Det gik ikke første gang.
Det gik heller ikke anden gang.
Men tredje gang – på en lidt grå junidag anno 2022 – har Folketingets japartier vundet en jordskredssejr i en afstemning om et af de danske EU-forbehold, der blev født for knap 30 år siden.
Med et overvældende klart flertal på 66,9 procent af vælgerne – den klart største sejr nogensinde ved en dansk EU-afstemning – siger vælgerne »ja« til at afskaffe forbeholdet.
Derfor bliver Danmark nu en del af EUs forsvarssamarbejde, som i disse år er under markant udvikling, og som aktuelt indebærer syv militære missioner primært i Afrika.
Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede sig »glad og stolt på vegne af Danmark«, da hun ankom til Christiansborg.
»Vi har truffet den rigtige beslutning for os selv og for det kontinent, vi er en del af,« sagde hun:
»Det er et stærkt signal til vores allierede.«
Statsministeren hæftede sig også ved, at det er den største EU-sejr i de 50 år, Danmark har været medlem af EU.
»Det er i sig selv meget, meget særligt, og dermed står vi i aften måske mere samlet end nogensinde på Europa-politikken. Det er selvstændigt vigtigt i en verden præget af splittelse,« sagde hun.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, jublede i sin tale over resultatet, som i hans øjne er et »klart signal« til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og »despoter som ham«.
»Danskernes ja til et europæisk forsvarssamarbejde er en erkendelse af, at vi er en del af et skæbnefællesskab her i Europa, og at man kan regne med Danmark. Det er jeg stolt af,« sagde han.
Det er stadig uklart, om Danmark skal deltage i en eller flere af EUs militære missioner – og hvilke der i givet fald præcis vil være tale om.
Undervejs i valgkampen har flere af japartierne dog peget på EUs fredsbevarende indsats i Bosnien-Hercegovina samt indsatsen mod pirateri ud for Somalia som to missioner, som det vil være i Danmarks interesse at bidrage til.
Flere – både partier og eksperter – har ligeledes udpeget det som sandsynligt, at EU en dag vil blive involveret i at håndhæve en fred eller en våbenhvile, når den igangværende krig i Ukraine slutter.
Uanset hvad vil det dog fortsat være op til Folketinget konkret at tage stilling til de enkelte missioner.
EUs forsvarspolitiske samarbejde er, hvad man i den juridiske verden kalder »mellemstatsligt« – og derfor kan EU ikke råde over danske soldater og dansk materiel, medmindre et flertal accepterer det.
En afstemning født af krig
Netop krigen i Ukraine – som blev udløst 24. februar med den russiske invasion af nabolandet, og som bredt betegnes som den mest alvorlige situation i Europa siden Anden Verdenskrig – udgør en central del af forklaringen på, at der overhovedet kom en afstemning.
Den 6. marts indgik et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative et såkaldt nationalt kompromis, hvor partierne blev enige om at tilføre det danske forsvar intet mindre end 18 milliarder ekstra kroner om året.
Samtidig udløste aftalen netop en hurtig afstemning om det danske forsvarsforbehold.
For flere af japartierne var afstemningen resultatet af længere tids politisk pres.
Allerede i august sidste år krævede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, en snarlig afstemning – inden næste folketingsvalg – om forsvarsforbeholdet.
Et krav, som blandt andet mødte stor støtte fra De Radikale, og som kom i kølvandet på USAs dramatiske exit fra Afghanistan, hvor Taleban trods næsten 20 års vestlig krigsindsats overtog kontrollen med landet.
En begivenhed, som blev tolket som det hidtil mest markante vidnesbyrd om, at den amerikanske udenrigspolitik i stigende grad vil orientere sig mod Asien og den tiltagende stormagtsrivalisering med Kina.
For Socialdemokratiet og Mette Frederiksen (S) var afstemningen derimod et udtryk for en markant justering af kursen.
I årene forinden havde partiets centrale ministre, herunder statsministeren selv, flere gange afvist behovet for en afstemning om forsvarsforbeholdet.
I 2018 sagde Mette Frederiksen – dengang leder af oppositionen – sågar, at »forbeholdene er i dag grundlaget for den danske Europa-politik«.
Det rummer derfor i sig selv et paradoks, at selvsamme Frederiksen nu, præcis fire år senere, står tilbage som den første danske statsminister, der lykkes med at vinde en afstemning om at afskaffe et forbehold.
I år 2000 led den daværende socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, et markant nederlag, da hele 53,2 procent af danskerne sagde nej til at gå med i euroen.
