Her er partiernes hovedkrav til Claus Hjort

Der lander krav om alt fra asylansøgere til grøn omstilling, når finansminister Claus Hjort inviterer til finanslovforhandlinger.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlægger tirsdag regeringens udspil til finansloven for næste år.

Den lægger op til en stramning på fem milliarder kroner.

Regeringen vil blandt andet aflyse SR-regeringens børneudspil, ligesom der skal skæres i bevillingerne til forskning og i udviklingsbistanden.

Her følger de øvrige partiers hovedkrav til finanslovforhandlingerne:

Dansk Folkeparti:

Regeringens største støtteparti vil »normalisere indvandringsområdet« og have skilt asylansøgere og indvandrere ad. Derudover vil partiet løfte ældreområdet for at få en værdig ældrepleje.

Liberal Alliance:

Partiet vil først melde sine krav ud, efter regeringen har fremlagt sit finanslovforslag. Men ifølge finansordfører Ole Birk Olesen (LA) vil Liberal Alliance hive regeringen i retning mod lavere udgifter, lavere skat og mere frit valg for borgerne.

De Konservative:

Regeringen skal gøre noget ved den stigende grundskyld, hvis de Konservative skal lægge stemmer til en finanslov. Samtidig skal forsvaret oprustes, mens skatter og afgifter skal sænkes for virksomheder, ligesom de administrative byrder skal mindskes.

Socialdemokraterne:

Fællesskabet skal styrkes ved at prioritere den nære velfærd. Derudover skal faglærte og ufaglærte kunne blive opkvalificerede, så nogle af flaskehalsudfordringerne på arbejdsmarkedet bliver løst. Endelig vil Socialdemokraterne skabe vækst og arbejdspladser på danske løn- og arbejdsvilkår med fokus på social dumping.

De Radikale:

Det tidligere regeringsparti vil ikke acceptere besparelser på den næste generation - hverken hvad angår pædagoger eller uddannelse. Derudover skal den grønne omstilling fortsætte, ligesom den økonomiske ansvarlighed skal i fokus. De Radikale efterspørger en 2025-plan fra regeringen, som kan sikre holdbarheden i dansk økonomi.

Enhedslisten:

Enhedslisten kræver flere penge til et trygt dagpengesystem, et løft af velfærden - især på ældreområdet, og så er det »helt afgørende« at afsætte midler til at sikre, at Danmark fortsætter sine høje ambitioner for en grøn omstilling og en reduktion af CO2-udledningen.

Alternativet:

Folketingets nyeste parti skal først på et gruppemøde tirsdag fastlægge kravene til finansloven. Men ifølge finansordfører Josephine Fock (Å) kommer klima, miljø og iværksætteri til at stå centralt.

SF:

Øverst på SFs liste står børnene, og formand Pia Olsen Dyhr (SF) vil prioritere daginstitutionerne og tilføre penge til flere pædagoger. Derudover vil partiet prioritere øget indsats på miljø og klima - foruden en »ordentlig« dagpengeløsning.

Kilde: Berlingske Nyhedsbureau