Her kommer Alternativets vælgere fra

Valgforskere sammenligner Alternativet med de »radicoole« i 2005 og Villy-effekten i 2007.

Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen startede deres valgturné på Grenen i stærk blæst og regn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

For mange er det et mysterium, at Alternativet og Uffe Elbæk har fat i op mod fem procent af vælgerne og ser ud til at storme ind i Folketinget. Med forslag om fuldstændig omlægning til økologisk landbrug, en 30-timers arbejdsuge, kødfrie dage og flere bisonokser, ligger det nye parti langt fra den politiske midterbane, som de fleste partier forsøger at spille på.

Spørger man valgforskere, er de ikke i tvivl om, at Alternativet er ved at få godt fat i den smarte »kreative klasse«, Østerbro- eller caffe latte-segmentet. Og de er ret ligeglade med, om partiprogrammet kan bestå den nationaløkonomiske prøve i Finansministeriets modelberegninger.

Det er veluddannede i storbyen, som bruger tid – når de ikke er på café – på at spotte de seneste tendenser. De er ansat i kreative job i kulturlivet, medie- eller reklamebranchen, hører til på venstrefløjen, men har de seneste ti år vekslet mellem forskellige partier.

Nye tal for vælgervandringer fra Gallup viser, at Alternativets vælgere især kommer fra EL, SF og Radikale – lige mange fra hver. Cirka 55 procent bor i hovedstaden, og knap 20 procent i Aarhus og omegn.

I midten af 00erne var det Marianne Jelved og håndtasken, der var »radicool«. Senere hoppede de på Villy-bølgen, da SF blev store i 2007. Og i 2011 var det Enhedslisten og Johanne Schmidt-Nielsen, som »den kreative klasse« stemte på. Da var SF blevet for mainstream.

 

 

I 2015 slår de troløse venstrefløjsvælgere sig måske for alvor sammen med den aarhusianske kaospilot Uffe Elbæk. De andre er ikke længere »så frække og skarpe«, siger professor Rune Stubager, Aarhus Universitet og tilføjer:

»De kreative har fået nok af reformer og regneark. Politik er blevet for goldt og med for få visioner. Ja, der skal være styr på pengene, men hvorfor? Og til hvilket formål? Sådan tænker de.«

Den seneste uge har mange kritiseret medierne for ikke at gå hårdt nok til Alternativet og afsløre, hvor urealistisk og økonomisk uansvarlig, deres politik er. »På et eller andet tidspunkt burde nogen agere en nutidig udgave af den lille dreng i Kejserens Nye Klæder og råbe: »Er I fuldstændigt skingrende gale?« skrev professor Peter Kurrild-Klitgaard i sin blog på b.dk i weekenden.

»Men det ved Alternativets vælgere godt. De tænker, at Alternativet jo alligevel ikke får 90 mandater, men hvis partiet kan indgå i forhandlinger og trække i den rigtige retning, så er det fint. Holdningen er, at det er befriende, at nogen vil tale om visioner og mål, og så finder man nok ud af det praktiske hen ad vejen,« siger Rune Stubager.

Han henviser til internationale studier, der opdeler højtuddannede i to grupper – management-gruppen, som man på dansk vil betegne som DJØFerne, og de »sociokulturelle specialister«, som på dansk er blevet til »den kreative klasse«. Det er de sidste, der er blevet hjemløse.

Valgforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet, siger, at det nye ved Alternativet især er, at de tænker politik på en ny måde. Ligesom man i 1970erne var optaget af græsrodsbevægelser og alternative debatformer, så er alle i dag med til at bestemme Alternativets politik.

»Disse veluddannede, som tiltrækkes af Alternativet, tænker politik som en utopi. Jeg tror ikke, at en eneste af dem tror på, at Alternativets program bliver realiseret – selv med 90 mandater,« siger Johannes Andersen og henviser til Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, som kom i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. Ingen troede dengang heller på, at det danske forsvar ville blive erstattet af en telefonsvarer, der sagde: »Vi overgiver os« på russisk.