Historisk skift på vej i udlændingspolitikken?

Hvis VKO mister sit flertal på tirsdag, kan de sidste seks års borgerlig politik blive blot en beskeden parentes i Danmarkshistorien. Vi ved ikke, hvor mange indrømmelser Ny Alliance vil kræve, for at være med.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange danskere spørger sig selv i disse dage: Hvad vil der ske med udlændingepolitikken, hvis Ny Alliance bliver tungen på vægtskålen i det nye Folketing efter valget 13. november? Vil der ske en videreførelse af den stramme udlændingepolitik, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti indledte efter det historiske magtskift i 2001? Eller vil der ske en tilbagevenden til situationen før 2001, hvor de socialdemokratisk-radikale regeringer under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen førte an i en meget lempeligere kurs på området?

Det er vanskeligt at sige. Det er nemlig på forhånd svært at vide, hvor mange indrømmelser, Ny Alliance vil kræve på udlændingeområdet for at støtte, at en borgerlig regering kommer til magten. Der er imidlertid meget, der tyder på, at kravene til indrømmelserne fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti vil blive ganske betydelige. Det er nemlig i løbet af de seneste måneder, og især i valgkampens løb, blevet mere og mere tydeligt, at en revision af væsentlige dele af udlændingepolitikken har en meget høj prioritet hos Ny Alliance.

Når partiets leder Naser Khader udtaler sig om dets mærkesager, fremhæver han næsten altid minimeringen af Dansk Folkepartis indflydelse samt en ændring af asylpolitikken og en ændring af udenrigspolitikken som nogle af de mest centrale ting. Emner som f.eks. skattepolitik, økonomisk politik, skolepolitik og kvalitetsforbedringer af den offentlige sektor har en meget lavere prioritet, når partilederen udtaler sig. Når han samtidig siger, at Ny Alliance ønsker, at Anders Fogh Rasmussen efter valget skal gå af og ikke på forhånd vil pege på ham som statsminister, men derimod kun som »kongelig undersøger«, må man antage, at en markant ændring af den asylpolitik, der har været ført siden 2001, vil være en forudsætning for, at Ny Alliance vil pege på Anders Fogh Rasmussen i stedet for at gå sammen med de radikale, SF og Enhedslisten om at pege på Helle Thorning-Schmidt.

Man må med andre ord antage, at der vil ske markante ændringer på udlændingepolitikkens område, hvis Ny Alliance, som de fleste meningsmålinger i løbet af valgkampen indtil nu har tydet på, bliver tungen på vægtskålen efter 13. november. Anders Fogh Rasmussen har brugt billedet, at Danmark vil »blive en magnet« for asylansøgere, hvis man gennemfører ændringer af asylpolitikken i retning af at nedlægge asylcentrene og tillade alle asylansøgere at bosætte sig og arbejde ude blandt danskerne, allerede inden deres sag er behandlet, og hvis man generelt lader de asylansøgere, der er blevet afvist, gøre det samme. Statsministerens argument er, at en ændring af asylpolitikken vil gøre de danske regler lempeligere end de er i alle andre lande, som vi normalt sammenligner os med. Selv vores broderland Sverige, som er kendt for en meget lidt restriktiv udlændingepoltik inden for næsten alle områder, har ikke regler, der minder om de tanker, som blandt andet Ny Alliance og Socialdemokratene har været inde på.

Naser Khaders argumenter for sin politik er blandt andet, at det er vigtigt, at Danmark ikke blot fører en »fast«, men også en »fair« udlændingepolitik, samt at Danmark har stor mangel på arbejdskraft. Derfor er det en god idé at lade lade asylansøgerne arbejde ude i det danske samfund, siger han. Statsministerens svar er, at man ikke bør løse problemet med mangel på kvalificeret arbejdskraft via asylpolitikken, men via en målrettet indsats for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til de ledige job i Danmark.

Der er altså meget, der tyder på, at markante forskelle i synet på udlændinge- og asylpolitikken kan blive en helt afgørende knast for et kommende samarbejde mellem Ny Alliance på den ene side og VKO på den anden.

