Her er K-formand Lars Barfoeds grundlovstale 5. juni 2014

(Det talte ord gælder.)

Vi er i et jubilæumsår på godt og ondt for vores land. Det er en god anledning, netop på grundlovsdag, at dvæle lidt ved det.

For 200 år siden måtte vi afstå Norge fra det danske kongerige. Det skete i 1814 og markerede for alvor, at Danmark ikke længere var en stormagt i Europa. Få år før havde vi i 1807 mistet flåden. Det skete efter nederlaget til England i forbindelse med Napoleonskrigene.

For 150 år siden tabte vi krigen i 1864 til Preussen og Østrig og mistede ved fredsaftalen både Slesvig, Holsten og Lauenborg. Ikke mindst slaget ved Dybbøl står stærkt i vores historiske erindring. Det var efter den krig, man begyndte at tale om at "hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes".

Det blev et nederlag, der kom til at præge vores selvforståelse som nation og som folk helt frem til vore dage.

Og for 70 år siden gennemførte de allierede D-dag ved landgangen i Normandiet. Det blev begyndelsen til enden for Nazi-Tysklands grusomme besættelse og hærgen i Europa gennem fem år. Her genvandt vi vores frihed som nation. Det takket være de allieredes indsats og med tapper deltagelse af mange danske frihedskæmpere og krigssejlere.

Få år efter blev det, der i dag er den Europæiske Union, dannet for at skabe et så tæt økonomisk samarbejde mellem de europæiske nationer, at man ikke kaster sig ud i nye ødelæggende krige i Europa. Vi er skabt af den europæiske historie, vi er en del af Europa.

Det er store og skelsættende begivenheder i vores historie. Det har formet os som folk, det har påvirket vores kultur, og det har ikke mindst gjort Danmark til det land vi kender i dag.

Danmark er et dejligt land. Og Danmark er et smukt land. Det tror jeg, vi hurtigt kan blive enige om. Om ikke så længe, når det er blevet Skt. Hans Aften, bålet er tændt og vi synger midsommervisen, så synger vi med stolthed i stemmen, at vi elsker vort land.

Vi danskere er verdens lykkeligste folk – i hvert fald hvis man skal tro på den slags målinger, der påstår at kunne måle vores følelse af lykke. Vi danskere er glade for at bo i Danmark.

Vi lever i verdens bedste land.

Vi har masser af muligheder i Danmark.

Og jeg tror på, at vi alle – uanset politisk observans – gerne vil gøre Danmark til et endnu bedre sted at leve.

Når Danmark er så dejligt et land, er det i høj grad noget, som vi kan takke Grundloven for. Så der er masser af gode grunde til, at vi fejrer Grundlovsdag. Det er vigtigt at bruge dagen i dag til at stoppe op og tænke på alle de rettigheder og muligheder, som vi har fået forærende af vores forfædre, da de nedfældede indholdet i Grundloven.

Vi fejrer Grundloven, fordi den er et stærkt og solidt fundament under det danske samfund. Det skal der ikke ændres på. Tværtimod. Vi må stå fast over for pludselige stemningsskift og trang til hurtigt at ændre på tingene.

Grundloven hviler på værdier, som vi holder meget af. Den sikrer vores demokrati, vores frihedsrettigheder og vores retssikkerhed. Den giver os kort sagt et Danmark, der er et trygt hjem for os alle.

Vi skal også huske på, at netop det, at vi er fælles om de værdier, viser, at der trods alt er mere, der samler end splitter os. På trods af de mange politiske uenigheder, der er mellem os, er der fundamentale principper og værdier, der forener os. 3 Vi danskere lever efter nogle grundlæggende moralske dyder og har nogenlunde det samme værdigrundlag. Det har vi til fælles. Vi snyder ikke hinanden. Vi kan stole på hinanden. Vi har tillid til hinanden.

Men meget tyder på, at der er brug for forandringer, hvis vi skal bevare de værdier og den tillid.

Vi befinder os i den værste politiske tillidskrise i over 40 år. Ikke siden jordskredsvalget i 1973 har tilliden til politikerne været så lav.

Det giver sig blandt andet udslag i store vælgerforskydninger. I dag vil 4 ud af 10 danskere stemme på partier, der først og fremmest bygger på protest mod de partier, der er parat til at tage regeringsansvar.

Men i tider som nu med store forandringer, globalisering og pres på vore værdier, er der netop brug for, at nogen tager ansvar. At vi skaber respekt for vore grundliggende værdier og vore bærende samfundsinstitutioner. Samtidig med, at vi skaber plads til modernisering, fornyelse og udvikling.

Og når familierne og borgerne er utrygge i forhold til deres job og deres bolig, økonomien står stille, og landet sidder fast i nødsporet, er der brug for politikere, der tør tage et ansvar og træffe de nødvendige beslutninger.

Det samme gør sig gældende i EU. Ved det netop overståede valg til Europa-Parlamentet stemte hver tredje dansker på en politiker, der ingen indflydelse får i det daglige politiske arbejde. Mange danske vælgere følte sig måske hørt på valgdagen. De sendte et højlydt signal. Men de svækkede samtidig den danske indflydelse i Europa-Parlamentet de næste fem år.

Vi i Det Konservative Folkeparti er glade for, at vi fastholdt vores konservative mandat til Bendt Bendtsen i EPP-gruppen. EPP gruppen består af konservative og kristendemokratiske partier i Europa og er fortsat den største og mest indflydelsesrige i Europa-Parlamentet.

