Sagen om Moderaternes kulturordfører, Jon Stephensens, fyring fra teatret Aveny-T har med jævne mellemrum optaget spalteplads i aviserne.
Særligt har Stephensen og teatret haft en offentlig strid om, hvad der egentlig var årsag til fyringen.
Søndag aften kunne Børsen offentliggøre en opsigtsvækkende lydoptagelse, som en whistleblower har optaget. På optagelsen kan man ifølge whistlebloweren kan høre Jon Stephensen forfalske bestyrelsesmedlemmet Jakob Høyers underskrift.
På optagelsen kan man høre Stephensen langsomt sige Jakob Høyers navn. Herefter lyden af nogen, der skriver på et stykke papir.
Og så siger en stemme, der angiveligt tilhører Jon Stephensen:
»Det ser meget godt ud, ikke?«
Berlingske har ikke mulighed for at verificere lydfilens ægthed, som Børsen oplyser, at man har gjort.
Jon Stephensen har ikke ønsket at give et interview til Børsen i forbindelse med offentliggørelsen af lydoptagelsen, men han oplyser til avisen, at hans svar ikke har ændret sig fra tidligere.
»Jeg skal gentage, hvad jeg har sagt, siden jeg første gang hørte om underskriften 23. maj 2022, at jeg ikke i 2017 har skrevet under på det pågældende referat. Jeg har intet motiv og har altid sørget for, at de personer, der skal skrive under, selv har skrevet under. Jeg agter ikke at føre min verserende sag i medierne. Sagen skal gennemføres ved domstolene,« skriver Jon Stephensen til Børsen.