Her er det sjoveste citat fra dansk politik anno 2015

Mere end 11.000 læsere har stemt, og næsten hver tredje har peget på et noget alternativt svar fra Uffe Elbæk som deres favorit.

Glæde kan udtrykkes på mange måder.

Og få har udtrykt det som Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, da han på direkte tv blev spurgt om en kommentar til valgresultatet 18. juni.

Svaret fra Elbæk, som var blandt Politiko.dks 10 nominerede til det sjoveste politiske citat i 2015, lød omtrent sådan her:

»Avavdvavdejrkdlavsjfkavahdkahahddad, hvor er det crazy, det her.«

Du kan høre citatet her. Artiklen fortsætter under lydklippet.

Af de mere end 11.000 læsere, som har stemt på årets citater, har godt 3.500 peget på Uffe Elbæk som vinder.

På de følgende to pladser kommer Venstres Mads Fuglede, som fik godt 2.100 stemmer for det her citat fra valget:

Og Karsten Lauritzen fra Venstre for sin udlægning af Venstres politik, der sikrede ham godt 1.800 stemmer.

»Venstres politik er krystalklar. Og den er, at vi ikke har taget stilling.«

Nederst i artiklen kan du se, hvor mange stemmer de enkelte citater fik.

De 10 nominerede var

1. Anonym læser til Martin Lidegaard, daværende udenrigsminister for de Radikale:

»Er der mulighed for, at du kan få hjælp til at lære at binde dine slips. Det blokerer helt vildt for dine budskaber, når du står med din frygtelige slipseknude.«

Set på Facebook.

2. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, om et forslag om at fastfryse grundskylden:

»Hvis der var en skat på at have rødt hår, så ville de rødhårede få en gevinst, når vi afskaffer den. Og hvad så?«

Set hos Altinget.dk.

3. Karsten Lauritzen, Venstre, om den udskældte blasfemiparagraf:

»Venstres politik er krystalklar. Og den er, at vi ikke har taget stilling.«

Set hos Jyllands-Posten.

4. Uzma Ahmed, tidligere folketingskandidat for Alternativet, efter at hun blev citeret for, at ikke-etniske danskere, der ikke »vil« Danmark, skal kunne miste deres statsborgerskab:

»Jeg må bare sige, at jeg tager afstand fra mig selv.«

Set hos os selv.

5. Mads Fuglede, folketingskandidat for Venstre, under en tv-debat i løbet af valgkampen, hvor han var sur over, at Thorning afbrød Løkke:

»Jeg har hørt, at Stephen Kinnock i sin tid var 6 timer og 41 minutter om at fri, fordi han hele tiden blev afbrudt.«

Set på Facebook. Og på Twitter.

6. Lars Løkke Rasmussen, Venstre, under valgkampen:

»Jeg har ikke lavet noget overgreb på noget sminkeskur. Tak skal du have.«

Set hos Ekstra Bladet.

7. Mads Holger, tidligere folketingskandidat for de Konservative, om sit, nu, tidligere parti:

»Jeg vil gerne hjælpe det her parti, men føler mig lidt som lægen, der ankommer til den døende patient, som så slår ud efter lægen i sin febervildelse.«

Set hos Politiken.

8. Uffe Elbæk, formand for Alternativet, om valgresultatet:

»Avavdvavdejrkdlavsjfkavahdkahahddad, hvor er det crazy, det her.«

Set hos bl.a. DR. Hør det her.

9. Søren Søndergaard, pressechef i Dansk Folkeparti, om et nyt folketingsmedlem, der fortalte detaljeret til Radio24syv, hvordan hun havde været indianerdreng i sit tidligere liv:

»Jeg respekterer mennesker, men da hun begyndte at fortælle, at hun kunne tale med ånder og dyr, tænkte jeg ”nu må du fandeme holde op, Doctor Dolittle”.«

Set i Jyllands-Posten.

10. Frank Jensen, overborgermester i København, har problemer med at tælle ned fra 10, da juletræet på Rådhuspladsen i København skulle tændes

»9, 10, 6.... Vi starter lige forfra. 9, 10, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 NU....«

Set hos Ekstra Bladet.

Herunder kan du se, hvor mange der stemte på de enkelte citater. Det kan du gøre ved at klikke på »vis resultat« nede i venstre hjørne.