Der er helt sikkert mange forskellige årsager til tillidskløften til politikerne. Der bliver på Christiansborg brugt alt for megen tid på taktik og spind i stedet for det politiske indhold. Der bliver brugt alt for meget krudt på at skyde på hinanden i stedet for at tale om ens egne synspunkter og ideer. Og personsager fylder alt for meget i forhold til politiske tanker.

Medierne spiller en ikke uvæsentlig rolle i den forbindelse. Også her fylder taktik, spin, personsager og tolkning af motiver alt for meget i forhold til den politiske substans.

Det er nemlig ikke kun politikerne, som befolkningen ikke nærer tillid til. Det er i høj grad også journalisterne. Vi tror ganske enkelt mindre og mindre på det, vi læser, hører og ser i medierne.

Vi har et fælles ansvar for vores demokrati. Ikke mindst har vi politikere et ansvar. Vi skal blive bedre til at være i dialog med borgerne. Her giver de sociale medier og internettet os mange nye muligheder. Men de kan ikke stå alene. Rejser rundt i landet, åbne møder og besøg på virksomheder og institutioner, hvor vi mennesker mødes og taler med hinanden i virkeligheden, vil altid være den bedste måde at holde dialogen med hinanden.

Vi skal også blive bedre til at holde fokus på det politiske indhold og formidle det. Og så skal vi blive bedre til i fællesskab at levere effektive løsninger på de problemer og udfordringer, som borgerne er optaget af.

Det vil altsammen bidrage til at styrke borgernes tillid til os politikere og dermed det politiske system og vores demokrati.

Men et tillidsfuldt samfund handler ikke kun om tillid til det politiske system. Det handler også om tillid til, at grundliggende principper i vores grundlov bliver respekteret. Ikke mindst borgernes retssikkerhed og den personlige friheds ukrænkelighed.

Jeg er som konservativ meget optaget af Grundlovens bestemmelser om den personlige frihed. En frihed, der ikke kan stå alene, fordi det er en rettighed, som samtidig indebærer, at vi også tager ansvar for os selv og vores omgivelser. Frihed og ansvar hører sammen.

Men jeg oplever, at vi i højere grad lægger det personlige ansvar fra os. Der er sket et holdningsskred, hvor værdier som ansvar og selvstændighed bliver skubbet mere og mere i baggrunden.

I dag vil stadig flere danskere hellere bede det offentlige om hjælp frem for at klare sig selv. I midten af halvfemserne var et solidt flertal af danskerne på 57 procent overbeviste om, at de hellere ville klare dem selv frem for at bede det offentlige om hjælp, selv om de havde ret til den. I dag er det kun 27 procent, som er lige så standhaftige i forhold til at klare sig uden offentlig hjælp.

Samtidig er Danmark det land i verden, hvor færrest forældre mener, at hårdt arbejde er en afgørende værdi at give videre til sine børn. Under 5 procent af danskerne svarer, at de lærer eller vil lære deres børn værdien af at arbejde hårdt. Den var altså ikke gået, da jeg var barn. Dengang var det en dyd at bestille noget. At være flittig. At sætte tæring efter næring. Og at være selvhjulpen.

Men i dag kigger vi ikke længere efter os selv, når vi har problemer her i livet. Vi kigger til staten. Dermed lægger vi flere og flere opgaver over på det offentliges skuldre frem for selv at gribe i egen barm.

Det er en uholdbar og uønsket udvikling, hvor politikerne ender med at tro, at de kan regulere og lovgive os ud af alle problemer. Det bliver så kompliceret og ugennemskueligt, at vi efterhånden har mange eksempler på, at man sætter systemet før mennesket.

De rettigheder, der er blevet givet til skattevæsenet, og den måde Skat efterhånden fungerer på i forhold til borgerne, er et godt eksempel på det.

Frihed, ansvar, privat initiativ og retssikkerhed er ikke bare ord. Det er alvor. Og når man mere eller mindre systematisk tager ansvaret væk fra borgerne, indskrænker borgernes frihed og nedbryder vores institutioner, så bliver det pludselig vedkommende og relevant for mange danskere.

Der er efterhånden mange – og skræmmende – eksempler på, at skattevæsenet igen og igen opfører sig som en stat i staten.

Det er ikke medarbejderne, den er gal med. De yder uden tvivl en stor og ihærdig indsats.

Det er selve systemets indretning, der tilsidesætter almindelig rimelighed og retssikkerhedsmæssige principper.

Jeg mener, at vi er nået til et punkt, hvor der er bydende nødvendigt at styrke borgernes retssikkerhed overfor myndighederne. Der skal mere retfærdighed, proportionalitet og ligeværdighed ind i systemet.

Der er mange positive sider ved det danske samfund – men vores bureaukratiske og ugennemskuelige velfærdssystem med tilhørende myndigheder, love og regler har vokset sig for stort. Borgerne bliver klemt af systemet, ansvaret udviskes og Grundlovens rettigheder trædes under fode.

Vi må fremover måle værdien af vores samfund på, hvad vi gør for hinanden og på graden af respekt for hinanden – ikke på størrelsen af den offentlige sektor.

Vi skal styrke dialogen mellem politikerne og borgerne. Vi skal mindske afstanden mellem beslutningstagerne og vælgerne. Og så skal vi genvinde tilliden i det danske samfund.

Der er brug for en ny udvikling i Danmark. Tiden er inde til at udvikle Danmark, så vores samfund i højere grad tager udgangspunkt i familielivet og det menneskelige frem for i regler og systemer. Vi skal have et moderne og effektivt samfund, men vi skal også have et menneskeligt samfund. Vi må indrette os sådan, at borgeren altid kommer før systemet. Det er ånden i Grundloven.

Vi skal passe på Danmark, og vi skal passe på vores Grundlov.

God Grundlovsdag.