Herning-borgmester efter avisforside: Politiskolegrund er rigeligt stor

Herning har rigeligt plads til ny politiskole, og der er ikke ændret i forslag, fastslår borgmester.

Foto: CLAUS FISKER.
Læs mere
Fold sammen

Hvor svært kan det egentlig være at måle en grund?

Det spørgsmål stiller mange formentlig sig selv tirsdag, hvor Jyllands-Posten kan fortælle, at en grund, Herning Kommune har foreslået som placering for en ny politiskole, er for lille.

Grunden er ifølge Jyllands-Postens opmåling kun cirka 30.000 kvadratmeter stor. Mens der ifølge Rigspolitiet er brug for mindst 40.000 kvadratmeter.

Men der er tale om en stor misforståelse, forklarer Hernings borgmester, Lars Krarup (V) til Ritzau.

Kommunens forslag har hele tiden handlet om en grund på 55.000 kvadratmeter. Den tegning, eksperterne har regnet på for Jyllands-Posten, viser kun den rene byggegrund. Mens udenomsarealerne ikke er med.

»Rigspolitiet efterspørger et areal både til et byggeri og til udearealer til fysiske aktiviteter. Det, Jyllands-Posten beregner på, er alene den andel af den grund, vi har foreslået, hvorpå man kan bygge,« siger Lars Krarup.

Har I udvidet forslaget, så I nu foreslår en større grund, end I gjorde oprindelig?

»Nej. Der er ikke noget som helst nyt i forslaget fra Herning - i arealerne eller planerne eller noget.«

/ritzau/