Folketingsvalget næste tirsdag vil sandsynligvis gå over i historien. Dette hænger sammen med, at også valget i 2001 var historisk på mange måder. For første gang i flere generationer blev Folketinget sammensat sådan af vælgerne, at der kunne dannes en borgerlig regering, som ikke behøvede støtte fra De Radikale for at få sin politik igennem. Dette betød, at der kunne føres borgerlig politik på en lang række områder, hvor det ikke tidligere havde været muligt. VKO anlagde f.eks. en kurs med en strammere retspolitik og udlændingepolitik.

Man introducerede en ny skolepolitik med fokus på nationale tests i folkeskolen og andre initiativer, der skulle sætte fagligheden i højsædet. Og man gennemførte en ny sygehuspolitik med frit sygehusvalg og mulighed for at blive behandlet gratis på privathospital, når det offentliges sygehusvæsens kapacitet ikke slog til, med henblik på at nedbringe ventelisterne.

Det, der kommer til at afgøre valget på tirsdag, er, om en del af de mange vælgere, der i 2001 vandrede fra blandt andet Socialdemokraterne til Venstre for at få en ny rets- og udlændingepolitik, en ny sygehuspolitik, en ny skolepolitik mv. nu vil stemme på Ny Alliance, på trods af, at dette parti på væsentlige dele af disse værdipolitiske områder ligger tættere op ad Socialdemokraterne og De Radikale end ad VKO-partierne. Hvis nogle af disse vælgere er nu begyndt at prioritere andre ting højere end en fortsættelse af den stramme udlændingepolitik, af den nye skole- og sygehuspolitik, som VK-regeringen introducerede efter regeringsskiftet i 2001 osv., vil resultatet muligvis blive, at VKO vil miste sit flertal på tirsdag. Vi vil derefter sandsynligvis se en tilbagevenden til en politik på de nævnte områder, der minder mere om den politik, der blev ført inden 2001.

Perioden 2001-2007 vil i givet fald i højere grad, end vi måske hidtil har troet, i det større historiske perspektiv blive en parentes i Danmarks historie, hvor der blev ført en strammere udlændingepolitik, en anderledes skolepolitik osv. end i tiden både før og efter.

Hvis VKO mister sit flertal på tirsdag, vil den politik, der vil blive ført fremover næppe fuldstændig ligne den politik, der blev ført inden valget i 2001.

Ny Alliance deler synspunkter med VK-partierne på en række væsentlige områder som f.eks. 24-års-regelen og mange dele af integrationspolitikken, alligevel vil den førte politik sandsynligvis på andre måder i praksis sandsynligvis komme til at få visse lighedstræk med den politik, der blev ført før det historiske valg i 2001. Det gælder f.eks. politikken med hensyn til, hvor mange asylansøgere, man vil lade opholde sig ude i det danske samfund, og i hvor lang tid.

På dette punkt er Ny Alliance og VKO som nævnt meget uenige.

Noget af det, som Socialdemokraterne, Ny Alliance, VK-partierne og Dansk Folkeparti derimod alle er enige om, er, at antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, betyder noget for, om man får en vellykket integration. Her skiller De Radikale, SF og Enhedslisten sig ud som de partier, der er klare modstandere af 24-års-regelen ud fra det synspunkt, at det ikke bør være et hovedmål i sig selv at begrænse tilstrømningen af udlændinge til Danmark. Kun hvis regelen hjælper til at begrænse antallet er tvangsægteskaber kan der evt. være en grund til at bevare den, mener De Radikale. Men det må først undersøges, sagde Margrethe Vestager for nylig.

Trods visse ligheder i synet på udlændingepolitikken hos VK-partierne, Dansk Folkeparti, Ny Alliance og Socialdemokraterne, er der imidlertid, som ovenfor beskrevet visse markante forskelle.

Da udlændingepolitikken åbenbart er meget vigtig for Ny Alliances ledelse, bliver det derfor særdeles spændende, hvilken regering Danmark får, hvis vælgerne på tirsdag sammensætter et folketing, hvor VKO mister sit flertal og Ny Alliance bliver tungen på vægtskålen.