsætter:

»Jeg har haft mine børn gennem hele systemet og synes bestemt, at det er tilfældet. Vores fordel er nok, at der ikke er så langt fra børnehaven til rådhuset på Frederiksberg, som der er i København.«