»Ja, der er grund til bekymring.«

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde om coronasituationen i Danmark netop nu.

Myndighederne har fortsat fokus på Ringsted og Aarhus, hvor lokale udbrud florerer, fortæller Magnud Heunicke. Men samtidig har man nøje fokus på fem andre kommuner, hvor antallet af nye smittede stiger.

Det drejer sig om Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø.

Den seneste uge har der været 756 nye smittede. 27 af dem var i Ringsted, 42 i Silkeborg og hele 341 i Aarhus.

Silkeborg bliver også mødt af påbud om at bære mundbind i visse situationer ligesom i Aarhus, lyder det på pressemødet.

»Kravene udvides til også at gælde i Silkeborg. Derudover kommer en konkret anbefaling om brug af mundbind i indkøbscentre, supermarkeder,« siger sundhedsministeren.

Med 341 nye smittetilfælde står Aarhus for flere end halvdelen af nye smittetilfælde. 67 af 98 kommuner har haft nye smittede den seneste uge.

Afstand virker, håndvask virker, afspritning virker, undertreger sundhedsministeren.

Link mellem Aarhus og Silkeborg

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kommer med en række råd for brug af den kollektive trafik.

»Rejs uden for myldretiden, overvej at tage cyklen, det gælder om at få så mange som muligt til at rejse på forskellige tidspunkter, hold afstand hvor det er muligt og husk den gode håndhygiejne.«

»Man bør altid have et mundbind med sig på sin rejse. Mundbind er et supplement til de andre ting. Der er ikke et greb, der kan løse alle udfordringer,« siger han.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der er 44 nye smittede per 100.000 i Silkeborg inden for de sidste syv døgn.

»Udbruddet i Silkeborg hænger med meget stor sandsynlighed sammen med udbruddet i Aarhus. Der er en fælles smittekilde.«

»I Silkeborg er det afgrænset, i Aarhus er smitten spredt i kommunen. Den er opstået til private feste, på arbejdspladser og så videre,« siger konstitueret direktør Anette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut siger, at man vil sætte forskelligt ind overfor corona alt afhængig af situationen i det ramte lokalområde.

»Nogen troede måske, at coronaepidimien bare var en dum drøm. Men det er ikke en dum drøm, virus er der stadigvæk. Det var forventet, at vi ville se smittespredning i sensommeren og efteråret.«

»Det er situationsafhængigt, hvordan det gribes an, og hvordan epidemien holdes nede fremover,« siger han på pressemødet.

Pressemøde efter sommerpausen

Det igangværende pressemøde kommer efter en længere sommerpause uden de vanlige pressemøder om corona.

Til stede er sundhedsminister Magnus Heunicke. Også direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, samt faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak er til stede.

Derudover deltager konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Anette Lykke Petri er som direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed ansvarlig for opsoring af smittede.

Pressemødet holdes få timer efter, at Heunicke orienterede folketingets sundhedsordførere om corona-situationen i Danmark. Læs mere om det her.

Fra søndag til mandag er der registreret 76 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det er færre end de seneste dage, hvor tallet på daglig basis har været over 100.

Opdateres