Her er Clintons virkelige udfordring

Forskellen på præsidentaspiranterne Bernie Sanders og Hillary Clinton er, at han har taget Demokraternes venstrefløj alvorligt. De vælgere skal Clinton samle op, når – og hvis – Sanders giver op.

Tag mig, tag mig! Hillary Clinton og Bernie Sanders vil begge være Demokraternes præsidentkandidat – men socialisten Sanders spås ikke en chance i det lange kampagneløb. Foto: Randall Hill/Reuters Fold sammen
Læs mere

DES MOINES/CONCORD: Vælgermøder med den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders efterlader ingen tvivl: Hans jublende tilhængere ønsker et markant opgør med fordelingen af goderne i USA. De råber højt om mere statslig involvering i vitale anliggender som job, uddannelse og sundhed. De ønsker et skattesystem, hvor de rigeste betaler mere. Og hvis man spørger Bernie Sanders’ vælgere, hvad de ønsker sig af fremtiden, er det tryghed.

»Min drøm om USA er, at alle er mere solidariske og bidrager til vores fantastiske land. At de rige betaler skat, at uddannelse er for alle, både rige og fattige, og at man frit kan blive behandlet, hvis man bliver syg. I dag er det stadig sådan, at hvis ikke du er født i toppen af samfundet, så er du dømt ude,« siger Sanders-tilhængeren Alice Wyner, som Berlingske møder til et af Sanders’ valgmøder.

Tryghed og mere stat. Alt sammen med måde, naturligvis, for det amerikanske samfund er meget langt fra socialistisk. Men de demokratiske vælgere er på den amerikanske skala de venstreorienterede i forhold til Republikanerne, der som udgangspunkt ønsker mindre stat.

Selv om Clinton måtte nøjes med den mindst mulige sejr over Sanders ved det første primærvalg i Iowa, er den demokratiske partiledelse klar over, at der reelt kun én kandidat tilbage i ræset. Hun hedder Hillary Clinton og tilhører partiets moderate venstre­fløj eller det, der forvirrende for europæere hedder den liberale fløj i USA. Det vil sige, at hun er venstreorienteret med måde, men hun er ikke socialist som Sanders. Hun har fundet sin egen model, som hun og ledelsen mener kan vinde valget. For hun har i den grad stukket fingrene i jorden, inden hun besluttede at stille op. For sådan gør man, når man er en Clinton: Man stikker fingeren i jorden og fortsætter nedad, indtil man mærker grundvandet.

Derfor er Hillary Clinton også venstre­orienteret med et tvist. For en anden af partiets magtfulde kvindelige politikere, senator Elizabeth Warren fra Massachusetts, hviskede Clinton i øret, at hvis ikke hun fik den magtfulde venstrefløj i partiet med sig, ville drømmen om Det Hvide Hus aldrig blive andet end netop en drøm.

Den demokratiske socialist

Så Hillary Clinton har analyseret sig frem til, hvor hun skal ligge i partiet for ikke alene at tækkes venstrefløjen, men også den mere centrumsøgende del af partiet, som stadig har en vis form for indflydelse.

Så hun er en ideologisk klon, og det kan vise sig at være præcis det, der skal til for at vinde præsidentvalget til november.

Men vil hun være en kandidat, der tilfredsstiller den del af partiets base, som ligger mere rent på venstrefløjen? Næppe. Men det kan være nok til at gøre hende til præsident, for hun kan fra den position nemmere slå en republikansk modstander.

Hendes modkandidat, Sanders, har ganske vist også følt sig frem, men nåede frem til en anden konklusion.

Det var vigtigst at mobilisere partiets base, som befinder sig mere rent på den amerikanske venstrefløj og tror på, at staten skal ind og styre samfundet i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Dermed placerer Sanders sig på en traditionel fløj i partiet, som har ligget i dvale siden den demokratiske præsident Bill Clintons tid i Det Hvide Hus.

Bernie Sanders blev først medlem af Demokraterne i 2015, så han har fra sin uafhængige politiske platform defineret sig selv som en demokratisk socialist. Han mener, at USA har manglet en »bevægelse«. Intet mindre. For som Sanders ser det, er hr. og fru middelklasse blevet snydt grundigt i generationer af Wall Street, milliardærerne, lobbyisterne, industrifyrsterne og af de politikere, som plejer kapitalismen, når den er værst.

»Jeg vil bare have retfærdighed«

Det vil Bernie Sanders gøre op med. Med forrygende energi har den 74-årige kandidat skabt en bevægelse, der hovedsageligt består af unge under uddannelse og en del ældre, der har levet en eksistens på en blanding af delejobs og evig arbejdsløshed. De sidste har oplevet deres amerikanske drøm knust af stærke kræfter, senest under finanskrisen.

De måtte gå fra hus og hjem, fordi de blev snydt af folk, de troede var ærlige. Det var jo etablerede banker og finanshuse, der stod bag de fantasibillige lån, de pludselig kunne få uden sikkerhed i noget som helst.

For sent opdagede de, at årsagen til, at de fik råd til det, var, at investeringsbankerne snød dem ved at lade dem købe værdiløse lån. Og de var selvfølgelig de sidste, der gennemskuede det snedige pyramidespil, længe efter, at bankerne selv havde scoret kassen. Det er dem, man møder ved Sanders møder ved siden af de unge, som er tyngede af studie­gæld og udgifter til at læse videre.

»Jeg er en af dem, der er blevet ramt af krisen og aldrig er kommet op igen. Jeg mistede hus og arbejde og bor nu til leje i en trailer. Jeg vil bare have retfærdighed. At de der ødelagde mit liv bliver stillet til ansvar. Det er de aldrig blevet«, siger John Atkins, der også er med ved et af Sanders møder.

Den skandinaviske model

Bernie Sanders kan vinde på tirsdag i New Hampshire. Men derefter kan det være slut. Han vurderes ikke til at have de store chancer, når valget tager fart i efteråret, og kampen bliver barskere end barsk.

Han bliver en »én-stats-vinder«, spår The New York Times, ligesom George Mc­Govern var det i 1972 og Walter Mondale i 1984. De vandt én stat, og så var det slut. De var på mange måder ligesom Sanders og ønskede en skandinavisk samfundsmodel, som Sanders ofte fremhæver i sine taler – men som det er svært at overbevise et flertal af de amerikanske­ vælgere om.

Men spørgsmålet er, om Hillary Clintons strategi er stærk nok til at tiltrække de unge, de fattige og de progressive, som udgør en stor del af partiets base, når – og hvis – Sanders giver op. Det er ikke alle, der tror på det. Clinton læner sig op af den nuværende præsident Barack Obamas og håber, at det er nok til at hente de stemmer.

Demokraterne er endnu ikke i nærheden af et internt opgør som det, Republikanerne har været igennem. Men Sanders har sat en diskussion i gang internt i partiet om, hvor det er på vej hen. For Sanders popularitet har skabt en revolution blandt potentielle vælgere på grund af utilfredshed med den måde, goderne bliver fordelt på i USA.

De vælgere skal Hillary Clinton samle op på et tidspunkt – hvis hun ellers kan.