Og i 2015? Der led tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre et lige så forsmædeligt nederlag, da danskerne skulle tage stilling til retsforbeholdet.
Valgforsker ved Aarhus Universitet Martin Vinæs Larsen kalder resultatet historisk.
»Det er en kæmpestor jasejr – og det er faktisk overraskende, at det ender med at være så ekstremt markant,« siger han:
»Jeg tror, man må sige, at det her har været en perfekt storm for jasiden – med krigen i Ukraine, med den samling og enighed, det har medført og så med en statsminister i Mette Frederiksen, der ikke er kendt som en jubeleuropæer, og som derfor har været godt til at sælge det her budskab til vælgerne,« siger han.
En lussing til Messerschmidt
For Folketingets nejpartier har valgkampen til gengæld været en tumultarisk omgang.
Allerede da afstemningen blev bebudet, stod det klart, at det danske nej – som spænder fra Enhedslisten på venstrefløjen til Nye Borgerlige og ikke mindst Dansk Folkeparti på højrefløjen – samlet set stod markant svagere i målingerne end tidligere.
I 2015 var Dansk Folkeparti således det største borgerlige parti i Danmark – med 37 mandater i Folketinget og med det bedste europaparlamentsvalg nogensinde et år forinden, da Morten Messerschmidt som spidskandidat opnåede afsindige 465.758 personlige stemmer.
Denne gang var det derimod en svækket omgang folkepartister, der rykkede på landevejene i jagten på endnu en EU-sejr.
Morten Messerschmidt er nu formand – og han er det for et parti i dyb og eksistentiel krise; præget af langvarige, indre magtkampe og en vælgerflugt så markant, at det har indskrevet sig på førstepladsen over nedture i dansk politisk historie.
Det blev derfor af iagttagere også udlagt som en kærkommen mulighed for Messerschmidt, at det nu atter var EU – det, størstedelen af hans karriere har cirkuleret omkring – som skulle diskuteres i dansk toppolitik.
Så meget desto mere er det en gedigen næsestyver, at valgkampen ender med så overbevisende et ja, og at Dansk Folkepartis nationale meningsmålinger undervejs ikke har rykket sig ud af stedet, påpeger valgforsker Martin Vinæs Larsen.
»Det, Morten Messerschmidt har kunnet mere end noget andet, er at mobilisere EU-skepsis. Det største nederlag består ikke i, at han ikke kunne få et nej hjem – men at der ikke er noget der tyder på, at han har kunnet mobilisere vælgere til partiet på det,« siger valgforskeren:
»Det vil gøre ondt på partiet.«
Han påpeger også, at det er sigende, at Morten Messerschmidt ved ankomsten til Christiansborg langede ud efter den tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl, fordi Thulesen Dahl ikke var mødt op til valgfesten.
»Partiet kan bare ikke lade være med at lave narrestreger og at lange ud efter hinanden internt – det er en synkende skude,« siger han.
Da Morten Messerschmidt ankom til Christiansborg, afviste han dog, at der var tale om et nederlag, ligesom han gentog sin kritik af, at japartierne i hans øjne har forsøgt at »misbruge« krigen i Ukraine til at få forbeholdet afskaffet.
Samtidig krævede han, at oprustningen af det danske forsvar skulle ske hurtigere end planlagt, så det ikke får konsekvenser for indsatsen mod Rusland, hvis der nu skal bruges ressourcer på EU-missioner.
I en tale til partifællerne roste han også Dansk Folkepartis kampagne, som han mener giver et grundlag for at genrejse partiet.
»Dansk Folkeparti er sprællevende. Jeg er helt fra mit hjerte så stolt over, hvordan I og vi i fællesskab har løftet den her kampagne – det er flot, det er smukt, det er forbilledligt,« sagde han.
En anden af nejkampagnens frontfigurer, Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen, erklærede »meget, meget stor respekt« for vælgernes overbevisende dom.
Hun stod dog fast på sin bekymring for, hvad det vil medføre – blandt andet fordi hun er bekymret for en række af EUs militære missioner, fordi de i hendes øjne »medfører chikane af flygtninge« og er »til gavn for våbenindustrien og ikke for freden«.
»Vi vil tage det ansvar, som nu er givet til Folketinget, på os – vi vil arbejde sagligt og lægge politisk pres fra sag til sag og fra mission til mission, for der er altså nu, måske mere end nogensinde, brug for Enhedslisten, som vil tale for fred og imod endeløs oprustning,« sagde hun.
