Her er de strammere krav til statsborgerskab

  • Sprogkravene strammes, så man fremover skal bestå en prøve i Dansk 3 i stedet for i Dansk 2, som kravet har været hidtil.
  • Hvis man har været selvforsørgende i otte et halvt ud af de seneste ni år, kan man dog nøjes med at bestå en prøve i Dansk 2.
  • Statsborgerskabsprøven erstattes af en udvidet indfødsretsprøve. Den nye prøve består af 40 spørgsmål, og man skal svare rigtigt på 32 for at bestå. Den gamle statsborgerskabsprøve bestod af 30 spørgsmål og krævede 22 rigtige svar.
  • Ansøgere til dansk statsborgerskab skal have været selvforsørgende i fire et halvt ud af de seneste fem år. I dag skal man have forsørget sig selv i to et halvt af de seneste fem år.
  • Fremover bliver det også sværere at få statsborgerskab, hvis man har begået kriminalitet. I dag må dømte udlændinge først søge om statsborgerskab efter en karensperiode på mellem tre og 20 år - længden afhænger af, hvor alvorlig kriminalitet man har begået. Den karensperiode skal nu øges med 50 procent.
  • Aftalen indebærer også, at hvis ansøgere om dansk statsborgerskab fremover vil søge dispensation i Folketingets Indfødsretsudvalg på grund af eksempelvis posttraumatisk stresslidelse (PTSD), kommer de kun i betragtning, hvis de har fået en lægeerklæring fra en speciallæge i psykiatri. I dag skal man blot have en diagnose fra sin egen læge for at kunne søge om dispensation.
  • Aftalen, som er indgået mellem regeringen, de Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Socialdemokraterne, træder i kraft 15. oktober.

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet